Skip to content

Leder: Nationaliser Nordsøolien

Da det stod klart, at der var olie og gas i Nordsøens undergrund, indgik den daværende socialdemokratiske regering en aftale med Danmarks store Mærsk konsortium om, at de kunne overtage det. Mod at skulle betale skat af overskuddet naturligvis. Mærsk, som hører til blandt verdens store konglomerater, er kendt herhjemme for at give udgiftskrævende gaver, man ikke kan afslå, og i øvrigt få lov til selv at beslutte, hvad de vil betale i skat. Nu er de på spil igen.

Store fortjenester til de private

Dansk Undergrundskonsortium, DUC, med Mærsk Oil i spidsen, har gennem årene tjent store penge på -Nordsøen. Men når de nu skal vedligeholde deres materiel i Tyrafeltet, vil de have flere penge af staten. Tyra-knudepunktet synker, og af sikkerhedsmæssige grunde kræves det lukket, hvis det ikke repareres sikkerhedsmæssigt inden oktober om to år. Mærsk har meddelt, at de ikke vil genopbygge det, hvis de ikke får skattelettelser og mere gunstige afskrivningsregler. Det kan vel ikke komme som nogen overraskelse for regeringen, som man må gå ud fra kender virksomhedens forretningsmetoder ganske godt.

Samfundsinteresser på spil

Tyra feltet står for 90% af den danske gasproduktion, og store dele af olieproduktionen – også privatejet – er afhængige af feltet. Dertil kommer, at mange tusinde arbejdspladser er på spil ved en eventuel lukning. Hvis feltet fortsat skal være på private hænder, står der også mange milliarder kroner i skatteindbetalinger på spil for samfundsøkonomien. Derfor har regeringen i de seneste ni måneder forhandlet med Mærsk om deres krav, og sidste frist for en eventuel aftale er sat til nytår i år.

Dårlig historie

Allerede i 1966, da Staten Danmark afgav rettighederne til Nordsø undergrunden til private, blev det omtalt som, at den daværende minister ”gled i olien”. I modsætning til Norge, der dannede et statsligt selskab til deres olie fra havets bund. Det har været godt for Norges økonomi.

Og allerede da de danske forhandlinger om Nordsøolien begyndte, krævede det kommunistiske parti, at staten, det vil sige danskerne, selv beholdt udvindingsrettighederne. Desværre var Mærsk stærkere overfor regeringen end den samlede danske befolkning. Gennem årene har kommunisterne krævet, at Nordsøolien blev nationaliseret.

Derfor nationalisering

I stedet indgik VK-regeringen med støtte fra Socialdemokratiet, SF, Dansk Folkeparti og Radikale Venstre i 2003 en aftale om at forlænge Mærsks eneret til værdierne i Nordsøen.

Det skulle de ikke have gjort, og nu står de i et dilemma på grund af manglende ”rettidig omhu” – Citat afdøde McKinney Møller – ikke omhu for profitten, som han tænkte på, men for vedligeholdelsen og sikkerheden.

Spørgsmålet er nu, om regeringen og folketingets flertal endnu engang bøjer sig for storkapitalens umættelige krav. Desværre ligger det forkerte svar snublende nært. Kommunisternes svar er klart: Den danske undergrund skal tilhøre danskerne. Derfor skal Nordsøolien nationaliseres.

Back To Top

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk