Skip to content

Leder: NATO på vej mod ARKTIS

[KOMMUNIST 6-7 2022] NATO udnytter situationen til yderligere krigeriske handlinger efter Ruslands invasion af Ukraine.

NATO vil have adgang til resurser og råstoffer i Arktis. NATO har i lang tid arbejdet på et Norden under NATO’s indflydelse. Et Norden, hvor alle lande bliver NATO-medlemmer.

Beslutningen i Finland og Sverige om at opgive deres neutralitet og søge om optagelse i NATO er for så vidt en formel sag, da både Sverige og Finland har haft værtslandsaftaler med NATO i flere år. Værtslandsaftaler betyder et samarbejde med retningslinjer, som var de medlemmer, men uden det formelle stempel.

Det formelle medlemskab giver nu NATO mulighed for afgørende indflydelse på Sverige og Finland, og de får mindre selvbestemmelse.

Der har trods alt med værtslands-medlemskabet været en politisk mulighed for at sige fra overfor NATO, som der ikke er ved et medlemskab.

Adskillige militærøvelser med NATO-soldater har fundet sted i både Sverige og Finland.

Militærøvelser er forberedelse til fremtidige krige

2016 intensiverede NATO sine aktiviteter i Arktis med den store krigsøvelse Cold Response. Derefter fulgte krigsøvelsen Joint Viking i Finmarken i det nordlige Norge. Det var den største øvelse i Norge efter slutningen af den kolde krig. NATO fulgte senere op med en gigantisk luft-krigsøvelse over de nordlige dele af Norge, Sverige og Finland kaldet Arctic Challenge Exercise. I september 2017 blev Aurora 17 (i hundredeåret for den russiske revolution) den største NATO-øvelse i Sverige efter den kolde krig. Store dele af landet blev i tre uger forvandlet til en krigsøvelsesplads, hvor 20.000 soldater deltog, heraf 1000 amerikanske elitesoldater, der blev landsat i Göteborg.

Der var ingen formelle garantier for, at USA ikke medbragte kernevåben.

Fredsbevægelsens krav

Fredsbevægelsen i Sverige krævede stop for øvelserne af tre grunde:

  • NATO-øvelsen forværrer sikkerhedsforholdene omkring Østersøen.
  • Øvelsen betød, at Sverige blev knyttet endnu tættere til kernevåbenalliancen NATO.
  • Freden bevares gennem diplomati, samarbejde og samtale.

Kernevåben er en integreret del af NATO’s strategi. Det spiller ingen rolle, i hvilke lande kernevåben befinder sig rent fysisk. Er man NATO-land, befinder man sig under alliancens kernevåbenparaply, og offensive kernevåben kan derfor når som helst stationeres på eksempelvis ubåde i svensk havn eller farvand helt uden regeringens kendskab.

Ifølge NATO er nye medlemmer fuldgyldige medlemmer af alliancen i alle dens aspekter. Et medlemskab indebærer derfor, at Sverige og Finland tager medansvar for NATO’s kernevåben. Dermed medvirker Sverige til kernevåbenspredning, hvilket er et brud på Sveriges Rigsdags beslutning om godkendelse af ikkespredningsaftalen fra 1968.

Der kan forudses en eskalerende oprustningsspiral med de forestående NATO-udvidelser.

Arktisk strategi

USA’s arktiske strategi blev 19. januar 2021 publiceret under titlen: Tilbagevinde dominansen i Arktis.

Kolahalvøen i det russiske Arktis har strategisk betydning for Rusland. Her er Ruslands nordlige flåde stationeret. Den har base i Seweromorsk ved Murmansk – den eneste isfri russiske havn i Arktis. Kolahalvøen er udrustet med ballistiske raketter, ubåde og andre våbensystemer.

Rusland indtager en defensiv holdning i Arktis, men fastholder, at Moskva i tilfælde af konflikt også kan forberede en hurtig mobilisering.

Rusland svarer igen

Rusland reagerer på militariseringen i Norden med nye oprustningsskridt. Allerede midt i april havde den russiske forsvarsminister, med henblik på den dramatiske forværring af de militære og politiske forhold i Europa, bekendtgjort, at Rusland ville stationere mere end 500 langtrækkende våbensystemer rundt om i Barentshavet.

Med NATO’s nordudvidelse drives den truende oprustningsspiral i det nordligste Europa ubønhørligt fremad.

I det perspektiv ser den danske regerings magtsyge og krigeriske rolle rigtigt farlig ud. Ikke et eneste øjeblik har regeringen ytret ønske om fredelige tiltag og konfliktløsninger. Tværtimod har den danske regering og Folketinget været de første til at tale for brug af våben og udvidelse af krigeriske handlinger.

Kommunisterne kræver nedrustning og forhandlinger i verdens konflikter.

Back To Top

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk