Leder: OK 2017 kampen fortsætter
OK 2017 blev et ja til blandt andet:
- Lønstigning på mindstelønnen på syv procent over de næste tre år.
- Fuld løn under forældreorlov i 13 uger.
- Fire procent af lønnen kan byttes til fridage eller pension.
Arbejdskøberen kan kræve, at arbejderne arbejder en time ekstra om dagen ved travlhed. Overarbejdet skal afspadseres inden et år.
Det kapitalistiske system og den danske model har gjort det igen. Den danske model tillader ikke et nej.
Der åbnes nu op for en 42 timers arbejdsuge.
Intet i overenskomstforliget afhjælper den tidligere og tidligere nedslidning.
Men overenskomstforliget er en realitet på trods af en helt igennem fantastisk og unik nej-kampagne ført af 3F’s medlemmer på de sociale medier og ikke mindst ude på arbejdspladserne. Det kunne simpelt hen ikke være gjort bedre.
Kampagnen betød da også, at såkaldt faglige ledere nærede en begrundet frygt for, at 3F’s nej-kampagne ville føre til et nej til overenskomstforliget. Det førte til, at Metal, HK og LO indrykkede helsides-anoncer i de store dagblade op til afstemningen. For HKs vedkommende lykkedes det at sælge en 42 timers arbejdsuge for barselsordningen.
Stemmeprocenten har været historisk, for trods mediernes beskedene omtale af overenskomstforhandlingerne var stemmeprocenten på næsten 52 procent. Heraf stemte så 57 procent ja.
Men nej-kampagnen har ikke været forgæves, for 60% af 3F’s medlemmer stemte nej, og blandt håndværkerne stemte ikke mindre end 77% nej. Hos Malerforbundet stemte 60% nej, og hos NNF stemte knap 87% nej. Føde-vareforbundets faglige ledere havde da også været ude og anbefale et nej. Slagteriarbejderne, som stemte nej med 98%, valgte også at nedlægge arbejdet i store dele af landet dagen efter afstemningsresultatet, i frustration over at der nu kan dikteres en 42 timers arbejdsuge samt frustration over den danske model og dens afstemningsregler, der nu vil betyde endnu mere og tidligere nedslidning. Nedslidning kan ikke afspadseres.
Syv procent på mindstelønnen hen over tre år vil stadig betyde, at vores udenlandske kolleger bliver lavtlønnet inden for overenskomsten. Intet i overenskomstresultatet vil forhindre det pres på løn og ansættelsesforhold, der finder sted på arbejdspladserne rundt omkring i landet.
Åbningen for en 42 timers arbejdsuge vil betyde, at vi stort set er tilbage før 1971, da den ugentlige arbejdstid kom ned på 413/4 timer. Dette kan kun ses som, at der er lagt op til yderligere belastning og nedslidning i faggrupper, som i forvejen har svært ved at se sig selv i job frem til en forhøjet pensionsalder.
De beskedne lønstigninger står i skærende kontrast til virksomhedernes direktørgange. Mens der i 1983 skulle syv arbejderes løn til at dække en direktørløn, så går der i dag 35 arbejderlønninger på en direktørløn. Lønniveauet for direktører selv i mindre selskaber er steget mellem 16 og 34% i de seneste tre år, mens arbejderløningerne er steget beskedne 1,5%. Med ja’et fortsætter denne tendens.
Enhver kan se, at der tjenes styrtende med penge i det private erhvervsliv og gives store udbetalinger til aktionærerne.
Så når kommunisterne forlanger en 30 timers arbejdsuge med fuld lønkompensation, er det ikke grebet ud af luften, når kommunisterne siger, det er der så rigeligt råd til. Kommunisterne vil utrætteligt sætte en 30 timers arbejdsuge på dagsordenen. Kampen fortsætter.