Leder: OK 2021 – en fiasko for fagbevægelsen?
Meget pludseligt blev OK 2021-forhandlingerne afsluttet på det statslige og det kommunale område. Den netop indgåede aftale på det regionale område svarer stort set helt til de statslige og kommunale aftaler.
Tænker vi tilbage til sidste gang, der var overenskomstforhandlinger på det offentlige område, så husker vi de mange demonstrationer foran Forligsinstitutionen og alle de andre aktiviteter. Det har vi ikke set noget af denne gang. Meget skyldes corona-situationen, men det er vel ikke hele forklaringen. Tværtimod burde corona jo have været et springbræt for især de kvindedominerede fag, som både er lavtlønnede og samtidig også specielt truet af coronaen. Det gælder grupper som sygeplejersker, SOSU-hjælpere, pædagoger, pædagogmedhjælpere og skolelærere.
5,02 pct
Det samlede resultat blev opgjort til en lønstigning på 5,02 pct. over de næste 3 år. Det er et meget minimalt bedre resultat end det, der blev aftalt på det statslige område. Til det kom så andre mindre betydende ting som nogle puljer til sosu’erne, der ikke for alvor vil gøre noget for at bringe disse samfundsmæssigt helt centrale jobs ud af lavtlønsgruppen. Der blev også afsat et minimalt beløb til det såkaldte ’ligelønsprojekt’, men beløbet svarer kun til 0,03 pct. af lønsummen, så meget ligeløn kommer der ikke ud af det. De ældre medarbejdere – de såkaldte seniorer – skal have ret til en samtale med deres chef, så det skal da nok give pote! Der er andre småting, men helt generelt er det ikke nogen særligt god aftale, der er indgået.
Inflationen vender måske tilbage
Nu skal man jo lige huske på, at der er tale om en 3-årig overenskomst. Der har i de senere år ikke været nogen inflation i Danmark. Det vil sige, at priserne har været stort set uændrede i en del år.
Men sådan behøver det jo ikke at gå fremover. Tværtimod vil en økonom nok antage, at når der først kommer lidt gang i økonomien efter den såkaldte ’genåbning’, når vaccinationerne har virket, så vil der komme en kraftig ny efterspørgsel. De fleste har jo på grund af corona holdt tilbage med at bruge penge. Der er ikke købt så meget ind, der har ikke været run på de lukkede restauranter og barer, og kun de færreste har været så tåbelige, at de er fløjet til Dubai på vinterferie. Så der er et overskud af penge, som sammen med de feriepengeudbetalinger, der vil komme her i foråret, nok skal få gang i hjulene.
En sådan efterspørgelsesstigning vil ifølge de nationaløkonomiske lærebøger føre til prisstigninger. Så mon ikke det vil vise sig, at de ’formidable’ lønstigninger, som OK 2021 har givet til nogle af de lavestlønnede i Danmark, vil blive spist op af prisstigninger, uanset at det påstås, at reallønnen er sikret.
Afstemning
Før aftalerne kan træde i kraft, skal de godkendes ved en afstemning. Her kan vi håbe på, at der vil komme lidt mere gang i de faglige diskussioner i de forskellige organisationer – også selv om det på grund af coronasituationen er svært.
KOMMUNIST vil opfordre alle de berørte til at overveje, om det virkelig kan være rigtigt, at de ikke er mere værd end det, som er aftalt. Specielt for coronasygens helte, der dagligt møder mange børn og voksne og dermed er i særlig fare for smitte, ville en klækkelig lønforhøjelse være på sin plads.
Samtidig vil vi opfordre til at overveje, hvor længe det kan accepteres, at lønnen i de typiske kvindefag er så langt bagud i forhold til mandefagene.