Leder: OK20 – det gik som ventet

Som ventet blev resultatet af urafstemningen om forligsmandens mæglingsforslag et Ja. 80,1 pct. stemte Ja, mens 19,9 pct. stemte Nej. Stemmeprocenten blev høj – hele 57,3 pct. Stemmeprocenten var således en anelse højere end ved den seneste afstemning i 2017, men Ja-andelen var væsentligt højere, da den ved forrige urafstemning udgjorde 57,2 pct.

Ved afstemningen i 2017 var der 4 forbund, der stemte Nej, nemlig Dansk Jernbaneforbund, 3F, Fødevareforbundet NNF og Malerforbundet i Danmark. Ved årets afstemning var det kun blandt Jernbanearbejderne og Malerne, at der var flertal for et Nej.

Men nu fik de ca. 600.000, der er omfattet, altså en ny 3-årig overenskomst.

Tallene er Forligsmandens officielle afstemningsresultat, der afviger lidt fra resultatet fra Fagbevægelsens Hovedorganisation.

Hvorfor gik det, som det gjorde?

Årsagen var bestemt ikke, at det var et godt resultat, der blev vedtaget ved urafstemningen. Det var faktisk nogle ganske sølle lønforhøjelser og intet ved den store knast omkring den sociale dumping. I stedet for en pæn forhøjelse af mindstelønnen, der ville bremse den sociale dumping, blev resultatet en yderst beskeden lønstigning på 7,50 kr. fordelt over 3 år! Der kom så nogle mindre forbedringer på ’bløde’ områder, som mere barselsorlov til mænd mv. 

Det er fint nok, men det var altså habile lønforhøjelser, de fleste havde set frem til! Selv i Byggegruppen og i Transportgruppen i 3F – de grupper, der er hårdest berørt af den sociale dumping fra underbetalte østeuropæere mv. – var der denne gang flertal for Ja. 

Urafstemningen blev gennemført under de mest uheldige omstændigheder for arbejderklassen:

• Coronakrisen havde forhindret, at fagbevægelsen kunne afholde debatmøder på arbejdspladserne og i fagbevægelsens lokaler. Heller ikke demonstrationer og andet har kunnet gennemføres. De, der ønskede et Nej, havde meget svært ved at komme til orde.
• Coronakrisen medførte, at urafstemningen og det sølle resultat af mæglingsforslaget stort set ikke blev omtalt i TV og i pressen i øvrigt. Alt for mange af de stemmeberettigede vidste derfor alt for lidt om, hvad afstemningen reelt drejede sig om, og de valgte derfor at stemme på ’det sikre’. 
• Coronakrisen havde reelt afskaffet strejkeretten, for når folk er fyret eller hjemsendt med et stort løntilskud fra staten, så har en strejke jo ingen funktion. Så arbejderklassens eneste rigtige magtmiddel – strejken – var gjort tandløs af krisen. Derfor var der mange, der anså et Nej for et tomt slag i luften.
• Under kriser af den ene eller den anden art er der normalt altid en tendens til, at man søger mod det kendte. Ligesom Trump i USA – vel landets mest uduelige og utroværdige præsident i mange år – nu får en større støtte efter coronakrisen, så har alt for mange danske arbejdere valgt at stemme på det kendte og det, der anbefaledes af toppen i fagbevægelsen. Altså stemte mange Ja, selv om de måske inderst inde ønskede et Nej.

Hvad nu?

Det bliver en svær tid, som arbejderne skal igennem. Der er sygdomskrisen. Hertil kommer den økonomiske krise med høj arbejdsløshed, der er følgesvenden. Ikke mindst skal tilliden til egne kræfter og til egne faglige organisationer genopbygges, så arbejderne står bedre rustet ved de lokale lønforhandlinger på minimallønsområdet og ved den næste overenskomstforhandling ved OK23.

1. maj bliver en underlig affære i år, men parolerne om solidaritet, arbejde til alle, fred og socialisme er mere aktuelle end nogensinde.