Skip to content

Leder: Organisationsretten

Retten til at organisere sig i fagforeninger har kostet blod, sult og tårer. Med kapitalismen blev dens nye adel arbejdsgivere for en voksende arbejderklasse, og at arbejde for føden var et hårdt åg for såvel klassens børn, kvinder og mænd. 

Oprøret mod de slavelignende arbejdsvilkår førte til dannelse af fagforeninger, der betød, at man stod sammen om at stille krav om rimelige løn- og arbejdsforhold. Det blev til hårde kampe med fyringer og lockouter, strejker og købte skruebrækkere, før arbejderne vandt retten til at være organiserede og forhandle kollektivt.

Skruebrækkerne

Omkring 100 år senere kom kapitalen og dens medier igen med et modstød mod fagforeningerne. Fagforenings-tyranni hed det nu, og en nyansat brandmand satte brand i den med at nægte at lade sig organisere i den fagforening, der havde overenskomsten for brandmændene. Det blev til kampen mod eksklusivaftaler, som arbejdsgiverne vandt. Eksklusivaftaler var en lokal overenskomst, som fagforeninger havde med arbejdsgivere, hvori der stod, at arbejdsgiveren skulle sikre kun at beskæftige medlemmer af den fagforening, som havde indgået overenskomsten med virksomheden.

Sagen endte med at komme for Menneskerettighedsdomstolen, og en lov forbød herefter eksklusivaftaler. Det blev en ”menneskeret” at være skruebrækker.

Helt grotesk blev det, da en borgerlig regering indførte individuelle løntillæg, såkaldte fedterøvstillæg, inden for det offentlige, og at uorganiserede arbejdere skulle have de samme goder, som fagforeningen, forbundene eller LO forhandlede igennem for sine medlemmer.

EU-diktaturet

EU har givet arbejdsgiverne et godt rygstød. De mange EU-direktiver om arbejdsforhold har skullet implementeres i overenskomsterne og har sammen med EU’s krav om den frie bevægelighed af arbejdskraft undermineret netop løn- og arbejdsvilkårene. Derfor står arbejderne sammen og fast på at forsvare sine interesser. Det gælder arbejdsgivernes ret til at få vikarer i stedet for fast arbejdskraft med de givne rettigheder, og det gælder den løndumping, som ofte følger den vandrende udenlandske arbejdskraft, selvom fagforeningerne gør en stor indsats for at organisere dem og sikre, at overenskomster og love overholdes.

Tvangsarbejdet

Men på et område halter det. Aktivering og løntilskudsjob eller anden form for tvunget arbejde kan tvinge arbejdsløse over i andre fagforeninger, hvis man vil beholde dagpengeretten. 

I disse sager kan organiseringen blive et problem. For de, der kommer fra såkaldt overførselsindkomst, er ydelserne så lave, at der ikke er råd til fagforening. Men der kan også være kompleksiteter med overflytninger mellem fagforbund. Det har der tidligere været mellem arbejdere organiseret indenfor LO og FTF, men det skulle nu være løst. Tilbage står Akademikernes Centralorganisation, AC. Mange akademikere er afhængige af at følge med i stillingsopslag via deres organisation, og kan være bange for ikke at kunne vende tilbage, hvis de overflyttes. Det problem må være til at løse. 

Det andet problem med løsarbejdere, vikarer, aktiverings- og tilskudsarbejdere må fagbevægelsen til at vågne op og få gjort noget ved.

Back To Top

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk