Skip to content

Leder: Protester skabte opmærksomhed

Uden en organiseret masseprotest fra fagbevægelsens side havde der ikke været den debat om den uhyrlige ødelæggelse af retten til pension, som Folketinget, med socialdemokratiet i spidsen, vedtog. Væk var retten til både folkepension og førtidspension, når vi bliver gamle eller udslidte og ikke kan arbejde mere. Ikke mindst 3F og FOA gjorde en stor indsats gennem blandt andet en underskriftsindsamling og gjorde en ihærdig indsats for at sætte fokus på det hårde fysiske arbejde, som en meget stor del af den danske befolkning udfører hver dag til gavn for samfundet. 

Socialdemokratiet fortryder

Det er så nu socialdemokraterne, der – lige foran et valg – rejser debatten om differenceret pensionsalder. De er blevet beskyldt for ikke at være konkrete nok, ligesom de borgerlige, inklusive DF, sætter spørgsmålstegn ved, hvor pengene skal komme fra. Svaret på det sidste er ganske enkelt: Pengene skal komme derfra, hvor de altid er kommet: Fra den opkrævede skat! Skat til social og sundhedsmæssig tryghed er netop det, som det store flertal af befolkningen gerne vil betale til. Det går selvfølgelig ud over liberalisternes hede ønske om hellere at betale til våbenindustrien og øge uligheden med skattelettelser til de rigeste.

Differentieret pensionsalder?

Kravet om differentieret pensionsalder er naturligvis kommet som et nødforslag fra arbejdernes organisationer, men det skal man passe på med. At der er stor forskel på både levealder og nedslidning, alt efter hvilket arbejde man udfører til dagligt, er klart. Men vi må se problematikken samlet. Nødråbet på baggrund af de mange uacceptable betingelser for nedslidte, skadede og kronisk syge og handikappede, hænger sammen med den ødelagte ret til efterløn og førtidspension. 

Dertil kommer, at der jo ikke er nogen lov om, at mennesker tvinges til at gå på pension, hvis de har kræfter til og mulighed for at blive på arbejdsmarkedet. 

Bevidst besværliggørelse

Derfor forsøges debatten vendt på hovedet og besværliggjort, skønt problematikken er ganske enkel. Udover differentieringen – hvilke fag er nedslidende, fysisk, psykisk? – kommer der også spørgsmål ind om betingelser for antal år på arbejdsmarkedet. Retten til folkepension er en af de ældste grundfæstede rettigheder i Danmark siden afskaffelsen af fattiggårdene. Den gjaldt for alle borgere, når de nåede en vis alder, uanset om de havde arbejdet på arbejdsmarkedet eller hjemme, eller om de havde været arbejdsløse. Det er en grundpille i det danske samfund. Det samme gjaldt for invalide / førtidspensionen.  

Placér ansvaret

Siden starten af 1990’erne, hvor Europa ikke mere skulle konkurrere med den socialistiske del af verden på sociale rettigheder, har EU, og dermed via diktater medlemslandene, systematisk fjernet og nedgraderet sociale og demokratiske rettigheder. Lyssky kapitalfonde har fået lov til at boltre sig i profit på borgernes indbetalte skat til disse områder, og har trukket ufatteligt meget ud af vore fælles penge, og uligheden er eksploderet. Nu må det stoppe. De valgte politikere skal tage ansvaret for den danske befolknings levevilkår og rettigheder. Det er det, de er valgt til.

Back To Top

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk