Leder: Sandheden er ilde hørt
”Den hund hyler, som stenen rammer”, siger et gammelt dansk ordsprog, og det må sandeligt siges, at modtageren af årets Nordiske litteraturpris, Jonas Eikas takketale gav røre i den politiske andedam.
Det var befriende at høre hans vedkommende takke-tale oven på den flotte motiveringstale med begrundelsen for prisen. Til gengæld var det beskæmmende at høre de skringre angreb på ham fra nogle af dem, som følte sig ramt. Han introducerede begrebet Statsracisme, og henviste til flygtningelejrene, børnene og den racistiske ghettolov, mens han påviste hykleriet med ”Børnenes minister”, ”Vi er alle lige” og ”Vi vil sikre billige boliger”.
Løbet af sporet
Det er der god grund til. For væk er den tidligere social-demokratiske parole om, at ”en fremmed er en ven, du endnu ikke kender”. Den primitive politiske had- og hævnpolitik er simpelthen løbet helt af sporet. For at blive i det literære spor, er den lille fjer blevet til fem høns i forhold til fremmedhadet, hvilket dokumenteres andetsteds i nærværende blad. Men den politik har bredt sig med foruroligende fart langt ud over fremmedhadet og ind i retssikkerhedsprincippet. Det virker, som store dele af et politisk flertal i folketinget ikke kun vil lave lovene, men også spille dommere. Den vigtige grundsten i det borgerlige demokrati med adskillelsen af den lovgivende og dømmende magt ses i flere tilfælde sat ud af kraft – ikke mindst i ”særlove”.
Dømt uden retssag
Helt galt er det gået i sagerne om de overlevende danskere, som (måske?) deltog i Syrienskrigen på de besejrede IS-troppers side. Det kan være uforståeligt, at de overhovedet tog derned, ligesom det var med de danskere, der deltog i Schalbourg-korpset på nazisternes side. Men de kom dog hjem og fik deres straf af det danske retssystem. Derimod vil man ikke modtage de danske Syrienskrigere og deres ægtefæller, så de kan blive stillet for en domstol. Der må endda stilles spørgsmålstegn ved, om de danske mødre mon har deltaget i aktiv krigstjeneste derude? Det kan kun en retssag afgøre. Men helt grotesk bliver det, når staten ikke vil tage imod de danske børn, der er strandet under livsfarlige forhold i det krigshærgede land på grund af deres forældre.
Hykleriet
Det får også hykleriet til at lyse i neon, når vi jo ved, at lovgiverne netop har påbudt udvisning som straf, når et andet lands statsborger begår kriminalitet her i landet. Her er ingen kære mor, det er bare afsted. Og så virker det noget ynkeligt at puste sig op over, at et land i NATO-broderskabet, her Tyrkiet, vil gøre det samme. ”Vi lader os ikke true”, lyder det. Ih, hvor vi gungrer.
Truslerne oveni om at fratage de uønskede deres danske statsborgerskab leder tankerne tilbage på den tidlige middelalder, hvor konger kunne erklære deres hjemlige fjender for fredløse. Vi er dog kommet længere, og det er relevant at spørge: Hvad er det, I er bange for? Retssystemet? Små børn? De sociale myndigheder? Psykisk syge eks-krigere med posttraumatisk stress? Det skulle Danmark da ellers være rustet til at modtage efter de mange andre syge hjemvendte fra Danmarks ”aktive udenrigspolitik”.
Hør efter
I Danmark er der efterhånden dannet rigtig mange grupper af folk, der rammes hårdt af den liberalistiske nedskæringspolitik, men de høres ikke rigtigt på Christiansborg og i de store medier. Derfor er det så glædeligt, når store kunstnere blander sig i koret.
Jonas Eika fremstår som den lille dreng i H.C. Andersens ”Kejserens nye klæder” – for at blive i det litterære spor.