Leder: Skattelettelser til de rige

[KOMMUNIST 12-2023] Landets kommuner har været tvunget til at ­svinge sparekniven i forbindelse med de kommunale budgetter for 2024. Besparelserne rammer daginstitutioner, skoler og ældreområdet. Det altafgørende flertal af borgmestre har uanset partifarve gjort opmærksom på, at besparelser ville medføre markante nedskæringer i den offentlige sektor. Alligevel faldt ledelsen i Kommunernes Landsforening til patten og accepterede SVM-regeringens stramme styring.

På baggrund af dette er det både sælsomt og uhyrligt, at selvsamme regering nu lægger an til skattelettelser i en størrelsesorden af 10 mia. kroner – Ikke overraskende lettes skatterne mest for dem, der har mindst brug for det. Det drejer om borgere, der tjener mere end 600.000 kr. årligt.

Ved præsentationen af sagen insisterede Troels Lund Poulsen på, at der var tale om et skulderklap til det arbejdende Danmark. Nu er det åbenlyst for enhver, at det arbejdende Danmark ikke først og fremmest er dem, der tjener over 600.000 kroner om året. Det er også de kassedamer og andre, der tit misbruges i valgkampe. Men mens kassedamerne får en lettelse på et par hundrede kroner om året, er de økonomisk velbjergede, de glade modtagere af beløb, der tælles i tusinder og ikke i hundreder af kroner.

Hertil skal føjes, at de, der har allermindst, for eksempel almindelige pensionister, slet ikke er med i gaveregnen. Her er budskabet kort og kontant: I tilhører ikke det arbejdende Danmark. I får ikke et skulderklap, men et spark i bagdelen.

Kort sagt får de velbjergede endnu bedre muligheder. Den såkaldte top-topskat, som tænkes at angå indtægter over 2,5 mio. kr., har vel udelukkende til hensigt at sukre den bitre pille. Sagen er imidlertid den, at de pågældende rige kan (og vil) få deres revisorer og bankrådgivere til at gennemføre et forsvindingsnummer. Der er som bekendt mange huller i skattelovgivningen, som skatteål altid vil være i stand til at benytte sig af.

Det er ikke nemt for redelige socialdemokrater at stå på mål for skattelettelser, som burde have været investeret i daginstitutioner, skoler og ældre­området.

Træder vi et øjeblik uden for den tryllering af bortforklaring, som SVM-ministrene fører sig frem med, kan vi nøgternt konstatere følgende: Ulig­heden er stigende i Danmark – når det gælder indkomst og de deraf afledte muligheder. Det er for så vidt slemt nok. Værre bliver det dog, når vi inddrager ulighed i formue. Et mindretal råder over de største formuer, mens det store flertal kan se på.

Og så tilbage til skattelettelserne: Det sælsomme og uhyrlige er også knyttet til, at mennesker, der har arbejdet et helt liv og nu er pensionister, åbenbart ikke er værdige medborgere længere. Til trods for, at de har ydet deres skærv gennem hele arbejdslivet og bidraget til fællesskabet, regnes de ikke længere som værende med i fællesskabet. Det er ganske overraskende, når man erindrer sig, at opbygningen af den danske velfærdsstat begyndte med folkepensionen. Samme straf rammer dem, som midlertidigt er uden for arbejdsmarkedet som f.eks. kontanthjælpsmodtagere.

Erfaringen er, at enhver kan rammes af arbejdsløshed eller vanskeligheder ved at tilegne sig de kvalifikationer, der efterlyses i det moderne samfund. Men at anbringe dem på reservebænken og lade dem hutle sig igennem med magre ydelser, er ikke ansvarlig og fremsynet politik.

Det er heller ikke fremsynet at gennemføre markante besparelser på den offentlige velfærd. De 10 mia. kr. ville gøre større gavn i forbedringer af børns, unges og ældres vilkår. I den forbindelse er det opmuntrende at se, at mange kommende modtagere af de milde gaver foretrækker, at pengene blev investeret i forbedring af levevilkårene.

Kommunisterne fordømmer den asociale politik, der bliver ført af vores regering.