Skip to content

Lederløn på afveje

I spøg og ramme alvor

EN SÅKALDT whistleblowers lille tip til Aarhus Kommune har igangsat en lavine over hele landet. Tippet medførte en grundig gennemgang af den almene Østjysk Boligs økonomi, der har medført sigtelser for svindel og korruption for op mod 15 mio. kr. for lejernes regning.

PÅ DEN POSITVE side medførte lavinen fokus på danske direktørers og chefers lønninger set i relation til voksende ulighed. Og i Boligselskabernes Landsforening (BL) fremrykkede man et udvalgsarbejde, der skal give bedre administrationsskik samt mere gennemsigtighed i regnskaber og budgetter, så der hurtigere kan gribes ind ved tegn på uregelmæssigheder.

PÅ DEN NEGATIVE side medførte lavinen også et voldsomt angreb på specielt de almene direktørlønninger, da det viste sig, at 13 ud 82 adspurgte havde en årsløn på over 1,5 mio. kr. og 6 endda over 2 mio. kr. Det var dog for galt i en almen sektor, som nogle åbenbart ikke opfatter som normale arbejdspladser. Selv landspolitikere på Christiansborg sang med i koret, og krævede fuldt blus på direktørerne og indsættelse af fagfolk, økonomer m.m. i de almene bestyrelser på beboerdemokratiets bekostning.

HARMEN OVER de høje lønninger blev således vendt til det gængse had mod den almene sektor og beboerdemokratiet i almindelighed. Men det afslører også en uvidenhed hos disse politikere. De almene organisationer kan selv bestemme, om de vil have eksperter i bestyrelsen, og nogle har valgt den form, men de fleste nøjes med at købe sig til ekspertisen.

OM DU ER direktør til 1,5 mio. om året eller indsat ekspert til mellem 10.000 eller 75.000 i honorar om året gør næppe den store forskel, hvis du har en flosset moral eller hang til bedrageri. Problemet med alle høje cheflønninger – private som offentlige – er ganske enkelt, at de gør Danmark mere ulige. Disse lønninger er på 25 år gennemsnitlig steget med 83 pct. Det svarer ifølge tænketanken Cevea til en lønfremgang efter skat på 140.000 kr. mere om året, end hvis de havde været lige fordelt mellem alle grupper af lønmodtagere.

OG LØNFORSKELLEN er steget hurtigere de seneste år. For 10 år siden var Danmark det tredje mest lige OECD–land målt på disponibel indkomst. I dag er vi blevet overhalet af både Slovakiet, Tjekkiet, Island og Belgien og ligger som nummer syv. Det skyldes blandt andet udhuling af overførselsindkomster, skattelettelser til de højestlønnede, som også har levet fedt på stigende boligpriser og i øvrigt har lettere adgang til at forhandle deres løn. Så der er al mulig grund til at begrænse lønfesten i toppen af Danmark. 

SAMTIDIG kunne politikerne interessere sig mere for, hvordan det sløve og lavt prioriterede kommunale tilsyn med de almene boliger kommer op i gear. De kunne også med held kigge nærmere på de statsautoriserede revisorfirmaer, der for store millionbeløb reelt kun udfører stikprøver til udfyldning af dynger af næsten enslydende EU-skabte spørgeskemaer. 

Alni

Back To Top

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk