skip to Main Content

Liberalismen i dansk politik

”Liberalismen er det sidste, der skal lukkes ind i integrationsministeriet”, udtalte Mattias Tesfaye i et interview til Altinget den 25. april.

Liberalismen, i dens oprindelige betydning som frisindet, fordomsfri og overbærende, hvor det er statens fundamentale opgave at beskytte de enkelte menneskers frihed mod overgreb, var måske endda at foretrække frem for den fordækte ekstremt højredrejede politik, der føres i øjeblikket – eksempelvis i forholdet til returnering af flygtninge fra Syrien og hjemtagelse af børnene og deres mødre fra flygtningelejrene al Hol og al Roj i samme land.

Det skorter heller ikke på underminering af overenskomstmæssige forhold på arbejdsmarkedet med forslag om 37 timers tvangsaktivering som modkrav for den skrabede kontanthjælp, indgreb, der især er rettet mod flygtninge og indvandrere fra specielt Mellemøsten og Nordafrika.

”Det skal jo kunne betale sig at arbejde”, hvorfor der fortsat skal være et markant skel mellem offentlige ydelser og den lave aflønning af eksempelvis kassedamer.

Ministeren er tilsyneladende af den opfattelse, at mangeårig modtagelse af kontanthjælp hænger sammen med ens etniske baggrund.

Dette er noget, som undertegnede efter over 20 års beskæftigelse i den socialpsykiatriske sektor ofte har set gøre sig gældende for mennesker med dansk stamtavle i generationer. 

En førtidspension ville have skånet mange for unødig lidelse, ydmygelse, usikkerhed og økonomisk trængsel gennem livet. Det ville ganske vist være et sølle plaster på såret, når vi som samfund i uhyggelig grad svigtede de første mange år af disse menneskers tilværelse.

Som Altinget sammenfatter senere i interviewet: 

”Der er grund til at standse op og tygge lidt på Tesfayes pointer: Økonomiske gevinster skal drive mennesker i arbejde. Arbejdsløse skal op af sofaen og droppe de lange smøger på terrassen. Velfærdssamfundet må ikke opfattes som et overflødighedshorn og er blevet for meget en barnepigestat. Det er pointer, vi har hørt før, men de plejer bare at komme fra andet hold. Det er klassiske borgerlige paroler”.

Ministeren betragter sit nuværende parti som den lille mands parti, nøjagtigt som Stauning og Hitler propaganderede for i 1930’erne, at de partier, de stod i spidsen for, gjorde. En propaganda deres vælgere troede på.

Ministeren mener endvidere, at der i befolkningen er konsensus om den stramme udlændingepolitik, hvilket han desværre nok har ret i, men som bestemt ikke gør den praktiske politik på området mere spiselig.

Om ministeren i sin omflakkende politiske tilværelse, fra Rød Ungdom, DKP-ML, Enhedslisten, Socialistisk Folkeparti og nu Socialdemokratiet, kan betragtes som kollaboratør eller lignende, er nok at sætte det på spidsen, men socialdemokratiet har bestemt fået en minister af typen ”brug mig til alt”.

/MC

Back To Top

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk