Livet som hjemløs
Af Margit Andersen
Når man bor på Christianshavn, er det uomgængeligt at krydse torvet, når man vil begive sig ud i den omliggende verden, og det kan være lidt af en blandet fornøjelse, for det er samlingssted for hjemløse, der fylder meget med høj musik, råben, hundeglam og undertiden indbyrdes håndgemæng. Det giver anledning til lidt murren i krogene blandt de fastboende, der kunne ønske sig, at de, altså de hjemløse, kunne styre sig lidt, men når man har læst Mikael Josephsens roman ”de andre”, så står det klart, at det kan de ikke, og hvorfor det er sådan.
Romanen er enestående, fordi den giver stemme til dem, der befinder sig på det allernederste trin af samfundsstigen, eller mere rigtigt helt nede på bunden af samfundet, dem man går forbi, som om de var usynlige og tilhørte en anden race. Men det gør de ikke. De har præcis samme behov, som vi alle har, bl.a. for tryghed og varme, men de har kun mulighed for at få det dækket gennem spiritus og/eller andre euforiserende stoffer.
Engang var forfatteren selv en af dem, men det er lykkedes ham at klatre op ad stigen og skabe sig en tilværelse som forfatter. Han ved altså helt præcist, hvad det handler om, men romanen foregår ikke i hans tid som hjemløs, men i nutiden hvor der stadig bliver flere af dem, og deres vilkår ikke er blevet bedre.
Det er en kollektivroman med nogle hovedpersoner, vi følger i skiftende kapitler, samt nogle gennemgående bipersoner. Bo har en vis selvdisciplin, men ender ved den yderste grænse, vender tilbage til et bedre liv med både tag over hovedet, kærlighed og litteratur, men bliver så slået tilbage til start. Slagteren er ubegribelig med sine pludselige sindsskift og voldelighed, men der antydes en traumatisk barndom og en fiasko som selvstændig slagter. Konen, der bor i en container, er et hjælpsomt væsen, der står i tæt forbindelse med ånderne og gerne deler seng og træstammer, altså kagerne, med mænd, der er villige. Daniel er Benjamin i flokken, han er flygtet fra en fundamentalistisk religiøs familie, og så er der alle de andre: Tyskeren, Kjeld Mås, Morten, Bonny og grønlænderen Maluk.
Der fortælles i nutid, for fortiden er ikke værd at huske, og fremtiden eksisterer ikke, bortset fra i urealistiske dagdrømme. Selv under disse forhold er hverdagen dog præget af en vis rutine. Om morgenen skal der findes et toilet, hvor man kan få lidt vand i hovedet, skaffes noget morgenmad, hentes Hus Forbi og få fordelt salgssteder, de stærkeste tager de bedste, der skal tjenes penge til de nødvendige stimulanser og til sidst findes et nattely. Det lyder trist og gråt og er det også, men bestemt ikke kedeligt, for man bliver dybt engageret i disse skæbner og indimellem sker der stærke sager, så stærke at hvis det var en film, ville man lukke øjnene, men det er jo svært som læser.
Bogen giver et indblik og en indsigt i en fremmed verden og kan måske medvirke til en større forståelse af, at samfundet ikke kan ”afskaffe” de hjemløse ved at stille krav til dem, som de ikke har en jordisk chance for at opfylde, men i stedet bør sørge for som det første at skaffe dem en bolig og den fornødne hjælp. Forudsætningen for at de måske kan komme videre i livet er, at de får ro og tryghed.
Mikael Josephsen: de andre. Gyldendal. 256 sider. 250 kroner