Løber Bo-Vita om hjørner med Københavns kommune?
Af John Christoffersen
[KOMMUNIST 4-2025] Historien om tvangsflytning af beboerne fra Danmarks ældste seniorbofællesskab Midgården er en historie om et boligselskab, der løb om hjørnerne med Københavns Kommune.
På et møde i Københavns Kommunes Borgerrepræsentation den 20. juli 2019 vedtog man, ”at Teknik-og Miljøforvaltningen med inddragelse af Økonomiforvaltningen pålægges at gå i dialog med boligselskabet Bo-Vita om en sikring af videreførelsen af seniorbofælleskabet enten i Mjølnerparken eller Hothers Plads som en forudsætning for Borgerrepræsentationens godkendelse af salg af boliger i Mjølnerparken”.
Kort sagt: En forudsætning for Borgerrepræsentationens godkendelse af, at Bo-Vita måtte sælge 226 lejligheder i Mjølnerparken, herunder de to opgange, hvor Midgården havde til huse, var, at man sikrede Midgården.
På trods af det klare påbud fra kommunen blev Midgårdens beboere opsagt, og boligerne sat til salg. Uden for kommunens kontrol afviste Bo-Vita at forsøge etableret et seniorbofælleskab i Mjølnerparken men tilbød i første omgang et lejemål i nabobebyggelsen, som ville betyde en huslejestigning på mellem 60 og 90%.
I et referat fra en styringsdialog 2024 – med Bo-Vita og Københavns Kommune – fremgår det, at kommunen på mødet gjorde det klart over for boligselskabet, ”at når der er givet tilsagn til at danne et bofællesskab, så skal det også gennemføres”. Hertil svarede Bo-Vitas formand Jan Hyttel: ”At man har været nødt til at tage lejlighederne i brug til genhusning af Mjølnerparkens beboere og kun kan etablere bofællesskab, hvis de, der er genhuset i Hothers Plads, flytter”.
Hertil meddeler kommunen, at man ikke har modtaget ansøgning fra Bo-Vita om, at bofællesskabet anvendes til permanent genhusning.
Det har ikke været muligt at få Københavns kommunes svar på, i hvilken form Bo-Vita har modtaget tilsagn om oprettelse af et bofællesskab på Hothers Plads, og hvad kommunen vil foretage sig i forbindelse med, at Bo-Vita har solgt to karreer af Mjølnerparken uden at leve op til kravet om at sikre seniorbofælleskabet Midgården.
Det ser ud til, at kommunen er tilfreds med svaret om, at man vil etablere et bofællesskab på Hothers Plads i takt med, at folk fraflytter. Nu er det vel på sin plads at spørge kommunen, hvordan man forestiller sig et bofællesskab, som etableres i takt med fraflytninger? Og vil kommunen holde øje med, om Bo-Vita genudlejer tomme lejligheder til ny permanent udlejning eller til kommende bofæller?