Skip to content

Lynhurtige løsninger der rykker

[KOMMUNIST nr. 10-23] Det er pinligt, når vi endnu engang skal være vidne til, at politikerne nægter at handle.

hjort-under-broNår de danske politikere taler om klima, så læg mærke til, at de kun nævner ordet ”grøn omstilling”. Dette ord dækker ikke en intention om et bedre miljø eller klima, men om et konkurrence­dygtigt erhvervsliv, der gerne på ydersiden må se grønt ud. Det dækker også over, at ændringer og opfindelser skal forblive på eller overføres til private hænder. Det offentlige kan inspirere, men må ikke investere.

Vi ved alle, at det er helt galt med kloden, men årsagerne dertil skal rykkes op med rode. Danmarks medlemskab af EU og NATO har medført, at vores statsøkonomi er blevet militariseret. Det betyder, at det går ud over vores fælles velfærd. Danmark er et rigt samfund, men pengene bruges benhårdt på militær opbygning i stedet for sundhed, uddannelse og løsninger på de alarmerende miljø- og klimaforandringer.

Kollektive løsninger

Kommunerne er bundet af den kommunale fuldmagt, og sammen med regionerne bliver de udsultet økonomisk. De må ikke løse de opgaver og problemer, regeringens politik eller erhvervslivet påfører vores miljø. De må ikke sætte solpaneler på tagene, men de private må gerne ødelægge biodiversiteten ved at plastre marker til med samme paneler. Og sådan hober eksemplerne sig op.

Man kan ikke samtidig med nedskæringer tro, at det sker uden forringelser. Dette gælder også inden for miljøtiltag. Vi har set og mærket det på tragisk vis, fra iltsvage fjorde til kæmpe tvivlsomme projekter som Lynetteholm, brobyggerier og energi Ø. Sidstnævnte er heldigvis sat i bero. Ingen faglighed tages seriøst mere, derimod trues videnskaben hvis den ytrer sig imod den førte politik.

Vores liv og natur er truet. Alt fra drikkevand til det hav, der giver os føde. Fra den giftige jord til flyenes udledning i den luft, vi indånder. Dette løses ikke ved at boykotte russisk gas eller købe en elbil. Der skal lovgivning til.

Det stiller spørgsmålet, hvorfor sker dette så ikke på disse indlysende områder? Fordi vi er medlem af EU og NATO. Politikerne vælger at følge de regler, medlemskaberne pålægger os, og prioriterer militær oprustning fremfor klimaforbedringer. Så simpelt er det. Det er ikke raketvidenskab, men prioritering.

Lige meget hvor grøn en politiker fremstår, så handler han eller hun på kapitalens præmisser, ikke dine eller miljøets. RC

Back To Top

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk