Lys bryde frem, engle stå op!

Af Niels Engelsted

[KOMMUNIST 1-2025] Det er mørke tider for de gode kræfter, der kæmper for at redde den vestlige civilisation. En mørk skygge har spredt sine rovfuglevinger over vores lykkelige dal. Vores prægtige have er i fare, og den gode gartner er ved at bukke under i kampen mod vildnisset og ukrudtets mørke kræfter.

Er alt fortabt for den gode sag, eller er et mirakel stadig muligt, spørger man sig selv?

Fordi krig koster kassen, følger uundgåeligt, at befolkningernes støtte til kampen til sidst må svinde i takt med afsavnene, og så meget desto hurtigere, når kampen forekommer udsigtsløs. Så længe vi tror, at den gode sejr er vores i morgen, ofrer vi gerne penge, helligdage og pensioner, men hvis sejren trods al snak begynder at forekomme udsigtsløs, er det selvfølgelig en anden sag. Folk er jo ikke overdrevne idealister, og ej heller idioter.

Fred på jord

Sådan har det altid været, og sådan er det også i dag, hvor flere stemmer er begyndt at kræve FRED! Hvor stemmerne har samlet sig til en strøm, der er blevet en flod, og hvor floden har sat de krigsvillige politikere og mainstream­medier i Europa og USA under et stigende pres.

Vil Vestens politikere og medier formå at holde skansen mod floden af folkelige stemmer? Vil tiltagende censur på de sociale medier være tilstrækkeligt til at hindre undermineringen af kampviljen? Eller vil den dæmning, som politikerne har bygget op mod deres befolkninger, til sidst briste?

Det er de spørgsmål, der trænger sig på, når man ser rundt på nogle af de sidste års begivenheder, og her er parlamentsvalget i Ungarn i april 2022 ikke det dårligste sted at begynde.

Trods Bruxelles’ held med at få samlet en blok på otte og meget umage oppositionspartier under én, støttet af vestlige medier og NGO’er, lykkedes det ikke at besejre Ungarns siddende premierminister, der længe havde saboteret EU’s krigsfront og igen og igen forlangt fred. Tværtimod så vandt han en jordskredsejr.

Startskuddet

Bedre blev det heller ikke, da en krigsmodstander blev valgt til premierminister i nabo­landet Slovakiet i september 2023 og kunne slutte sig til Ungarns krigsmodstanderhold i EU. Og at dette ikke var et tilfælde, blev bekræftet med valget af en krigsmodstander til slovakisk præsident i april og med så stort et flertal over krigskandidaten, at de gode kræfter ikke rigtigt kunne gøre noget.

Ikke at man ikke forsøgte, men ligesom den slovakiske premierminister overlevede skudattentatet fra en krigstilhænger, har EU-sanktionerne indtil nu ikke haft bid til at få de frække krigsmodstandere i Ungarn og Slovakiet til at skifte kurs.

Men Vesten lærer af erfaringer, og de uheldige valg i Østeuropa har vist, at når et valg først har fundet sted, kan det være for sent at gøre noget ved det. Så hellere forebygge end helbrede.

Så da en krigsmodstander meget overraskende kom ind på førstepladsen ved første runde af præsidentvalget i Rumænien, og man tilsyneladende har frygtet, at NATO-kandidaten også ville tabe anden runde, annullerede en rumænsk domstol simpelthen valget med henvisning til et cyberangreb, der skulle have fundet sted på valgdagen. Sådan!

Farverevolution

De gode kræfter må gøre sig mere umage og bruge flere penge, når valget senere skal gennemføres. For det siger sig selv, at da Rumænien er frontlinjestat og opmarchområde for NATO’s krig mod Rusland, og USA er ved at opbygge en kæmpe militærbase i landet, så kan man ikke sætte det hele på spil, bare fordi nogle rumænske vælgere ikke har forstået det store billede.

Tag nu for eksempel farcen i Georgien, hvor den siddende, provestlige og NATO-venlige præsident nægter at anerkende resultatet af parlamentsvalget for et par måneder siden, der gav en valgsejr til det regerende krigsmodstanderparti. I stedet har præsidenten, der har tilbragt det meste af sin karriere i den franske udenrigstjeneste, kaldt befolkningen på gaden i et oprør mod parlamentet og startet en farverevolution mod sin egen regering.

Selv ikke da de altid tapre baltiske lande forleden til støtte for farverevolutionen indledte sanktioner mod medlemmer af Georgiens parlament, faldt regeringen sammen. Tværtimod svarede den frækt igen på EU-kommissionens fordømmelser og trusler ved at suspendere de igangværende optagelsesforhandlinger med henvisning til EU’s nuværende forfatning.

Øretæver

For det er desværre rigtigt nok, at de gode folk i Bruxelles er kommet i knibe. Den store fremgang til krigsmodstanderpartierne i Europa, både til højre og til venstre, ved EU-parlamentsvalget har ikke kunnet undgå at skabe frygt for fremtiden.

Kun med det hvide af neglene lykkedes det at sammensætte en krigskommission med forhærdede krigere som Ursula von der Leyen og Kaja Kallas, og de færreste observatører har været i tvivl om, at EU-parlamentsvalget var skriften på væggen. Det vil næppe lykkes næste gang.

I Frankrig var krigsmodstanderpartiernes fremgang ved EU-parlamentsvalget så stort, at præsidenten gik i chok. Det kunne de patriotiske franskmænd umuligt mene, tænkte han, og udskrev med det samme lynvalg til parlamentet for at bevise, at han havde ret.

Men det kunne franskmændene godt, for præsidenten fik sig en ny øretæve. Arrogant og snedig, som han er, og med vide beføjelser, fik han til de sejrende partiers forargelse fikset en regering sammen, men den kunne ikke få vedtaget sit krigsbudget og faldt, og nu er Frankrig i politisk krise.

Helligbrøde

Også i det økonomisk pressede Tyskland, hvor sanktionerne mod Rusland har været så katastrofale, at fabrikker må lukke på stribe, var resultaterne fra EU-parlamentsvalget en lammer. Og blev kraftigt forstærket af to efterfølgende tyske delstatsvalg, der tydeligt viste, at krigen havde mistet sin popularitet. Udsigterne var så dårlige, hvorefter kansleren måtte opgive at få vedtaget sit krigsbudget og derfor måtte udskrive et parlamentsvalg 2025.

Selv i dydsmønsterlandet Danmark, der altid uden tøven har stillet sig forrest i den vestlige kamp, har en spinkel krigsmodstanderstemme nu meldt sig på banen. Til mediernes og sine Christiansborgkollegaers store forfærdelse har Morten Messerschmidt begået den helligbrøde at spørge, om det virkelig er nødvendigt at sende de danske velfærdskroner til Ukraine?

Stærkt medvirkende til, at usikkerheden breder sig, er naturligvis, at en påstået krigsmodstander og populist til europæernes overraskelse og skræk vandt præsidentvalget i USA og nu tiltræder om få måneder.

Men med USA uforudsigeligt, og med stærkt svækkede krigspartier i EU’s hjertelande Frankrig og Tyskland, hvem kan de gode kræfter så i nødens stund hælde deres hoveder til?

Miraklet

Der vil altid være England som sidste skanse, og denne historiske arv er briterne selv bevidste om. Alle engelske politikere bærer inde i sig en Winston Churchill. Den engelske premierminister er ingen undtagelse. Tværtimod er han gået forrest i kampen for Vesten.

Men netop det viser også, hvor mørk en time, det er for Vesten. For selv om ingen britisk regeringsleder i moderne tid har haft et større flertal i parlamentet, har ingen heller haft så dårlige personlige meningsmålinger som Sir Keir Starmer.

Selv om denne kampagne utvivlsomt er organiseret og betalt af britiske milliardærer, der ikke bryder sig om de foreslåede stigninger i arveafgiften, så er det nok ikke det primære motiv hos de millioner af almindelige englændere, der har skrevet under.

Ikke mere krig, men forandring og bedre vilkår vil man have, og føjer dermed sin stemme til det voksende kor mod krigen.

Og det er så her, at kun et mirakel ser ud til at kunne redde situationen for de gode kræfter.

BT: Flere stemmer er begyndt at kræve fred! Hvor stemmerne har samlet sig til en strøm, der er blevet en flod, og hvor floden har sat de krigsvillige politikere og mainstream­medier i Europa og USA under et stigende pres.