Skip to content
I begyndelsen af februar blev der holdt rejsegilde på byggeriet “Lighthouse” på Aarhus Ø.

Lys over Smilets By

Efter mere end femten års projekt- og byggetid er endnu et af de arkitektoniske ”pletskud”, kaldet Lighthouse, nær den afsluttende fase i det fortættede byggeri, med et virvar af forskelligartede facadebeklædninger, på Aarhus Ø.

I begyndelsen af februar blev der holdt rejsegilde for håndværkerne på byggeriet. Pænt sat op i Århus Stiftstidende med billeder af både borgmester, rådmand og de prominente bygherrer. Et enkelt billede af håndværkerne, der fysisk fejredes med et blålys på toppen et døgn, blev der også plads til. Men ellers ingen beskrivelse af deres store indsats og de arbejdsvilkår, der har været herskende for dem på byggeriet.

Den (selv)fede ros blev der til gengæld ikke sparet spalteplads på. Både bygherrer, borgmester Jakob Bundsgaard (A) og den nytiltrådte rådmand for Teknik og Miljø Steen Stavnsbo (K) blev behørigt refereret.

Den ene af bygherrerne, Claus Hommelhoff, mente, kolossen var gået fra at være en grim ælling til en smuk svane, og at Lighthouse ville blive for Aarhus, hvad Eiffeltårnet er for Paris.

Med sine 142 meter og 45 etager ved indsejlingen til den gamle del af Aarhus Havn blev den af rådmand og borgmester betegnet som henholdsvis byens pejlemærke,samt et vartegn for byenog et fyrtårn for ambitionerne for Aarhus.

Om det er hønen eller ægget der kommer først, står ofte til diskussion. Det gør sig sikkert også gældende i sammenhængen mellem borgmesterens roser og den omtalte bygherres solide økonomiske støtte til samme borgmesters valgkampe.

Svaret blæser måske i vinden, der jævnligt gør sig kraftigt gældende i dette havneområde.

Stort og højt er byggeriet efter århusianske forhold. Om der er tale om en smuk svane eller andre positive sammenligninger, lader jeg være op til den enkelte at bedømme. Undertegnede betragter det som endnu et fejlskud i en lang række af byggeprojekter i kommunen.

Ikke mindst det sammensurium vi er vidner til på Aarhus Ø.

Martin Christensen

Back To Top

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk