Maastricht-traktatens konsekvenser

v. DKP og KPiD’s EU-udvalg

[KOMMUNIST nr. 3-2023] I december var der gået 30 år siden ratificeringen af Maastricht-traktaten.

Maastricht traktaten skabte en tættere union på det økonomiske, politiske og militære område. Det blev til ændringen af Det Europæiske Økonomiske Fællesskab (EØF) til Den Europæiske Union, vi kender i dag.

I 1986 havde statsminister Poul Schlüter erklæret, at ideen om en europæisk union var stendød. Det kom han til at høre for. For seks år senere skulle Danmark netop tage stilling til, om man ville være med i den Europæiske Union (EU).

Formelt set handlede afstemningen i 1992 om at tiltræde Maastricht-traktatens beføjelser, som officielt markerede overgangen fra EF til EU. Traktaten udvidede det europæiske samarbejde ved at tilføje en ensretning inden for både det sikkerheds- og retspolitiske område, samt oprette en fælles monetær union i form af indførelsen af euroen og en bunden finanspolitik.

Vi stemte NEJ

Danskerne var splittede, og afstemningen blev tæt. Med 50,7 procent af de optalte stemmer valgte danskerne at stemme nej til Maastricht-traktaten.

Resultatet af afstemningen kom som et chok for ja-partierne i Folketinget. Kommunisterne havde sammen med Folkebevægelsen mod EF ­gennemskuet traktatens formål og kørte en klar valgkamp.

Målet med den nye traktat var at skrabe endnu mere kapital sammen ved en intensivering af udbytningen. Kapitalen ville effektivt kunne reagere på behovene for konkurrence med andre imperialistiske centre i verden. Der skulle udbygges markeder og indflydelsessfærer, herunder gennem indførelse af en fælles valuta og fælles finanspolitik.

Et eller andet måtte politikerne gøre for at sikre Danmarks udvidede deltagelse i EF-samarbejdet, mente de – hvis ikke som fuldgyldigt medlem, så som minimum en allieret. Der blev ­derfor udarbejdet et oplæg til et kompromis, som størstedelen af danskerne så forhåbentligt ville spise.

De fire forbehold

På baggrund af nej’et til Maastricht-traktaten mødtes den danske regering med repræsentanter fra de øvrige EF-lande i december 1992 i Edinburgh i Skotland. Resultatet af Edinburgh-mødet blev de såkaldte fire forbehold, nærmere bestemt euroforbeholdet, forsvarsforbeholdet, retsforbeholdet og forbeholdet om unionsborgerskab.

Danskerne skulle til folkeafstemning igen igen for at tilkendegive, om de nu kunne tiltræde ­Maastrichttraktaten – med de fire forbehold. Det lykkedes regeringen at ændre et nej til et ja med 56,8 procent af stemmerne. Den manglende respekt for folkets første afstemning førte til urolighederne på Nørrebro 18. maj på valgaftenen.

Siden da har skiftende regeringer forsøgt at få fjernet det ene forbehold efter det andet. Man indførte endda en ny dansk budgetlov, der skulle erstatte euroforbeholdet. Uden afstemning. Og konsekvensen af denne lov har vi mærket på velfærden lige siden med 2% nedskæringer årligt.

Og på EU-plan så vi, hvordan arbejdsløsheden steg, sundhedsvæsener bukkede under, og hvordan EU-borgere flyttede rundt mellem landene og dumpede løn og arbejdsforhold. Vi så, at EU altid valgte den laveste fællesnævner inden for alt, fra kemikalier til arbejdsmarkeder. Og sidst hvor de brugte krigen i Ukraine som årsag til at fjerne forsvarsforbeholdet.

Østeuropa

På tidspunktet for ratificeringen af traktaten befandt Østeuropa sig midt i den kontrarevolutionære omvæltning, der markerede omstyrtelsen af socialismen og indførelsen af det kapitalistiske system.

Hurtigt gik det med optagelse af de østeuropæiske lande i unionen. EU tillod en mere organiseret og sammenhængende kapitalisme at trænge ind i de tidligere socialistiske stater og skabte en organisation, der effektivt kunne sikre udbytning af billig arbejdskraft og fabriksflytninger, uden for meget kontrol fra f.eks. fagforeningsorganisationer.

Således forbliver EU, hvis grundlag blev lagt med Maastricht-traktaten og med dens efterfølgende ændringer, en transnational imperialistisk union af kapital. Medlemslandene er ikke blevet tættere for konstruktionen har skabt nye konkurrencer. Denne konkurrence finder sted dagligt inden for euroområdet og EU, da imperialistiske alliancer er midlertidige. Det ses blandt andet i den forhadte udbudslov, hvor svindelfirmaer altid vinder, da de pudsigt nok altid har den billigste pris.

EU-stormagt

EU konkurrerer mod andre imperialistiske centre og blokke såsom USA, Kina og Rusland. EU er, ligesom sin forgænger EEC, en reaktionær og imperialistisk blok, der altid fremmer kapitalstrategien på bekostning af befolkningen. Dette ses i dag ved den intensive handelspolitik med skyhøje priser, energifattigdom, arbejdsløshed og lobbyisme. EU prøver at pakke det ind i den såkaldte grønne og digitale omstilling.

Konkurrencen mellem monopolerne og de kapitalistiske stater, der repræsenterer deres interesser, førte til den krig i Ukraine, vi er vidne til i dag. En krig der bliver ført mellem EU-USA-NATO og det kapitalistiske Rusland. Denne krig, som nu har stået på i et år, spilder det ukrainske og det russiske folks blod, og risikoen for en 3. Verdenskrig, med mulig brug af atomvåben, er enorm. De sanktioner, som EU har pålagt Rusland, belaster befolkningerne og tjener kun kapitalen.

EU bliver ikke bedre

De gentagne korruptions- og bestikkelsesskandaler, der jævnligt dukker op i Brussel, beviser, at EU uigenkaldeligt er en kapitalunion, hvor folk kan købes, bestikkes og presses af lobbyister. EU kan ikke være et projekt for befolkningerne eller freden. Det var, er og bliver en forening i kapitalmonopolernes interesser.

Derfor angriber EU faglige rettigheder, som vi ser med forslag som EU’s mindsteløn, fjernelse af Store Bededag og mod organisationer der kæmper for socialismen. EU fremmer de antikommunistiske myter og bærer et stort ansvar for forbuddene mod og forfølgelse af de kommunistiske partier i dets medlemslande i Østeuropa.

De europæiske kommunistiske partier vil afsløre EU’s sande karakter og funktion. Ligesom vi vil afsløre de partier fra den såkaldte europæiske venstrefløj, der accepterer EU’s præmisser.

Tre årtier efter underskrivelsen af Maastricht-traktaten fortsætter forringelserne for den brede befolkning med arbejdsløshed, fattigdom, forurening og forarmelse til følge. EU har ikke løst nogen problemer og har ikke sikret freden. Kommunisterne fortsætter kampen mod EU og det kapitalistiske system, det tjener. Vi kæmper for en verden, der tjener folkenes behov og inter­esser.