Mageløst værk om en verden i forandring
Af Margit Andersen
I sidste bind af trilogien Byens Spor samler Lars Saabye Christensen trådene fra de første to og til en vis grad til sit øvrige forfatterskab.
Skyggebogenhedder den, og skygger er sjældent positive, hvad de heller ikke er her. Ikke desto mindre er romanen den rene lystlæsning fra første til sidste side, dvs. lidt over 500, fordi den er skrevet med stor kærlighed til de fleste af personerne og giver et fint billede af en verden i forandring.
Byen er Oslo, som også er en slags person, stedet er bydelen Fagerborg, og i centrum er familien Kristoffersen med mor Maj, der -arbejder i et reklamefirma, datteren Stine, der til Majs stolthed er blevet familiens første student, og sønnen Jesper, der stak til søs for 11 år siden og ikke har ladet høre fra sig i den tid. Hans fravær kaster skygge over familien og over hans ven Jostein, slagterens søn, der er gået ind i chokoladebranchen, hvad man kan se på ham. Den rammer også Jespers tidligere kæreste Trude, med tilnavnet Trofast bag hendes ryg, fordi hun ikke har fundet nogen ny kæreste.
Familiens tidligere overbo Margrethe, der har giftet sig med antikvarboghandler Hall og er flyttet ind hos ham, er også ramt af skygger i form af talrige blå mærker. Under læsningen om deres fremkomst ønskede jeg, der ellers ikke er voldeligt anlagt, at hun ville tage en køkkenkniv og stikke den i hans magre brystkasse, men heldigvis valgte forfatteren en mere konstruktiv løsning.
Tiden strækker sig fra 1968 med ungdomsoprør, venstre-ekstremisme og Vietnamkrig til 1972, hvor Norge siger nej til medlemskab af EF, en tid hvor verden er under forandring på mange måder.
Stine kommer ind i SUF-kredse og kærestererer med to overrevolutionære, så længe det varer, fantaster, der overtaler hende til at droppe sit medicinstudium og blive flyttemand i stedet. Det trives hun egentlig godt med, men kun indtil en af hendes kolleger under en flytning slukker for kontakten til hovedet og tænder for den mellem benene. Det er ved at knække hende, men kun lige ved.
Så sker det, at Jesper dukker op, men ikke ud af sine skygger. Han er gået krakkemut af et eller andet; måske en pille han engang indtog ved en fest, eller måske er det hans skygger fra fortiden, der har fået overtaget. I hvert fald er han havnet på den lukkede afdeling på et psykiatrisk hospital hjemme i Oslo.
Der er mange skygger, og der er tiden, der ændrer verden. Majs reklamefirma sakker agterud, fordi det ikke kan følge med tiden, og det samme gør Røde Kors’ afdeling i Fagerborg. Der er ikke mere den samme interesse for basarens kludetæpper og andet husflid, men de trængendes antal er ikke blevet formindsket.
Forfatteren har også fået et mere anspændt forhold til tiden, for vi ved jo alle, at vi ikke lever evigt, men den viden bliver mere virkelig, når man som han får en kræftdiagnose. Han træder nu ind i romanen med refleksioner, erindringer og kommentarer til handlingen. Det her er jo ikke objektiv virkelighed, men hans subjektive skildring af virkeligheden, som han opfatter og husker den, og som han digter videre på. Den indtrængen i handlingen fungerer gnidningsløst.
Vi slutter altså i 1972 uden at vide, hvad der videre sker med bogens personer, men der er en antydning af, at der venter bedre tider forude, og det ønsker man virkelig. Saabye Christensen har en enestående evne til at gøre dem til levende mennesker, hvis skæbne man engagerer sig i, og til at fortælle en historie, så man fortaber sig i læsningen.
Og selv om skyggerne hænger lavt det meste af tiden, så er romanen paradoksalt nok ret morsom. Med dette mageløse værk har forfatteren sat sig spor i norsk litteratur, som tiden ikke kan slette.
Lars Saabye Christensen: Byens spor 3. Skyggebogen. Oversat af Ellen Boen. GRIF. 536 sider. 300 kroner