Makkere og bonkammerater

Af Margit Andersen

Når man læser Åsa Lindenborgs selvbiografiske roman om sin opvækst, kan man undres over, at ingen sociale myndigheder greb ind, men måske gik man ikke så højt op i børns trivsel dengang i 70’ernes Sverige, eller måske overså man tegnene, fordi hun var dygtig i skolen. Eller fordi de var så svage, for det meste af tiden trivedes hun egentlig ret godt. I hvert fald fik hun lov til at vokse op hos sin far, uden at nogen blandede sig.

I sin ungdom var Leif en stærk, munter og charmerende mand og efter eget udsagn Sveriges bedste grovsmed. Det var den mand, Åsas mor Tanja, forelskede sig i, men efter nogle års ægteskab, da Åsa var fire år, var glansen gået af Leif. Hans rapkæftethed kunne ikke mere dække over hans svaghed og tiltagende alkoholisme, og Tanja forlod ham og Åsa.

Hvordan kunne hun efterlade sit barn til en mand, hun ikke selv ville leve sammen med mere? Svaret er, at hun ville give ham det bedste, hun ejede, og det var en gave, han modtog med glæde, og efter bedste evne gjorde han alt for den lille. Hun var hans sol, og han var hendes tryghed. De var makkere og bonkammerater, der hyggede sig sammen, og hun var god til at beskæftige sig selv, når han gik omkuld efter hårdt arbejde og for mange øller. Madlavning var ikke hans stærke side, så de spiste helst hos farmor og farfar, og en faster tog sig af tøjvasken, og det var overkommeligt, for de brugte hverken sengetøj eller håndklæder, ej heller sæbe og tandpasta. Det var fint nok for Åsa, og hver anden weekend var hun hos sin mor og hendes nye mand og tog også på ferie sammen med dem.

Familien på begge sider var kommunister. På farens side var man det af sind og overbevisning, mens morens familie var organiseret i partiet. Leif havde ikke deltaget i studiekredse om løn, pris og profit, han vidste bare, at han knoklede otte timer om dagen og fik løn for fire, resten tog firmaet. Mere havde han ikke brug for at vide for at drømme om det klasseløse samfund, hvor det ville være sommer hele året ligesom på Cuba.

Men med alderen begynder Åsa at se på deres tilværelse og faren, hvis drikkeri tiltager, med andres øjne, og hendes kærlighed til ham bliver mere og mere blandet med afsky og skam. En dag tager også hun sit gode tøj og flytter hen til moren. Tilbage sidder Leif, forkastet af sin kone og nu også af sin datter og efter 37 års slid fyret fra stålværket.

Åsa bliver student, læser historie og skriver en ph.d. afhandling om arbejderhistorie. Til festen i den forbindelse inviterer hun ikke Leif. Han ville nok have følt sig fremmed i det selskab, og hun ville måske også have syntes, at han var det.

Leif døde i 2002, kun 60 år gammel, og man kunne have undt ham, at bogen var kommet, mens han levede. Den er ikke et forældreopgør, men en kærlighedserklæring til begge forældrene, der gjorde deres bedste, og hver især ud fra deres muligheder og temperament gav hende en barndom, hun ikke ville have byttet for en anden.

Bogen udkom første gang på dansk i 2008, og er nu genudgivet. I 2013 blev den filmatiseret med Mikael Persbrandt i rollen som Leif.

Åsa Lindenborg: Mig ejer ingen. Oversat af Ellen Boen. Gutkind. 264 sider. 200 kroner