Mammutværk om Brecht og danskerne

Af John Poulsen

[KOMMUNIST 8-9 2023] Allerede i 1960’erne begyndte forfatteren og instruktøren Hans Christian Nørregaard (1943–2019) at interessere sig for Bert Brecht (1898–1956), og efter at have opsøgt Brechts enke, Helene Weigel, fik han lov til at studere Brechtarkiverne. Han var især interesseret i at sætte sig ind i Brechts ophold i Danmark fra 1933–39.

Gennem sit arbejde ved Danmarks Radio fik han mulighed for at lave dokumentarprogrammer og i 1998, i anledning af hundredåret for Brechts fødsel, filmen ”Under stråtaget”. Han skrev også mange artikler om Brecht og deltog i mange konferencer gennem årene.

Resultatet af alt dette er blevet til bogen ”Brecht og danskerne”, et mammutværk på 750 sider, som i normalformat ville have fyldt over 1.500 sider inkl. mange fotos, et stort noteapparat og register. Forfatteren havde henvendt sig til Gyldendal, som ikke var interesseret, men heldigvis har forlaget Multivers nu påtaget sig denne kæmpe opgave, og det skal de have tak for.

Bogen skildrer de mange personer, som Brecht lærte at kende, mens han opholdt sig i Danmark.

Den person, der gøres mest ud af, er skuespilleren Ruth Berlau (1906–1974), som var medlem af DKP og aktiv i Revolutionært Teater. Derfor slutter bogen ikke i 1939, men i 1974 da Ruth Berlau døde under tragiske omstændigheder i Berlin. Man mærker tydeligt, at han ikke er enig med Ruth Berlau om hendes betydning for Brecht og påviser, at hun overdriver og udelader oplysninger i udtalelser og skriverier. Om Nørregaards fortolkninger er rigtige er svært at afgøre, men meget tyder på at der er noget om snakken.

Mens Brecht opholdt sig i Danmark, blev flere af hans arbejder opført på f.eks. Det kgl. Teater, Revolutionært Teater, Arbejdernes Teater og Riddersalen, og det fortælles der meget detaljeret om. Allerede i 1930 var ”Laser og pjalter” blevet opført og rost i pressen, men efter at Riddersalen og Det kgl. Teater i 1938 havde opført helholdsvis ”Rundhoder og spidshoder” og ”De syv dødssynder”, som blev meget kritiseret i pressen, startede en hetz imod Brecht, og også Det Kgl. Teater måtte stå for skud og blev beskyldt for at være en kommunistisk propagandacentral. Det begrundedes med, at man havde opført Nordahl Griegs ”Vor ære og vor magt” og Sjostakovitjs opera ”Katharina Ismajlova”. Bedre blev det ikke i halvtredserne under den kolde krig.

Men i tresserne ændrede holdningen til Brecht sig, og lige pludselig blev han en klassiker. I dette årti blev der opført otte af hans teaterstykker, og Gyldendal udgav 17 bøger af og om ham, heriblandt 10 teaterstykker. Det var Ålborg Teater, der gik i spidsen i 1961 med ”Mutter Courage”, og i de kommende år blev yderligere tre stykker opført, og senere fulgte Det kgl. Teater og Odense Teater efter.

Højdepunktet af anerkendelsen var den 5. maj 1970, da man på DR/TV viste ”Svejk i anden Verdenskrig” i en transmission fra Det Kgl. Teater i anledning af 25-året for befrielsen.

For at kunne skrive denne bog har forfatteren gravet dybt i arkiver, fundet avisartikler, breve, dagbøger og notitser og dertil haft samtaler med en række personer, f.eks. arkitekten Mogens Voltelen, der kendte Ruth Berlau godt og hvis mange fotos bringes rundt om i bogen. Han har været nede i hver eneste krog, og hvis han havde haft mulighed for at rode i deres papirkurve, så havde han sikkert gjort det. Alt dette materiale citeres der fra, som det fremgår af de mere end 1000 noter bag i bogen.

Der er rigelig læsning til de mange mørke vinteraftener, men det er bestemt ulejligheden værd. Dette er den endegyldige bog om Brecht og danskerne.

Hans Christian Nørregaard: Brecht og danskerne. Multivers. 752 s. 400 kr.