Marie Nielsen og revolutionen

Af John Poulsen

I DKP’s nu 100-årige historie blev en del, berettiget og uberettiget, ekskluderet af partiet, og absolut rekord har Marie Nielsen (1875-1951) der blev ekskluderet hele tre gange. At hun på mange måder var en stridbar personlighed, får man indtryk af i Morten Things bog ”Marie Nielsen og revolutionen”.

Marie Nielsen blev født i 1875 og erfarede allerede i en ung alder de barske levevilkår, som tjenepigerne havde, da hun arbejdede på en herregård, og her lagdes grunden til hendes politiske holdninger. 

I 1908 blev hun uddannet som lærer og samme år meldte hun sig ind i Socialdemokratisk Ungdomsforbund (SUF). hvor hun blev medlem af ledelsen og en flittig skribent i SUFs blad Fremad. Med udbruddet af 1. verdenskrig vendte SUF sig imod Socialdemokratiets (SD) holdning til krigen, og den linje støttede hun. 

I 1915 blev hun medlem af SDs hovedbestyrelse og lagde ikke skjul på sine venstreorienterede holdninger. Det endte med, at hun i 1918 meldte sig ud og sammen med andre revolutionære stiftede Socialistisk Arbejderparti (SAP), og her var hun især aktiv med partiets blad Klassekampen. 

Men det standsede den 21. november, efter Slaget på Grøntorvet, fordi hun blev fængslet og anklaget for at opildne til oprør. SAP blev splittet, da der i november 1919 blev taget initiativ til dannelsen af Venstresocialistisk Parti (VSP). ”Højrefløjen” gik ind i VSP, mens ”venstrefløjen” holdt sig ude, bl.a. Marie Nielsen. Da hun kom ud af fængslet i april 1920, tog hun initiativ til at danne Kommunistisk Lærerklub, der fik tilknytning til Fagoppositionens Sammenslutning (FS). 

I sommeren 1920 deltog hun, trods protester fra VSP, i Kominterns 2. kongres i Moskva. Da hun kom hjem, arbejdede hun aktivt for at få slået DKP sammen med FS, og det lykkedes efter stort pres fra Kominterns side i april 1921 med dannelsen af Kommunistisk Føderation.  

Føderationen holdt kun kort tid, da en gruppe i januar 1922 besatte partilokalerne i Møntergade 8 og afsatte ledelsen, hvorefter der var to kommunistiske partier frem til 1924. Marie blev i det gamle, Møntergade-partiet, og deltog i arbejdet med at samle partierne og var med til forhandlinger med Komintern i Moskva, men midt i diskussionerne om samling blev hun ekskluderet. 

Da partierne blev samlet, blev hun igen medlem og beskæftigede sig meget med det faglige arbejde, men pga. uenighed om Kominterns ultravenstre linje og hendes sympati for Trotskij blev hun ekskluderet i 1929. Hun blev taget til nåde i 1932, men allerede i 1936 blev hun igen ekskluderet pga. hendes kritik af afskaffelsen af fri abort i USSR og Moskvaprocesserne. 

Efter eksklusionen udgav hun en pjece om Trotskij, og i årene før og efter besættelsen havde hun kontakt med forskellige små grupperinger på den yderste venstreføj, men pga. sygdom var hun ikke aktiv. Under krigen støttede hun modstandsarbejdet, og i Land og Folk fortalte Gelius Lund i 1965, at hun havde huset et trykkeri og en illegal kommunist, men det var ikke ham, som Thing antyder.  

Da hun i 1950 fik en bog med blanke sider forærende med opfordring til at skrive sine erindringer, sagde hun, at ”det gør jeg ikke, for så vil jeg ikke kunne undgå at angribe partiet, og det er der nok, der gør, selv om der er personer inden for partiet, jeg ikke kan lide, er og forbliver jeg kommunist”.

Morten Thing rejser spørgsmålet, om ikke Marie Nielsen burde have været rehabiliteret af DKP, men med de synspunkter hun havde til f.eks. folkefrontstanken og hendes holdning til Trotskij, vil det være svært at svare ja. 

Bogen giver et godt indtryk af hendes virke og det politiske liv, der foregik omkring hende og er dermed også et bridrag til DKPs historie. 

Morten Thing: Marie Nielsen og revolutionen. Selskab for Arbejderhistorie. 380 s. 175 kr.