Massakren i Gwangju og dens traumer

Af Margit Andersen

[KOMMUNIST 3-2025] Da den sydkoreanske forfatter Han Kang i 2024 blev hædret med Nobelprisen, blev det bl.a. begrundet med hendes ”intenst poetiske prosa som konfronterer historiske traumer og blotlægger menneskers sårbarhed”. Det er en helt præcis karakteristik af hendes roman ”Levende og døde”.

Forfatteren er født i Sydkorea i byen Gwangju, hvor hæren i 1980 udøvede en grusom massakre mod civilbefolkningen. Men lad os først gå tilbage i tiden for at forstå baggrunden. Præsidenten, der havde siddet ved magten siden 1961, blev i 1979 myrdet af sin sikkerhedschef. Hans efterfølger påstod, at Nordkorea stod bag mordet og erklærede landet i undtagelsestilstand.

Den sydlige del af landet, med Gwangju som hovedby, var i forvejen i opposition til styret, og her udløste det nu et oprør i form af demonstrationer. Det var de studerende, der førte an, men arbejderne tilsluttede sig hurtigt, og blandt de mest aktive af dem var fabrikspigerne, der kort forinden havde organiseret sig i fagforeninger. De demonstrerende nåede op på et antal af 250.000, og soldaterne, der blev sendt ned for at bekæmpe dem, trak sig ud af byen i nogle dage, men vendte så tilbage og knuste oprøret. Antallet af ofre er der diskussion om, men det officielle tal er utvivlsomt langt under det virkelige.

Da hæren i første omgang trak sig tilbage, blev de sårede bragt til hospitalet og de døde anbragt i byens sportshal. Hertil kommer den femtenårige dreng, Dong-ho, der har set sin bedste ven blive dræbt. Han finder ham ikke, men bliver på stedet for at hjælpe med at vaske og identificere de døde.

Forholdet mellem sjæl og legeme og ritualer i forbindelse med begravelse spiller en stor rolle i koreansk kultur, og i et kapitel er det Dong-hos vens sjæl, der fortæller om, hvordan hæren behandler de døde, og dermed også sjælens legeme. Uden nogen form for respekt dynges de op som brændestabler og sættes i brand.

Efter at oprøret er slået ned fortsætter handlingen kapitel for kapitel frem til vores tid, eller mere præcist til 2013. Forskellige personer fortæller om de grusomme oplevelser i form af fangenskab og tortur, de har været udsat for. Af den mere blide art er censuren af manuskripter, hvor et teaterstykke blev så lemlæstet, at forfatteren fik den ide at sætte det op uden ord. Og så er der Dong-hos mor, der aldrig kommer sig over, at hun måske kunne have reddet sin søn, hvis hun havde handlet anderledes.

I epilogen er det forfatteren selv, der fortæller om, hvordan hun som barn hørte de voksne hviske om massakren, for man turde ikke tale højt om den, og heri indgik, at det var Dong-hos familie, der overtog deres hus, da de flyttede fra byen. Det fortidige lever videre i nutiden.

De ansvarlige for massakren henholdt sig til, at oprøret var et kommunistisk komplot iværksat af nordkoreanske infiltratorer. Det var jo studerende og arbejdere der førte an. Først i 1997 fik massakren en officiel mindedag.

Romanen er en hård oplevelse, selv om den er skrevet i et stilfærdigt, nøgternt og sine steder poetisk sprog, eller måske netop derfor. Men den er værd at kæmpe sig igennem med sit budskab om, at det er nødvendigt at gøre modstand over for vold og umenneskelighed for at bevare menneskeligheden. For mit vedkommende har den også udvidet et noget begrænset kendskab til de politiske forhold i Sydkorea.

Han Kang: Levende og døde. Oversat af Juliane Wammen. Gyldendal. 254 sider. 250 kroner.