Med lov skal land bygges

Vi skærper straffen og maser problemerne ind i overfyldte fængsler.  Løser det noget?

Af Rikke G.F. Carlsson, formand for Kommunistisk Parti i Danmark

[KOMMUNIST nr. 4-2023]  Vi kender godt overspringshandlinger, når vi ikke lige kan overskue at tage stilling til et problem. Vi tager opvasken, gemmer brevet i skuffen og vupti – ude af syne, ude af sind. Men det er jo dansen om den varme grød. Vi normale mennesker ved jo godt, at problemet ikke er forsvundet.

Men sådan tænker politikere ikke. Ved at skubbe problemerne frem til efter næste valg, bliver det muligvis andres problemer. Sådan kunne vi også forestille os, at politikere tænker, når de bliver mødt med politirapporter om stigende knivdrab, van­vids­kørsel, indbrud o.lign. Men sådan forholder det sig ikke. Her kan politikerne nemlig bruge den frygt, som også bliver kraftigt bakket op af pressen.

Før i tiden var forslag om højere straffe noget, der kom ud af munden på en fra det konservative folkeparti. Men sådan er det ikke mere. Hele koret synger nu med på højere straffe.

Frygt og fjern

Vi har alle siddet foran skærmen og set, hvordan fængselsvæsenet er underbemandet, og fængselsbetjentene flygter fra jobbet, og hvor svært det er at rekruttere flere. Ligesom inden for alt andet offentligt arbejde. De faglige organisationer bliver ignoreret, trods konstruktive løsningsforslag.

Nu står vi så med endnu en frygt. De unge mænd, der stikker hinanden ihjel. Og svaret er at sætte dem i fængsel. På trods af at al forskning fortæller, at kommer du først i fængsel, så er uddannelsen til at blive ”en rigtig” kriminel lagt.

Ingen bekymrer sig om, hvordan de unge drenge er endt i en situation, hvor de har brug for at gå med kniv. Ingen overvejer en forskning i forfejlet boligpolitik, ekskludering af unge med mørk hud, eller hvor svært det er for de unge at få eller gennemføre en lærlingeuddannelse, fordi de bliver udsat for racisme. Nej, vi putter dem i fængsel. Ude af syne, ude af sind.

Forfejlet politik

Det er et frygteligt spild af ressourcer og talent. Dagens politikere vælger en ungdomsfjendsk politik. Uddannelserne bliver beskåret yderligere, og kravet om økonomi for at gennemføre en uddannelse stiger. De såkaldte kollegier /ungdomsboliger koster mere end min fireværelses andelslejlighed, og det er ikke, fordi min lejlighed er for billig, men fordi boligpolitikken er overladt til det private spekula­tionsmarked.

Ghettoloven er også en af grundene. Meningen med almennyttige boliger var gode, sunde boliger, der var til at betale for alle. Væk fra slummen, baggårdene og de lede spekulanter. Kommunerne solgte også ud af deres boliger. Så var der kun den almene boligsektion tilbage, som kunne betales, hvis man var lavtlønnet eller smidt ud af arbejdsmarkedet. Politikerne skabte selv den isolerede flok af mennesker, som politikerne havde valgt ikke at gribe.

Værdiløs

Hvad gør vi mennesker, hvis vi bliver udelukket fra et fællesskab? Vi lyver for at undgå at sige, at vi er arbejdsløse for ikke at virke værdiløse. Vi finder andre, der anerkender ens situation, som lever i samme virkelighed. Vi søger fællesskab der, hvor det tilbydes. Mange har ikke engang den ressource. De går til i ensomhed.

Selvmord, bandemedlemskab, misbrug eller hjemløshed er, hvad unge, der ikke kommer fra overskudsfamilier, kan se frem til at møde. Skal vi finde os i det? Skal vi finde os i, at børneinstitutioner ikke har kræfter til at indberette og sender aben videre til en nedslidt folkeskole, som slet ikke magter at reagerer på problemer. At fritidstilbud nedskæres, så samfundet ligefrem kaster de unge i armene på de sidste i samfundets kæde – fængselsbetjentene.

Samfundet avler kriminelle ved den forfejlede social-, ungdoms-, uddannelses- og boligpolitik. Det kan ikke være rimeligt at byde de unge denne fremtid.

Faglig fremtid

I forvejen svigter vi dem også i fagbevægelsen. Det er svært for de unge at forstå, hvordan man begår sig på nettet med medlemskab, dagpengeregler og sygedagpenge. De bliver stadig snydt for feriepenge, overtidsbetaling, opsigelsesvarsler m.v. og føler ikke behovet for at være organiseret. Det er en opgave, fagbevægelsen skal tage alvorligt. Vi skal jo huske, at hvis vi kommer under de 80% i organisering, så træder EU’s mindsteløn i kraft.

Man kan ikke løse problemerne med flere og højere strafferammer. Og som politiker er det ens fornemste opgave at løse samfundets fælles problemer i samspil med de berørte. Det kræver ressourcer, prioritering og penge. Tre fundamentale begreber som er totalt tilsidesat i den førte politik overfor den danske ungdom – vores fremtid.

I stedet for går ressourcerne, prioriteringerne og pengene til krigsførelse, rekrutteringsfilm i biograferne for at få de unge ind i det danske forsvar og højere straffe. Det taler for sig selv. Der er noget, der trænger til at skiftes ud – og det er ikke ungdommen.