Medicinalindustrien – en guldgrube

Af Konstaninos Lymperis, KKE Danske afd.

Sundhedssektoren har altid haft en særlig plads i EU-strategien, både for dens betydning i udviklingen af den kapitalistiske økonomi og for dens særlige rolle i reproduktionsprocessen. Den nødvendige medicin er en forudsætning for at opretholde og reproducere arbejderklassen, så den til stadighed kan tjene kapitalen.

I hovedstadsregionen alene arbejder over 32.700 i medi-cinalindustrien. Samtidig er der stærke forbindelser mellem medicinalindustrien, universiteter og forsknings-institutter. 9 universiteter i landet med over 12.700 forskere arbejder på programmer, der tjener den danske medicinalkapital.

Blandt de 1000 største virksomheder i landet er kun 60 aktive inden for medicin. Andelen af ansatte, der arbejder i disse virksomheder, er kun 7%. Ikke desto mindre får ejerne af de farmaceutiske virksomheder 26% af den samlede profit. 

Løn

Det viser, at den profit, der indtjenes i medicinalbranchen, er yderst vigtig. Derfor er lønningerne i denne sektor højere end i de andre sektorer. 

Den gennemsnitlige løn for nyansatte ingeniører i medicinalindustrien er omkring 43.641 kroner pr. måned, mens den for ingeniører generelt er 39.314 kroner. Medicinalindustrien tilbyder relativt bedre vilkår for arbejdskraften og mere stabilitet og sikkerhed for arbejdstagerne.

Teorien

I Karl Marx’ bog Kapitalen, og i andre klassiske værker, herunder Lenins bog om Imperialismen, er faktorer og lovmæssigheder bag op- og nedture i arbejderklassens levevilkår beskrevet. 

Den økonomiske cyklus, som kapitalismen gennemlever, bestemmer størrelsen af den industrielle reservearme – de arbejdsløse – på ethvert tidspunkt i cyklussen. Medbestemmende for udviklingen er også arbejdsproduktivitetens niveau, det enkelte kapitalistiske lands position i det imperialistiske system, de borgerlige alliancer og arbejderklassens organisationsgrad.

Hvilken procentdel af den samlede produktion tilfalder arbejderne, og hvor stor en procentdel tilfalder kapitalisterne og direktørerne? For medicinalfirmaerne gælder, at for hver medarbejder, de har, tjener kapitalisterne i gennemsnit 550.000 kr. om året! Graden af udnyttelse er meget højere i denne sektor end i andre netop på grund af innovationerne. Det øger arbejdsproduktiviteten mange gange mere end i andre sektorer.

Fjernarbejde, der kan give større muligheder for udvikling af arbejdstageres levestandard og faktisk bliver brugt til fulde i landet midt i pandemien, bliver samtidig udnyttet fra den modsatte side. I mange tilfælde bliver adskillelsen af arbejdstid og ikke-arbejdstid ophævet. 

Ofte kan virksomhederne konstatere, at produktivitetsniveauet er steget blandt dem, der er i karantæne eller i øvrigt arbejder hjemmefra. Her ud fra konkluderes, at det kan være at foretrække ikke at have medarbejdere på deres arbejdsplads, men at så mange som muligt arbejder fra deres hjem.

Ikke klasseløs

Fra ovenstående kan man forstå, at forskning og produktion i denne sektor, men også i andre sektorer af økonomien under kapitalisme, ikke er klasseløs, den er ikke neutral. 

Det er produktionsforholdene, der bestemmer formålet, motivationerne, hierarkierne, væksthastigheden for de produktive kræfter, og især fordelingen af produktions-resultatet. Forskning og udvikling af ny viden, som enten anvendes direkte i produktionen eller fremmer den samlede viden i verden, er knyttet til produktion. 

Denne måde at forske på rejser uundgåeligt problemer og skaber modsætninger, der plager folk på hele jorden. F.eks. er prisen på insulin fastsat ud fra industriens monopol på diabetes-medicin, og det har ført til, at en ud af fire diabetespatienter i USA har fået mindre insulin, end de har brug for, fordi de ikke har den økonomiske evne til at betale!

Nonprofitorganisationers forskning i antibiotika er gået i stå. Der er i de sidste 40 år ikke produceret nogen ny gruppe antibiotika mod visse typer af bakterier, selvom de forårsager livstruende infektioner.

Selv under epidemiske forhold mister kapitalen dog ikke sin orientering. Et typisk eksempel var Ebola-epidemien, der brød ud i 2015 i afrikanske lande, hvis spredning blandt andet skyldtes den manglende vaccinationsdækning af befolkningen. 

Hvad var det, der forhindrede udviklingen af en vaccine eller et lægemiddel til netop denne virus, hvis struktur, oprindelse og risiko har været kendt i omkring 40 år? Det var bestemt ikke et spørgsmål om medicinalindustriens uduelighed (manglende viden eller materielle midler).

Patenter

Et andet element, der viser den relative opbremsning af produktivkræfterne i kapitalismen, er patenterne, der blokerer for viden fra spredning og fører til spild af ressourcer. Medicinalvirksomheder modificerer meget ofte et eksisterende lægemiddel, lige inden dets patent udløber (f.eks. ved at tilføje en hydroxylgruppe, som muligvis ikke har nogen virkning på dets struktur og egenskaber), og dermed kan de erhverve et nyt patent, som kan give større fortjeneste. 

Patenthåndhævelse er et emne, hvor de medicinale firmaer konkurrerer og bekriger hinanden.

Men absurditeten stopper ikke med patenterne. Tilbagetrækning af lægemidler mod sygdomme, der kan helbredes, men som ikke medfører den forventede fortjeneste, er et af de mest karakteristiske elementer i det kapitalistiske system.

Tilfredsstillelsen af nutidens behov bliver omsat til at opnå kapitalistisk rentabilitet gennem forskning og produktion. 

Forsknings- og produktionsaktivitet under monopolmagtens betingelser er rettet mod kapitalistisk rentabilitet og kræver derfor, at dens resultater fordeles på markeder, der betjener den. Alt, der ikke har nogen overskudsudsigter, finansieres ikke, understøttes ikke, produceres ikke. Konsekvenserne for folkets sundhed er indlysende.

Socialisme

Kun et system, hvor produktionen ikke er baseret på individuelle profitinteresser, men på befolkningens stadigt voksende behov, kan løse problemerne og skabe et system, hvor folkets aktuelle behov vil være i centrum. 

Under socialismen ophører produktionsmidlerne og arbejdsstyrken med at blive løsrevet. De er bundet strukturelt under planøkonomien og arbejderkontrol. Derigennem vil forskningsmulighederne blive frigjort, hvilket vil føre til nye videnskabelige præstationer.

Bearbejdet af BOM