Medierne misinformerer om Armenien

Den norske journalist Bjørn Nistad har med udgangspunkt i den aktuelle konflikt i Armenien kommenteret på den behandling, de vestlige medier giver disse farverevolutioner, som bidrager til den generelle politiske misinformation

I Armenien er der i disse dage et forsøg på farverevolution i gang, altså en kortslutning af normale politiske processer og indsættelse af et nyt regime ved hjælp af demonstrationer og optøjer. Dette er i sig selv dramatisk. Samtidig er vestlige massemediers dækning af begivenhederne så partiske og uefterrettelige, at den nærmest udgør et skoleeksempel på misinformation.

Den sidste tids krise i Armenien brød ud den 17. april, da Serzj Sargsian, som netop var gået af som præsident efter at have styret i ti år, blev valgt til statsminister. Dette fremstillede oppositionslederen Nikol Pasjinian som et statskup og bad folk om at gå på gaderne for at sørge for, at han selv blev statsminister. Resultatet blev omfattende demonstrationer og optøjer i Jerevan og andre armenske byer. Den 23. april trak Sarg-sian sig som statsminister, men nationalforsamlingen nægtede at indsætte Pasjinian som hans efterfølger. Den indsatte i stedet tidligere statsminister Karen Karapetjan som fungerende statsminister. Det fik demonstrationerne og optøjerne til at fortsætte.

Manipulerer

Situationen kompliceres – og kan blive meget farlig – af, at Armenien og naborepublikken Aserbajdsjan siden 1990’erne har været indviklet i en blodig konflikt om Nagorno-Karabakh, en armensk enklave i Aserbajdsjan, som i dag er under armensk kontrol.

Den norske avis VG kommenterer den 2. maj krisen i Armenien i en artikel med overskriften ”Demonstranter i Armenien lammer hovedstaden”. Denne artikel er et godt eksempel på, hvordan en kombination af udvalgte faktaoplysninger, appel til følelser samt udeladelse af vigtig baggrundsinformation og kritiske spørgsmål bruges til at manipulere offentligheden. Artiklen fortæller om, hvordan oppositionen ved hjælp af demonstrationer og optøjer har kunnet lamme Jerevan og andre dele af Armenien. Dette er oplysninger, der faktisk stemmer.

Men samtidig forsøger artiklen at skabe sympati for oppositionen. Den optræder som mikrofonholder for oppositionsleder Nikol Pasjinian, som forsikrer, at han ”vil tage et opgør med nepotisme og korruption” og omtaler tumulterne, han selv står bag, som ”kærlighedens og tolerancens revolution” og videreformidler demonstranternes budskab om, at Pasjinian er ”det armenske folks sande leder”. Og så viser den billeder af unge, smilende demonstranter, der vifter med det armenske flag.

Dagens armenske myndigheder, derimod, omtales som en ”magtelite”, som ”synes at være fast besluttet på at beholde både den politiske magt og magten over landets sikkerhedsstyrker i den tidligere sovjetrepublik”.

Ingen kritiske spørgsmål

Det, artiklen ikke siger noget om, er, at Serzj Sarg-sian og kredsen rundt om ham styrer, fordi folket har valgt dem til at styre, og at Sargsians styre har været rimeligt godt, eftersom det har skabt stabilitet, knyttet tætte bånd til Rusland og befæstet den armenske kontrol over Nagorno-Karabakh. Den stiller ingen kritiske spørgsmål til oppositionens forsøg på at kuppe sig til magten ved hjælp af demonstrationer og optøjer. Den spørger ikke, om oppositionen – som hverken har lagt et politisk program frem eller kan henvise til et mandat fra vælgerne – vil være i stand til at styre Armenien. Og den spørger ikke om, hvem der kan have fordel af, at den politiske situation i Armenien destabiliseres, for eksempel Aserbajdsjan, som drømmer om at generobre Nagorno-Karabakh, eller vestlige magter, som er utilfredse med de tætte bånd, der i dag består mellem Armenien og Rusland, som blandt andet kommer til udtryk gennem, at Armenien er medlem af den eurasiske økonomiske union og har russiske militærbaser på sit territorium.

Nyttigt tankeeksperiment

Et nyttigt tankeeksperiment, når man læser artikler om farverevolutioner og forsøg på farverevolutioner, er at bytte Rusland/Kina/Iran/Ukraine/Serbien/Armenien/ Venezuela eller lignende ud med USA, Storbritannien eller Tyskland.

Ville avisen have hyldet Alternativ for Tyskland, hvis partiet fik tusinder af demonstranter til at lave kaos i Berlin og andre tyske byer og krævede, at Forbundsdagen skulle udnævne dets egen leder til kansler? Eller hvad om britiske EU-modstandere havde overtaget transportsystemet i Storbritannien for at presse regeringen til at respektere folkeafstemningen om udmeldelse af EU? Ville det have udløst hyldningsartikler og billeder af glade, flagviftende briter?

Den liberal-globalistiske elite, som i dag har magten i vesten, accepterer selvfølgelig ikke nogen form for oprør mod sit eget styre. I lande som Rusland, Kina, Iran, Tyrkiet, Polen og Ungarn, derimod, hvor personer, der identificerer sig med liberal-globalistiske værdier, har liden folkelig tilslutning og ikke vil kunne vinde et demokratisk valg, støtter den vestlige elite og vestlige massemedier liberal-globalistiske grupperinger, som ved hjælp af demonstrationer og optøjer prøver at kuppe sig til magten eller i det mindste presse myndighederne til at komme med politiske indrømmelser.

Tro dem ikke

Dette er faktisk en form for racisme, som kan kaldes den liberale racisme.

Vestlige politikere og massemedier er opbragt over, at almindelige russere, 70-årige kvinder med gigt i den tyrkiske landsby eller armeniere, som drømmer sig tilbage til den gode tid i Sovjetunionen – som i deres øjne er de rene undermennesker – ved hjælp af stemmesedlen kan give magten til personer og partier, de selv identificerer sig med. Derved tilsidesætter de lokale repræsentanter for liberal-globalistiske værdier. Og derfor støtter medierne farverevolutioner, kup og optøjer som en ”korrektion” til folkeviljen.

Det positive er, at stadig flere i de vestlige lande efter tiår med grov misinformation ikke længere tror på vestlige massemedier og søger hen til alternative informationskilder.