Skip to content

Menneskehandel og tvangsarbejde

Så faldt der omsider dom i retssagen mod transportfirmaet Kurt Beier. Det var fagforbundet 3F, der anklagede firmaet for at have ladet omkring 200 filippinske og srilankanske lastbilchauffører bo i en slumlejr i Padborg under umenneskelige forhold.

Syn for sagen

Så rykkede politiet, skattevæsenet, Aabenraa kommune og brandmyndighederne ind i lejren i forbindelse med en uanmeldt aktion. Her blev de vidner til de svinske og uhumske forhold, som chaufførerne levede og boede under. Politiet tog de 26 chauffører der opholdt sig i lejren med på stationen til afhøring og begyndte derefter at efterforske, om der var tale om menneskehandel til tvangsarbejde. Kort tid senere konkluderede Center mod menneskehandel, at de 26 chauffører var ofre for menneskehandel og tvangsarbejde i Danmark.

Horrible lønninger og arbejdsvilkår

Det viste sig, at de asiatiske chauffører har tjent knap 7.900 kroner om måneden inklusive feriepenge. Men de burde have haft omkring 35.000 kroner om måneden efter dansk lønniveau for lastbilchauffører. Ligeledes blev det afsløret, at chauffører tjente ned til omkring 15 kroner i timen. Det fremførte anklagemyndigheden under sagen.

Håb om fængsel og millionbøde

Fagforbundet 3F havde krævet tre års fængsel til Kurt Beier-chefer samt en bøde på 5,5 millioner kroner til virksomheden. Men retten i Sønderborg frifinder alle de tiltalte for grov åger og ulovlig beskæftigelse af de asiatiske chauffører.

Kurt Beier A/S og virksomhedens direktør Karsten Beier bliver idømt en bøde på henholdsvis 100.000 og 25.000 kroner. Så det er åbenbart tilladt at opføre sig stort set, som man har lyst til på det danske arbejdsmarked. Arbejdsgiverens ret til at lede og fordele arbejdet er tilsyneladende udvidet til også at kunne drive menneskehandel og tvangsarbejde. Man må da håbe, at det sidste ord ikke er sagt i denne skandalesag i det sønderjyske.

Peter Just

Back To Top

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk