Mexicos præsident i spidsen for at bryde blokaden mod Cuba
Af H. Boye Svendsen, Friheten
[KOMMUNIST nr. 4-2023] Mexico vil lede en international bevægelse for at stoppe den amerikanske regerings ”umenneskelige” blokade mod Cuba.
Mexicos præsident Andres Manuel López Obrador, der populært kaldes AMLO efter sine forbogstaver, fordømte den 60 år lange amerikanske blokade mod Cuba som ”umenneskelig”. Han sagde, at en global kampagne for at få den sluttet må være mere aktiv og klagede over, at selvom et kæmpe flertal af jordens lande hvert år stemmer imod USA’s embargo i FN’s generalforsamling, ændres ingenting nogensinde.
AMLO priste også den cubanske revolution for at have oprettet ”et af de bedste sundhedssystemer i verden”. Han takkede Cuba for at have sendt læger og for at yde medicinsk hjælp til mennesker i fattige områder i landsbyer i Mexico og til andre lande rundt om i verden.
López Obrador kritiserede det ”nyliberale oligarki”, som styrede landet før ham, og de ”korrupte nyliberale privatisatorer”, som solgte ud af mange af den mexicanske stats ejendele, og sagde, at målet for hans regering ”er at etablere et offentligt sundhedsvæsen og at garantere folkets ret til et sundhedsvæsen”.
”Retten til sundhedstjenester er en grundlæggende menneskerettighed, og den kan ikke behandles som et marked”, erklærede AMLO.
Den mexicanske leder kom med disse kommentarer på en pressekonference den 11. februar i den sydlige havneby Campeche sammen med Cubas præsident Miguel Diaz-Canel. Konferencen handlede om de to landes samarbejde indenfor folkesundhed, og der deltog også en række cubanske læger, som var i Mexico som led i en solidaritetsopgave.