Mindelunden i Ryvangen

Af John Poulsen

Området blev oprindeligt etableret i 1896 som kaserne og øvelsesområde for ingeniørtropperne. Den 14. april 1940 rykkede tyske tropper ind på en del af kaserneområdet, og den 29. august besatte de hele området, og den såkaldte pistolskydebane blev brugt til henrettelse af dødsdømte modstandsfolk. De blev bagefter begravet i området, enten i eller uden kiste og nogle i fællesgrave.

Kort tid efter 4. maj besluttede Befrielsesregeringen, at der skulle indrettes en mindelund for de faldne i modstandskampen i Ryvangen.

Den 19. maj blev området afspærret, også for modstandsfolk, og det var de med rette utilfredse med, og derefter gik man i gang med at åbne gravene. Det lykkedes i løbet af nogle måneder på Retsmedicinsk Institut at identificere ligene, bl.a. i samarbejde med pårørende. Familierne fik valget mellem, at de henrettede blev begravet i Mindelunden, eller at de selv stod for begravelsen et andet sted.

Allerede den 29. august, som var toårsdagen for den folkelige opstand, der fik fjernet samarbejdsregeringen, kunne man genbegrave 106 af de henrettede. Om morgenen blev kisterne kørt til Chri­stiansborgs ridebane og derefter i en kortege gennem byen, hvor der på ruten var mødt over 200.000 mennesker op. På nogle strækninger var der blevet lagt blomster på gaden.

Derefter skulle kirkeministeriet, som området hørte under, i gang med at planlægge, hvordan Mindelunden skulle indrettes. Det havde været på tale, at der skulle udskrives en konkurrence, men kirke­minister Arne Sørensen (Dansk Samling), der havde været medlem af Frihedsrådet, udpegede egenrådigt arkitekt Kaj Gottlieb og landsskabsarkitekt Aksel Andersen til at udarbejde et forslag. Ligeledes bestemte Arne Sørensen, hvem der skulle stå for udarbejdelsen af et monument, nemlig billedhuggeren Axel Poulsen.

Dette valg blev kritiseret fra mange sider, bl.a. af Mogens Fog og Frode Jacobsen, som også var med i Befrielses­regeringen, og af kunstneriske udvalg med tilknytning til modstandsbevægelsen, som mente, at der burde have ­været udskrevet en konkurrence. I et interview i Land og Folk gav forfatteren Paul La Cour udtryk for, at Axel Poulsens skulptur havde et grædekone­motiv, der ville sentimentalisere mindet om de faldne i stedet for at anskueliggøre, at frihedskæmperne døde i en kamp, der førte til sejr.

Udover gravene med de henrettede blev der foran monumentet anlagt en minde­tavle for de 91 henrettede, som ikke er begravet i Mindelunden. Dertil kom en gravlund for 32 KZ-fanger, hvis jordiske rester var blevet bragt hjem, heriblandt seks fra Stutthof-lejren, og en mur med mindetavler for 151 modstandsfolk, som det ikke var lykkedes at finde resterne af.

Først den 5. maj 1950 foregik den officielle indvielse.

Mange var utilfredse med, at det havde taget så lang tid at indrette Mindelunden. Det er påfaldende at ved den officielle indvielse og ved senere lejligheder var det udover kongehuset de politikere, der stod for samarbejdspolitikken og som havde medvirket til grundlovsbruddet ved at forbyde DKP, som stod i første række. På den måde kunne de sole sig i modstandsbevægelsens indsats, uden at de selv have været med.

Mindelunden fremtræder i dag næsten, som da den blev indviet i 1950. Den er blevet udvidet med pistolskydebanen og henrettelsespladsen, og i 2017 og 2019 blev der opstillet mindesmærker for faldne søfolk og soldater i dansk eller allieret tjeneste.

Man kan på www.mindelunden.dk få oplysning om bl.a. åbningstider og mærkedage.