Møde i den internationale kommunistiske bevægelse
Det 18. internationale møde for kommunistiske partier og arbejderpartier blev afholdt den 28.-30. oktober i Hanoi, hovedstaden i Den Socialistiske Republik Vietnam. Mødets dagsorden var debat om den kapitalistiske krise og imperialistiske offensiv – de kommunistiske partiers og arbejderpartiers strategi og taktik i kampen for fred, for arbejdernes og folkenes rettigheder og for socialisme.
Fra Kommunistisk Parti i Danmark deltog Bo Møller, formand for partiets internationale udvalg, der i sine indlæg fremlagde partiets analyser og forslag til emnet.
Fælles udtalelse og appel
Mødet drøftede verdenssituationen og de voksende udfordringer, som menneskeheden, nationerne, arbejderne og folkene i mange lande står overfor, især den stadigt forværrede socioøkonomiske og miljømæssige krise og den voksende usikkerhed og ustabilitet mange steder i verden. Årsagen er kapitalismen, den skærpede kapitalistiske krise og imperialistisk intervention, indblanding og intrigemageri, som har fremkaldt det såkaldte ”IS” (Islamisk Stat) og andre ekstremistiske og forbryderiske kræfter samt flygtningekriser.
Mødet understregede, at socialisme er det eneste reelle alternativ til den aktuelle økonomiske, sociale og økologiske krise og til kapitalistisk udbytning og barbari.
Mødet hyldede de kampe, som folk og arbejdere i alle verdensdele fører mod kapitalismen og den imperialistiske offensiv og for arbejderrettigheder, sociale og demokratiske rettigheder, for ligestilling mellem kønnene, for national uafhængighed og selvstændighed, og for fred og socialisme.
Mødet understregede den historiske betydning af den store socialistiske oktoberrevolution i Rusland med henblik på den kommende 100-årsdag i 2017, og glædede sig over resultaterne af og erfaringerne fra de kommunistiske partiers og arbejderpartiernes kampe og samarbejde igennem årene.
Socialismen i det 21. århundrede
Mødet opfordrer kommunistiske partier og arbejderpartier til at udvikle fælles og koordinerede aktioner efter følgende retningslinjer med
– at intensivere teoretisk og praktisk arbejde samt udveksle tanker om opbygning af socialismen i det 21. århundrede,
– at samarbejde om en fælles højtideligholdelse af 100-årsdagen for den store socialistiske oktoberrevolution i Rusland for at understrege dens historiske betydning som banebryder for en ny periode i menneskehedens historie og socialismens bidrag til fremme arbejdernes og folkenes kamp for frigørelse; om behovet for at styrke kampen for fred, sociale fremskridt og socialisme; og om at organisere aktiviteter i tilknytning hertil,
– at fejre 150-året for udgivelsen af Karl Marx’ ”Das Kapital”,
– at fremme udvekslingen af strategier, taktikker og erfaringer med henblik på at styrke kampen mod enhver form for kapitalistisk ideologisk og politisk påvirkning og angreb, at styrke de kommunistiske partier og arbejderpartierne og at forbedre mobiliseringen af det arbejdende folk og de brede masser, især ungdommen, de studerende og kvinderne, i de anti-imperialistiske kampe for arbejderrettigheder og sociale, faglige og demokratiske rettigheder og for socialisme,
– at styrke aktiviteter til forsvar af demokratiske frihedsrettigheder og imod antikommunisme og enhver form for diskrimination; at udtrykke solidaritet med kommunister i Ukraine og andre lande, hvor de trues af forfølgelse og forbud mod deres aktiviteter; at arrangere aktiviteter, helst i ugen 5.-11. maj 2017, imod fascisme og nynazisme i anledning af årsdagen for sejren over Nazi-fascismen den 9. maj 1945,
– at udvide den anti-imperialistiske front for at styrke kampen for fred og mod imperialistisk besættelse, intervention og indblanding i andre landes indre anliggender, mod NATO og udvidelser af denne organisation, mod kernevåben, militarisering og fremmede militærbaser, og for fredelig og retfærdig bilæggelse af alle konflikter på grundlag af Folkerettens principper,
– at intensivere aktiviteter, som støtter kravet om ophævelse af USA’s blokade mod Cuba; som støtter det palæstinensiske folks ret til en fri, selvstændig og uafhængig stat; og som udtrykker solidaritet med alle folk i Asien, Mellemøsten, Afrika, Latinamerika og Europa, som trues af imperialistisk besættelse, intervention, indblanding og blokade.
Endelig takker de deltagende kommunistiske partier og arbejderpartier Vietnams kommunistiske parti og folk for dets gæstfrihed og bekræfter deres mangeårige og urokkelige støtte til og solidaritet med det vietnamesiske folk i opbygningen og forsvaret af dets socialistiske land. -Bom