Skip to content

Monumenter og gader til ære for nazistiske samarbejdspartnere og nyfascister i Ukraine – med penge fra USA og EU?

Af Maxim Goldarb, Partileder for Ukraines venstrekræfters enhed – For ny socialisme. 
Friheten (Forkortet af red.)

[KOMMUNIST 6–7 2023] Ukraines hovedstad Kiev blev for 80 år siden, i 1943, befriet fra nazi-besættelsen af tropper fra Den røde armé under general Nikolai Vatutins ledelse.

Han blev i 1944 begravet i en af Kievs centrale parker, som han havde befriet, og over hans grav blev der rejst et monument med inskriptionen: ”Til general Vatutin fra det ukrainske folk”.

Generalen blev velfortjent anset som en helt: blomster fra Kievs befolkning lå altid ved monumentet. Og nu – i året som markerer 80-års jubilæet for Kievs befrielse – blev monumentet over Vatutin ødelagt.

Nedrivning af monumenter – omdøbning af gader

Ødelæggelsen af monumenter over Den røde armés soldater, som befriede Ukraine og Europa fra fascismen, finder sted over hele Ukraine. Samtidigt bliver mange andre monumenter revet ned: Monumenter over den russiske digter Alexander Pusjkin, over forfatterne Nikolai Ostrovskij og Maxim Gorkij, testpiloten Valery Tsjkalov og mange andre.

ukrainsk-plakat-motiv-fra-nazi-i-2-verdenskrig
Ukrainsk plakat fra militæret inspireret af naziplakat fra 2. verdenskrig – ”Himmler waffen”

Herudover har der de sidste år været en massiv kampagne for at omdøbe byer, landsbyer, gader og torve i Ukraine.

Siden Maidan-statskuppet i Ukraine i februar 2014 har over 50.000 gader fået nye navne. Alene i Kiev blev 237 gader, torve, avenuer og boulevarder omdøbt sidste år.

Hvorfra kommer så dette store begær efter at give alting et nyt navn? Er det, fordi et stort antal af de lokale indbyggere har ønsket det? Fordi de pludselig ikke længere var glade for navnene på deres byer og gader, hvor de selv, deres forældre og somme tider også bedsteforældre var født og opvokset? Tværtimod – i de få tilfælde, hvor der er gen­nemført meningsmålinger, viste de næsten altid en overvældende uenighed i navneændringerne.

Men hvorfor så? Svaret på det spørgsmål bliver tydeligere, hvis man ser på, hvilke nye navne der gives, og hvilke monumenter der rejses.

De nye helte

General Vatutins Avenue ­blev omdøbt til Roman Sjukhevytsj’ Avenue. I juni 1941 ved Tysklands angreb på ­Sovjetunionen, var Sjukhevytsj medlem af den tyske bataljon Nachtigall, en underafdeling af Abwehr, som bestod af ukrainske nazi-kolloboratører.

Den tidligere Moskva Avenue i Kiev blev omdøbt til Stepan Banderas Aveny – en anden ukrainsk nazi-kollaboratør, som blev kendt for sit samarbejde med de tyske nazister i deres folkemordsmassakrer på den polske og jødiske befolkning.

I byer over hele Ukraine er der nu rejst mange monumenter over Bandera, og mange gader er opkaldt efter ham.

Og den gade, som var opkaldt efter Malinovskyj, den ukrainske marskal som var en af Den røde armés ­ledere under krigen mod nazismen, blev omdøbt til Gaden for Azov-Bataljonens helte. Azov-Bataljonen var en paramilitær nyfascist-organisation, som nu er en officiel del af den ukrainske hær.

Den nuværende regering i Ukraine ødelægger fuld­stændigt alt, som på en eller anden måde kan forbindes med Rusland, som det meste af Ukraine var en del af i hundredvis af år – til og med monumenter og gader, som blev opkaldt efter verdenskendte forfattere – som Leo Tolstoj. Den ødelægger alt, som er relateret til den 70-år lange sovjetperiode af ­Ukraines historie og til socialisme og venstreorienteret ideologi.

Socialistiske og kommunistiske symboler – fra det røde flag til afspilning af Internationale – er forbudt. Ligeledes er alle venstreorienterede partier forbudt i Ukraine, venstreorienterede aktivister bliver forfulgt og fængslet, og nynazisme er i færd med at blive et element i statens politiske orientering og er i tiltagende grad den dominerende ideologi.

Hvem betaler?

Denne totalkrig fra de ukrainske myndigheder mod alle offentlige symboler, monumenter og navne med forbindelse til Rusland, Oktoberrevolutionen og sovjethistorie eller til venstreorienteret ideologi, kræver mange penge.

Bare omdøbningen af byen Zhdanov til Mariupol kostede for eksempel omkring 24 millioner euro. Ifølge de mest konservative beregninger har den massive bølge af omdøbninger af gader og nedrivningen af monumenter over hele landet allerede kostet mere end 1 milliard euro.

Og dette i et af de fattigste lande i Europa – under en igangværende krig! Dette i et land, som har et kritisk behov for økonomisk bistand, og hvor 60% af dette års statsbudgets indtægter stammer fra udenlandske midler – hovedsageligt fra USA og EU.

Dette betyder, at Europas og USAs skatteyderes penge nu anvendes blandt andet til en massekampagne for omdøbning af Ukraines gader og torve til ære for nazi-kolloboratører og nynazister.

Jeg tror ikke, de fleste indbyggere i ”Donor-landene” ville være enige i denne brug af deres penge. Men det ser ud til, at de, ligesom de fleste af Ukraines indbyggere, ikke ­bliver spurgt om, hvad de mener.

Back To Top

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk