Mulig svindel med brændstof i militæret
Der har altid været stor mystik om brændstofforbruget i militæret. Der kan ikke være mange, der gennem årene har aftjent deres værnepligt, som ikke har undret sig over hovedløst lange køreture, specielt når der var de såkaldte øvelser.
Spurgte man, hvorfor vi kørte rundt og rundt og frem og tilbage, var det uklare svar, at hvis man skulle have samme kvoter næste år, skulle der brændes noget benzin af. Sådan var det bare. Om det er anderledes nu til dags, hvor man har flyttet øvelser i krig til andre himmelstrøg, vides ikke, men mon ikke alt er ved det gamle.
Når det bliver for meget af det gode
Nu har en whistleblower så givet Rigsrevisionen et tip om, at ansatte ulovligt tanker brændstof til privat brug.
Militæret har 7.460 tankkort, som både kan bruges på militære og almindelige tankstationer. Ifølge Rigsrevisionens seneste tal var der i 2019 et forbrug på 32 mio. kroner på brændstof til militærets køretøjer.
Er der hul i tanken eller hvad?
Undersøgelsen viser også, at der i 2019 var 21.000 transaktioner på almindelige tankstationer, hvor det ikke er muligt at se, hvem der har tanket.
Det har betydet, at der er eksempler på overtankning af militærets køretøjer – en overtankning betyder, at en ansat har fyldt mere benzin på et køretøj, end der kan være i køretøjets benzintank, så noget er helt galt, eller er der hul i tanken på køretøjerne?
Mulighed for at tanke gratis
Den manglende kontrol giver med andre ord mulighed for, at ansatte i militæret kan tanke benzin og diesel på skatteborgernes regning, og set i lyset af de mange andre svindelsager, som militæret på det seneste har haft, er der stor chance for, at der også i denne sag er noget at komme efter.
Lidt underligt er det, at det så vidt vides kun er DR, der sparsomt har belyst sagen.
Peter Just