Skip to content

Munter digtsamling med samfundsengagement

Af Margit Andersen

[KOMMUNIST 8-9 2023] Vi er vist ikke så få, der har et lidt anstrengt forhold til at læse digte. Det har noget at gøre med, at de ofte forekommer noget subjektive, følsomme og tågede og derfor svære at kapere for mere nøgterne gemytter.

Men sådan er de jo ikke over én kam. Tænk bare, uden sammenligning, på digtere som Bert Brecht, Benny Andersen og Carl Scharnberg. De går bare lige ind, og det samme er tilfældet med Niels Erik Danielsens nysudkomne digtsamling ”De første, de kærlige og alle de andre digte”.

Niels Erik Danielsen var oprindeligt jord- og beton­arbejder, har senere beskæftiget sig med arbejdsmiljø og sideløbende skrevet digte, som bl.a. har været offentliggjort i Carl Scharnbergs ”Uofficielle Synspunkter”.

Et udvalg af tidligere trykte digte samt helt nye er nu samlet i denne bog, der som forfatteren skriver i forordet kunne have haft titlen ”De digtede tegninger” eller ”De illustrerede digte”, for sammen med Verner Brems’ fine illustrationer er den blevet en perfekt symbiose af poesi og billedkunst baseret på livsglæde og samfundsengagement og krydret med Danielsens evne til at lege underfundigt med sproget.

”De første” handler om nuet og tiden, ”De kærlige” om at putte sig hos den elskede bag grantræets skygge og udveksle tungekys, og så følger ”Alle de andre” om miljø, politik, klasser, social arv, mobning og arbejdsskader.

Ud i verden kommer vi også, til Vietnam, Nicaragua og Cuba. Afslutningen er en hyldest til en række af de beskæftigelser, der kaldes håndens arbejde, og som er så livs­nødvendige for os alle sammen.

Alt i alt er det en smuk lille bog med korte tekster, der giver stof til lang eftertanke i forhold til den verden, vi lever i, og de udfordringer vi står over for. I digtet ”I mindet om Carl Scharnberg” drømmer Danielsen om en kuvert fra Vrå med kampgejst og mod, og det er netop, hvad man ­møder her både i ord og i tegninger, tilsat en befriende humor.

De første, de kærlige og alle de andre digte. Digte og illustrationer af Niels Erik Danielsen og Verner Brems. Forlaget Galleribrems. 73 sider. 200 kroner

Back To Top

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk