Når priserne stiger

Af Lilli Rodeck

[KOMMUNIST 11-2024] Mange børnefamilier, pensionister og folk på overførselsindkomst kan ikke forstå, at inflationen skulle være faldet, når priser på mad, medicin og transport er steget voldsomt inden for kort tid.

Følgerne er, at mange får ringere kost med konsekvenser for kroppen. Kød er nu så dyrt, at mange må ty til ulødige produkter, selvom det er vigtigt at få de proteiner, kødet indeholder. Mælk, ost og andre vigtige fødevarer er også gået voldsomt op i pris.

Priserne på medicin har også fået et nyk opad. Det betyder, at mange må gå fra apoteket uden den medicin, lægen har ordineret.

Transport er blevet dyrere. Især ude i landområderne er flex blevet meget dyrere. En handicap flex er blevet så dyr, at man kommer til at betale 60 kr. for at kunne komme ud at handle.

For kort tid siden var der en jubelnyhed, som fortalte, at lønmodtagere nu havde indhentet prisstigningerne på grund af lønstigningerne.
Men virkeligheden er helt anderledes for de fattigste familier, som måned efter måned må se, at deres penge mister værdi. Grunden er, at Folketinget har vedtaget at udsulte folk på overførselsindkomst, så de bliver motiveret til at tage et arbejde. Men hvorfor skal det ramme så skævt, som det gør?

Folkepensionister og førtidspensionister skal gå og vente to år, før pensionerne reguleres efter lønstigninger. Inflationen gør, at disse grupper må skynde sig ned i supermarkedet den dag, de får penge, for man ved ikke, om priserne stiger mere efter den 1. i måneden.

Det får én til at tænke på Erich Maria Remarques roman: “Den sorte obelisk”, som handler om superinflationen i mellemkrigstidens Tyskland.

Kommunisterne kræver momsen væk på mad og medicin. Herudover mener DKP, at overførselsindkomsterne umiddelbart skal følge lønstigningerne.

Som det er nu, lider mange af et dårlig heldbred, og det kan komme til at blive dyrere for samfundet.