Når skolen bliver en skærm
Af Rikke G.F. Carlsson
Der er ingen tvivl om, at det er svært at være elev og skolelærer i disse nedlukningstider.
Det giver selvfølgelig en masse frustrationer, diskussioner og ikke mindst erfaringer. Men det vigtigste er altid at holde øje med de svageste elever, de der ikke har forældre med kompetence til at hjælpe. Det er også vigtigt at holde øje med lærernes trivsel. Disse to punkter er de vigtigste at kere sig om i denne situation.
For skolelærerne er det en helt ny måde at undervise på. Der er ingen erfaringer med at rumme en klasse, holde fagligheden, være opmærksom på, at alle er med – på en skærm. Går man ind på folkeskolen.dk og læser nogle af de blogge, som skrives der, er man ikke i tvivl om frustrationen.
En skriver: ”Samtidig virker det til at være svært for eleverne at engagere sig i undervisningen, fordi undervisningen netop er rykket ind i deres private sfære. Pludseligt udgør undervisningen en trussel for deres privatliv og overtager deres oprindelige fysiske pusterum. Hvor skal man så gøre af sig selv? ”.
Andre eksempler kommer her: ”Eleverne tillader sig – ubevidst – at lave deres egne regler, fordi de ikke befinder sig klasseværelsets fællesskab, altså undervisningens normale rammer og på den måde bliver det hele lidt overflødigt”.
Hjemme på arbejde
En skolelærer, som sidder hjemme og skal passe sit arbejde, samtidig med at børnene også er hjemme, skriver fortvivlet:
”Jeg græd i tirsdags. Jeg græd, fordi jeg var flov. Jeg havde netop råbt ad mine bonus-piger. Og jeg græd, fordi jeg var stresset. Og afmægtig. Og fordi jeg ikke orkede mere hjemsendelse og fjernundervisning. Dagen efter kom pressemødet med tre ugers forlængelse. Og så græd jeg lidt igen”.
Mange af indlæggene handler om at blive anerkendt og set af ledelsen. Mange mødes med fordomme om, at offentligt ansatte får løn ”bare” for at gå hjemme.
En lærer havde skrevet til sine kolleger og spurgt til deres oplevelser med at arbejde i denne tid. Han modtog næsten 20 tilbagemeldinger med udsagn som:
”Jeg var ved at tude i fredags, da min afdelingsleder kun spurgte til eleverne og ikke til os lærere”. ”Jeg har altså sjældent den der følelse efter en online-lektion af, at jeg er en god underviser”.
Nogle er på arbejde
Fra speciallærere lød det: “Vi er en usynlig glemt gruppe. Mange i samfundet ved slet ikke, vi er på job”, mens en kollega fra en naboskole fortæller, at hun underviser op til 15 elever fysisk på skolen samtidig med, at hun underviser resten online!
Der træffes mange beslutninger derude blandt ledelserne, men det er vigtigt at slå fast med Gordon Ørskov Madsens ord: ”Man kan ikke have de samme forventninger til elevernes udbytte af undervisningen, vi kan ikke levere det samme, som vi normalt kan.” Og det skal politikerne lytte til.
Hvornår lærer man det
Som om det ikke er nok, så er erhvervslivets organisationer begyndt at blande sig i uddannelsesdebatten.
Aktører som Dansk Erhverv, Tænketanken DEA og Dansk Industri har løbende analyser og anbefalinger vedrørende alt fra grundskole til videregående uddannelser. De taler om ”fagligt efterslæb” og ”læringstab” hos de hjemsendte elever. Ikke et ord om trivsel. – kun ynk for konkurrence-evnen.
Tryghed og nærhed
Endelig har vi som samfund en chance for at bruge denne tid til at lette presset på den evige jagt efter at bestå, og måske for en gang skyld lære at fordybe sig. Tænk hvis Pernille Rosenkrantz-Theil kunne give ro og klarhed om forventningerne til afgangseksamen?
Politikerne og lederne skal se, at det her koster. Mange sulter efter at blive set og hørt, når de sidder alene derhjemme og prøver at holde skole inde i en fire år gammel, kommunalt udleveret Dell computer, uden føling med, om de elever, de underviser, overhovedet har en chance for at bestå.
Danske Skoleelever har også udtalt, at de bestemt ikke synes, at hverdagen er nem lige nu. De fortæller, at mange føler, at de sejler i egen sø.