Nære digte fra en fjern tid

Af Margit Andersen

”Uden for tiden” er titlen på Arne Herløv Petersens samling af klassiske kinesiske digte, og den kunne ikke være mere velvalgt. Digtene, der er skrevet i tiden mellem år 300 og 1300, er så friske og aktuelle, at de kunne være skrevet i dag.

Det er tankevækkende, at i en tid, hvor harniskklædte kæmper her i norden ridsede runer i sten og drak mjød i stride strømme, i hvert fald efter overleveringen, sad der i Kina mænd og sågar kvinder og skrev digte med pensel og tusch på bambus eller silke, mens de vederkvægede sig med te eller vin. Interessant er det også, at man allerede dengang i Kina havde sans for litteraturens betydning og derfor gav en form for statsstøtte til digterne. For at blive embedsmand skulle man bestå en krævende eksamen, hvori indgik at sætte sig ind i de lyriske regler og skrive digte. Mange embedsmænd blev derfor digtere, og ikke sjældent var pligterne ikke tungere, end at der blev rigelig tid til at udfolde sig i den kunst.

Embedsmændene var selvsagt mænd, men der var også kvinder, der skrev digte. Det kunne være hofdamer, nonner, kurtisaner eller hustruer til velhavende mænd. For os er det ikke muligt ud fra et kinesisk navn at bestemme kønnet på en person, men det er ikke svært at gætte det ud fra digtenes indhold. Kvinderne skriver mere følsomt om kærlighed, svigt og skuffelse og om, hvor svært det er at komme til orde som kvinde.

Mændene beskæftiger sig sjældnere med intime forhold mellem kønnene, men der er dog ret frimodige digte om de sager, som det der skildrer stunden efter favntaget, hvor jadestaven er blevet blød.

Det var almindeligt, at embedsmænd blev udstationeret til fjerne egne, og mange af digtene handler om sorg og savn ved at være adskilt fra kone og børn. En del fortæller om dagligdags ting, som faderen der er sur på sine teenage-sønner. En er doven, to er dumme og en er småkriminel. En anden beskriver, hvordan det føles, når tænderne begynder at falde ud en efter en og undertiden flere på en gang, og man så trøster sig med, at blød mad smager bedst.

Og så er der igen forbløffende, fordi vi tror, at kritik af ulighed i samfundet og modstand mod krig hører en nyere tidsalder til, ikke så få digte med det tema.

Du Fu skrev i 700-tallet om de tvangsudskrevne soldater, der må tage afsked med familien, fordi kejseren vil udvide sit rige, og spørger om, hvordan man kan smede våbnene om til hakker og plove. Bao Juyi (772-846) sidder i en kold vinter lunt og godt inden døre og skammer sig, for udenfor lever de fattige, der mangler alt, og han tænker: ”Hvad er jeg dog for et menneske?” Lu You (1125-1209) krymper sig ved tanken om, at han bliver fodret af regeringen for en lille indsats, mens mænd i trædemøller vander markerne. I dag tales der meget om kød versus grøntsager, men her fremgår det, at det allerede var noget, de gamle kinesere gik op i.

I forordet fortæller Arne Herløv Petersen om sin tilgang til denne gendigtning, som er noget af en gave i en tid, hvor man kan synes, at verden er af lave. Af disse gamle digte fra den anden side af jorden fremgår det, at det har den altid været, men at den også byder på meget at glæde sig over, både i det store og i det små.

Arne Herløv Petersen: Uden for tiden. Klassiske kinesiske digte. Det Poetiske Bureaus Forlag. 470 sider. 200 kroner