Nærhed blev til fjern afstand

Af Lilli Rodeck

Da kommunesammenlægningerne blev gennemført, blev en række områder, som før var tilknyttet amterne, flyttet ud til kommunerne. Begrundelsen var, at kommunerne var tættere på borgerne.

Handicap-, børne- og misbrugsområdet har kommunerne kæmpet med. Ønsket om tilfredse borgere har kommunerne udliciteret. 

Men samtidig med kommune-sammenlægningerne blev kommunerne udsat for kraftige besparelser. De skiftende regeringer har holdt kommunerne i en fast økonomisk spændetrøje. Det ses især på handicapområdet, hvor kun de ressourcestærke magter at anke.

Private tilbud

Kravet om evige besparelser har fået kommunerne til at benytte private tilbud i form af bosteder. Kommunerne sikrer sig ikke, at botilbuddene lever op til de krav, som burde være en selvfølge. Bostederne er ikke gearet til at rumme den enkelte borgers behov. Flere artikler i dagbladene og tragiske episoder viser, at kommunerne ikke magter at føre tilsyn.

Mange bosteder har beboere med forskellige diagnoser og pædagogiske behov. Men personalegruppen er oftest ufaglært inden for pædagogik og psykiatrisk viden. Og selv om enevagter er imod Arbejdstilsynets anvisninger, er det normen. Og ofte sker der utilsigtede hændelser, fordi enevagten ikke kan give beboerne den kvalitet, de har krav på. 

Mange pårørende har det skidt med de tilbud, deres kære kan få. Flere klager over de alt for mange vikarer. Det er umuligt at gennemføre forløb, når der sker så store udskiftninger af personale. 

Udbrændte voksne

Det går også ud over tilknytningsevnen. Børn, som anbringes uden for sit eget hjem, oplever ofte voksne, som er udbrændte. Hvor børnene har brug for troværdige voksne, møder de ufaglærte vikarer, som ofte går i sort og ender med at slå eller true de børn, som har mere brug for knus og forståelse. 

Det er trist, at børn oplever det samme, som børnene gjorde i deres forældres og bedsteforældres tid. Det er også rystende, at børn fjernes fra et hjem, hvor den eller de voksne ikke formår at give barnet omsorg og en sund voksenkontakt. 

Derfor er det ganske uforståeligt, at politikerne i kommunerne ikke reagerer omgående. Tværtimod ender det nok med, at det går i glemmebogen. Den kommunale glemmebog må nu være så stor og tung, fordi der ikke reageres på de forhold, hvor det offentlige Danmark udsætter børnene for omsorgssvigt.

Omsorgssvigt gælder overalt på børne-, handicap- og misbrugsområdet. Det sørgelige er, at kommunerne skaber fremtidens skrøbelige mennesker. Mange ender i misbrug og i bandemiljøer. Da de ikke har oplevet omsorg som børn, bliver det yderst svært for dem at yde omsorg som voksne.

Invester i fremtiden

Hvis politikerne var seriøse og ydede området, der omhandler mennesker, opmærksomhed og undlod besparelser samt krævede, at de private bosteder, der kun har ikke-uddannet personale, burde lukkes. Og de bosteder, der bliver ved med enevagter, skal også nedlukkes. 

Som det er nu, tjener de, der ejer bostederne, millioner. Ejerne kan leve et fedt liv, mens de handicappede og børnene lever, som man gjorde i 30’erne.

Ved at investere i børn kan kommunerne opbygge fremtidens voksne, som kan blive uddannede og evner at give deres egne børn kærlighed og omsorg.

Penge sparet nu er fremtidens udgifter.