NATO truer kinesiske værdier

Af Terje Alnes, Friheten

[KOMMUNIST 8-9 2022] Mens Kina ønsker fredelig sameksistens og kan opvise enestående resultater med menneskelig udvikling, repræsenterer NATO aggression og krig til forsvar for et økonomisk system, som har spillet fallit.

Verden har derfor brug for flere af Kinas værdier og mindst muligt af NATO’s.

Topmødet i Madrid

NATO’s topmøde i Madrid sikrede enighed om et nyt strategisk koncept. Det skal udgøre grundlaget for, at NATO i 2030 bliver ved med at være stærkt militært, bliver endnu stærkere politisk og bliver mere global. For de 30 vestlige NATO-lande er hele kloden en interessesfære. Alle regionale magter, som står i vejen for NATO’s herredømme, kan regne med at blive mødt med aggression.

For første gang er Kina udpeget som en strategisk udfordring:

”Folkerepublikken Kinas uudtalte ambitioner og tvangspolitik (coercive policies) udfordrer vore interesser, sikkerhed og værdier… Den stræber efter at undergrave den regelbaserede internationale orden, både i rumlige, cyber- og maritime domæner. Det stadigt tættere strategiske partnerskab mellem Folkerepublikken Kina og Den russiske føderation og deres gensidigt forstærkende forsøg på at undergrave den regelbaserede internationale orden strider mod vore værdier og interesser… Vi vil øge vor fælles bevidsthed, styrke vor modstandskraft og beredskab og beskytte mod Kinas tvangstaktik og indsats for at splitte Alliancen. Vi vil stå op for vore fælles værdier og den regelbaserede internationale orden”.

Fra ”NATO 2022 Strategic Concept”

Sådan ser verden ud i ”omvendtland”, i dette tilfælde Madrid, hvor NATO’s ministre mødtes 29. og 30. juni for at modtage direktiver fra alliancens chefer i Washington. I modsætning til hvad NATO vil have os til at tro, truer Kina ikke et eneste NATO-land. Realiteterne er de stik modsatte, det er NATO, som reagerer med trusler og krigsforberedelser for at imødegå den økonomiske udfordring, som Kina repræsenterer for USA’s globale herredømme.

NATO’s fælles værdier og regelbaserede internationale orden

At opretholde ”en regelbaseret international orden” (på amerikansk) kræver en voldsom indsats. Tal fra i fjor viste, at USA og NATO-allierede har smidt mindst 326.000 eksplosiver på jorden i Mellemøsten og Afrika siden 2001. Det svarer til 46 bomber hver eneste dag de sidste tyve år.

De fleste krige, NATO-landene har engageret sig i, har været startet og opretholdt på løgne.  USA fører ”krig mod terror” på vegne af os alle i ikke mindre end 85 lande. Det voldelige hykleri er noget, alle andre stater end de 30+ lande i Verden, som deler de samme ”NATO-værdier” som os, har gennemskuet. De ved, at NATO repræsenterer aggression, krig og lidelse.

Under påskud af at værne vort dyrebare samfundssystem har vi dræbt 939.000 mennesker, ifølge tal fra ”Costs of War” projektet ved det amerikanske Brown University. 387.000 af de dræbte var civile. At langt over det dobbelte er døde indirekte som en konsekvens af disse krige, på grund af underernæring, ødelagt infrastruktur og miljøforringelser, skal med i regnskabet. Men den pris er vore ledere villige til at betale for at sikre vore interesser, værdier og regelbaserede internationale orden.

At 38 millioner mennesker har måttet flygte fra deres hjem som følge af disse -militære specialoperationer er beklageligt, men NATO lever godt med det (bare de ikke flygter ind over vore egne grænser). Trods alt er det vore dyrebare ”vestlige værdier”, som står på spil.

Til sammenligning har Kina ikke sluppet en eneste bombe over noget land i samme tidsrum.

Skal vi tage NATO alvorligt, viser dette bare, hvor udspekuleret manipulerende kineserne optræder i internationale relationer med deres stadige insisteren på handel, udbygning af infrastruktur og fredelig sameksistens. Som vi ser, lader NATO sig ikke narre. Vestens våbenfabrikker har derfor ordrebøgerne fulde for at imødekomme efterspørgslen fra kommende NATO-krige.

Kinesisk socialisme versus vestlig kapitalisme

Efter 2. Verdenskrig var USA verdens suverænt rigeste og mægtigste stat og stod alene for 50% af verdens BNP. Til sammenligning var Kina et af verdens fattigste lande, da Folkerepublikken blev proklameret i 1949, præget af udbredt underernæring, analfabetisme, udenlandsk dominans og teknologisk tilbageståenhed.

I løbet af de sidste 40 år er antallet af mennesker i Kina med indtægter under den internationale fattigdomsgrænse faldet med næsten 800 millioner.

Med dette har Kina alene bidraget med næsten tre fjerdedele af den globale reduktion i antallet af mennesker, som lever i ekstrem fattigdom, ifølge Verdensbanken.

På tærsklen til 2020 meddelte den kinesiske regering, at målet om at eliminere ekstrem fattigdom inden 2021 var nået. Så sent som i 2014 levede 100 millioner kinesere under fattigdomsgrænsen, syv år senere var tallet 0.

Kina er derfor soleklar verdensmester i fattigdomsbekæmpelse. At udrydde ekstrem fattigdom i et udviklingsland med 1,4 milliarder mennesker er uden tvivl ”historiens største præstation mod fattigdom” for at citere FN’s generalsekretær Antonio Guterres.

Den gennemsnitlige levealder i Kina var i 1975 62 år. I USA var den 71. I 2021 var forventet levealder i både Kina og USA 77 år.

Spædbarnsdødeligheden i Kina faldt fra 37,6 dødsfald pr. 1000 levendefødte i slutningen af 70’erne til 5,4 pr. 1000 i 2020. Dette er lavere end i USA, hvor den var på 5,69 pr. 1000 levendefødte.

I de kapitalistiske lande, hvor nyliberal økonomisk teori har domineret de sidste fyrre år, ser vi en alarmerende forøgelse i fattigdom og ulighed. Mens Kina erklærede krig mod fattigdom og gav hundredvis af millioner muligheden for at leve gode liv, erklærede USA og NATO krig mod Afghanistan, Irak, Libyen og Syrien og ødelagde livene for millioner af uskyldige civile. Typisk nok vil du lede forgæves efter ord som ”sult”, ”fattigdom” eller ”arbejdsløshed i ”NATO 2022 Strategic Concept”. NATO anerkender ikke nogen konkurrerende prioriteringer til militaristiske løsninger.

”Kun det socialistiske system kan udrydde fattigdom”, sagde Deng Xiaoping i 1987. Historien har vist, at han havde ret.

NATO er USA-kapitalismens militære gren

Økonomen Jeffery D. Sachs arbejdede i mange år indenfor det amerikanske regeringsapparat, hvor han bl.a. var en af arkitekterne bag den nyliberale chokterapi, som ramte Rusland med katastrofale konsekvenser i 1990’erne. I dag er Sachs en knaldhård og højrøstet kritiker af USA’s udenrigspolitik, hvor de neokonservative tager styringen.

I sin sidste artikel skriver han bl.a. følgende:

”Hovedbudskabet til de nykonservative er, at USA skal dominere med militær magt i alle regioner i verden og skal konfrontere fremvoksende regionale magter, som en dag kan udfordre USA’s globale eller regionale dominans, vigtigst Rusland og Kina. Til dette formål skal amerikanske militære styrker være på plads på forhånd på hundredvis af -militærbaser rundt om i verden, og USA skal være forberedt på at lede krige efter deres eget forgodtbefindende og eget behov”.

Det er resultatet af denne politik, vi er vidne til i Ukraine, og det er denne tænkning, som gør, at den USA-styrede NATO-alliance skal bruge store ressourcer på at modarbejde Kina, i værste fald med militære midler. Den nyere historie fortæller os med al mulig tydelighed, at Vesten har brug for flere af Kinas værdier og mindst muligt af NATO’s ”regelbaserede internationale orden”.