»NATO’s opgave« efterlader et ødelagt Ukraine

Af Aaron Maté, Friheten

[KOMMUNIST nr. 4-2023]  Mens Ukraines forsvarsminister erkender, at ”vi udfører NATO’s opgave” og at Ukraine kæmper en stedfortræderkrig, ser NATO’s stedfortræder­krigere bort fra tabene.

USA’s syn på militærstøtten

Ved præsentationen af den sidste militære bistandspakke til Ukraine – på 3,75 milliarder dollars, den største til dato – erklærede Det hvide Hus, at de amerikanske våben er til ”at hjælpe ukrainerne til at modstå russisk aggression”.

Ukraines syn på militærstøtten

Men ukrainerne ser som modtagere anderledes på det.

”Vi udfører NATO’s opgave”, sagde Ukraines forsvarsminister Oleksii Reznikov i et interview. ”De udgyder ikke deres eget blod. Vi udgyder vores. Det er derfor, de har pligt til at forsyne os med våben”. Reznikov tilføjede, at Ukraine ”forsvarer hele den civiliserede verden”.

At modtage en ­endeløs forsyning af våben fra NATO-lande, som ikke selv udgyder blod – bare for at opfylde NATO’s ”opgave” – er en træffende beskrivelse af Ukraines rolle i den USA-ledede stedfortræderkrig mod Rusland. Og som en af de mest standhaftige forkæmpere, senator Lindsey Graham, muntert spåede i juli, så bruger Ukraine det til at ”kæmpe til sidste mand”.

Ukraines økonomi

For Ukraine er omkostningerne ved at opfylde NATO’s opgave klart formuleret af de tidligere amerikanske ministre, Condoleeza Rice og Robert Gates. I dag, skriver parret, er Ukraines ”økonomi i ruiner, millioner af befolkningen er flygtet, infrastrukturen bliver ødelagt, og meget af landets mineralrigdom, industrielle kapacitet og betydelige landbrugsarealer er under russisk kontrol. Ukraines militære kapacitet og økonomi er nu næsten helt afhængig af hjælp fra Vesten – først og fremmest USA”.

I stedet for at se Ukraines krigshærgede, russisk-okkuperede, vestligt-afhængige tilstand som en grund til at søge en afslutning gennem forhandling, ser Rice og Gates faktisk diplomati som et resultat, der skal undgås.

Ingen våbenhvile

”Uden et stort ukrainsk gennembrud og succes mod russiske styrker, vil vestligt pres på Ukraine for at forhandle en våbenhvile vokse, efterhånden som måneder med militær stilstand går”, advarer de.

Rice og Gates konkluderer, at dette resultat vil være ”uacceptabelt”, fordi ”enhver forhandlet våbenhvile vil efterlade de russiske styrker i en stærk position til at genoptage invasionen, når de er klar til det”. Det er en mulighed.

En anden mulighed, som ikke er nævnt af forfatterne, er, at en forhandlet våbenhvile fører til en permanent våbenhvile. Dette ville også indebære at tage fat på årsagerne til lidelserne hos Ukraines etniske russiske befolkning – den direkte årsag til Donbas-krigen efter 2014, som gik forud for Ruslands invasion – ligesom at tage fat på Ruslands mangeårige sikkerhedsbekymringer om NATO-udvidelse og avancerede våben ved landets grænser.

Macrons kommentar

I sidstnævnte sag er Kreml langt fra den eneste stemme. ”Et af de vigtigste punkter, vi må tage op, er – som præsident Putin altid har sagt – frygten for, at NATO står lige på deres dørtrin, og at våben placeres, hvor de kan true Rusland”, sagde Frankrigs præsident Emmanuel Macron i forrige måned.

Macrons ­kommentarer ”syntes at gå langt videre, end hvad USA har tilbudt Rusland”, bemærkede New York Times. Som defineret af flere højtstående amerikanske embedsmænd helt op til præsident Biden, er ”NATO’s opgave” ikke at forsvare Ukraine, men at bruge det som en stedfortræder til at ”svække” eller til og med forårsage en regimeændring i nabolandet Rusland.

Flere våben

Følgelig må udsigterne til en forhandlet våbenhvile annulleres. Rice og Gates hævder, at USA og landets allierede ”snarest må tilføre Ukraine en dramatisk øgning af militære forsyninger og kapacitet”. De advarer om, at en undladelse af dette kan føre til et scenario, hvor ”der kræves mere af NATO og USA”.

Foreløbig kan dette heldigvis undgås, fordi USA har ”en beslutsom partner i Ukraine, som er villig til at bære konsekvenserne af krig, så vi ikke selv behøver at gøre dette i fremtiden”. For stedfortræderkrigen er der faktisk ingen bedre ”partner” end en, som ”er villig til at bære konsekvenserne af krig”, som drives frem af lande langt borte.

Bakhmut

Ukraine ”har nu høje tab på Bakhmut-Soledar-fronten, og har hurtigt tømt mandskabet i flere brigader, som blev sendt dertil som forstærkninger den sidste måned”, rapporterer Wall Street Journal. ”Vestlige – og nogle ukrainske – embedsmænd, soldater og analytikere bekymrer sig i stigende grad om, at Kyev har tilladt sig selv at blive suget ind i kampen om Bakhmut på russiske vilkår, og har mistet de styrker de har brug for til en planlagt forårsoffensiv, mens landet hårdnakket klamrer sig til en by med begrænset strategisk relevans”. Ifølge en ukrainsk kommandant på slagmarken favoriserer ”vekslekursen med at bytte vore liv for deres, russerne. Hvis dette fortsætter, kan vi nå bunden”.

Dødstallene i Ukraine

Den herskende ligegyldighed overfor dødstallene i Ukraine blev for nylig understreget, da EU-kommissionens præsident Ursula von der Leyen, lavede den fejl at erkende det. I en tale bemærkede van der Leyen, at Ukraine har mistet 20.000 civile og 100.000 soldater siden Ruslands invasion i februar. Det ukrainske militær klagede over, at dette var ”klassificeret information”, hvilket medførte, at van der Leyens kontor redigerede tallene ud af videoen med hendes bemærkninger.

Så her – mere end et år efter krigens begyndelse – har NATO’s tilhængere af stedfortræderkrigen ingen interesse i at stoppe blodsudgydelsen, til trods for den åbne erkendelse af, at deres opgave er at bidrage til at ødelægge det land, de hævder at forsvare.