Nedslag i Ukraines historie

Fortsættelse fra KOMMUNIST nr. 3

Af Aksel Carlsen

[KOMMUNIST 4-2025]

Hvad er Majdan?

Tre påstande om Majdan-oprøret i Kiev (november 2013 – februar 2014) lyder, at det var folkeligt, fredeligt og endte med ”et legitimt regimeskifte”. Hertil i korthed:

a) ”folkeligt” var det vel i starten, da tusinder af Kievs studerende og forretningsdrivende – af ukrainsk, russisk og anden etnicitet – samledes i bymidten. De var dog ikke repræsentative for hele Kievs eller det splittet lands befolkning.

b) ”fredeligt” var oprøret kun i kort tid. Mod politiet – der flere gange forsøgte at opløse forsamlingen. Der blev der kastet sten og molotov-cocktails. Kort efter oprørets start besatte højrenationale paramilitære grupper to og derefter yderligere ni bygninger på Uafhængighedspladsen (Majdan), bl.a. borgmesterkontoret, hovedpostkontoret, den faglige LO’s hovedkvarter og hotel Ukraina.

Den ukrainsk-canadiske forsker Ivan Katjanovski har dokumenteret, at højreradikale skarpskytter skød fra disse bygninger – både på demonstranter og på politi for at skabe panik. Flere kilder har berettet om indbrud på hærens våbenlagre. I storbyen Lviv stjal Euromaidan-tilhængere over 1000 stk. våben. I Ivano-Frankivsk stjal de tre maskingeværer, 268 pistoler og 90 granater.

Højreradikale Majdan-aktivister overfaldt den flygtende præsident Janukovitjs bilkortege, partiers kontorer og den kommunistiske partiformand Simonenkos bolig. De var i april 2014 blandt de første, der tilsluttede sig det nye styres såkaldte ”Anti-terror-operation” (ATO) i Donbas.

c) Det påstås, at kuppet 22. februar ”var legitimt, fordi der var opstået et magttomrum”. Men præsident Janukovitj havde dagen før undertegnet en aftale, der – bevidnet af vestlige toppolitikere – kom oppositionen i møde. Da politiet efter aftalen trak sig væk fra Majdan, stormede væbnede højreradikale grupper regeringsbygninger. Dagen efter blev Janukovitj – i strid med forfatningen – afsat af parlamentet, og en pro-vestlig kupregering blev dannet med Vestens accept.

Majdans bagmænd

Siden 2014 har Kiev-styret og Vesten skabt en heroisk myte om Majdan. Man glemmer bagmændene: oligarker, der øjnede en mulighed for at få den magt tilbage, de havde haft i 00’erne under den nationalliberale præsident Jusjenko, med støtte og dollars fra ”demokratifonde”, USAID, Soros samt vestlige ambassader til NGO’er og ukrainske medier.

USA’s viceudenrigsminister Victoria Nulands pralede med, at USA havde ”ofret over 5 milliarder dollars til støtte for Ukraines demokrati”. At disse sponsorer ikke var drevet af altruisme, ses nu, når præsident Trump kræver, at Ukraine skal betale tilbage. Utallige smarte ukrainske mellemmænd (herunder politikere og embedsfolk) har tjent godt på den ”støtte”.

ATO mod Donbas

Som reaktion på kupregeringens første skridt blev der oprør i flere byer i Syd- og Østukraine med krav om regionalt selvstyre og respekt for det russiske sprog. Det nye styre betegnede fra starten befolkningen i Donbas som terrorister. ATO-operationen mod oprørsrepublikkerne er fortiet af de danske medier.

Under borgerkrigen i Donbas er over 10 tusinde soldater og civile blevet dræbt fra 2014 til 2022. Ikke et ord om, at det var lokale selvforsvarsstyrker, der i begyndelsen primært bestod af russisksindede civile, især kulminearbejdere, der tog kampen op mod Kievs styrker.

Kievs styrker omfattede ikke kun hæren, men også paramilitære militser, der ifølge tidligere NATO-oberst Jacques Baud bl.a. bestod af ukrainske højrenationalister og udenlandske lejesoldater af 19 nationaliteter. I 2020 udgjorde de omkring 40 procent af de ukrainske styrker og talte, ifølge Reuters, over 100.000 mand. De var bevæbnet, finansieret og trænet af USA, Storbritannien, Canada og Frankrig.

Højreradikale nationalister

Råbet ”Slava Ukraine” (Ære til Ukraine) og svaret: ”Herojam slava” (Ære til heltene) lød på Majdan. Første del af dette råb blev brugt i et digt fra 1800-tallet af nationaldigteren Taras Shevtjenko. Men anden del er en tilføjelse fra ukrainsk nazi-miljø.

Da den nazistiske bevægelse i 1930’erne blev splittet, råbte den ene gren ”Ære til Føreren”. Den anden gren, der blev ledet af Stepan Bandera, brugte det nævnte råb, der nu høres ved demonstrationer i Ukraine og i Vesten. I Danmark råber nogle danske venstreorienterede disse nazisters kampråb i misforstået solidaritet.

Har de ukrainske nynazister og højreradikale da nogen politisk indflydelse, når de har så ringe valgresultater? Men siden 2014 har de faktisk sat den nationale dagsorden. Straks efter Majdan fik flere af deres ledere nøgleposter i kupregeringen, i retsvæsenet, kulturlivet og i medierne.

De stod især bag spredning af den radikale udgave af ukrainsk nationalisme, der havde historisk grobund i Vestukraine og i ukrainske exilkredse. Den knyttes til ideologer som Dontsov og Bandera. Deres voldelige enheder med forbindelser til Ihor Kolomojskij og andre oligarker har skabt et hårdt pres. Det var dem, der sammen med fodboldfans, stod bag mordbranden i Odessa den 2. maj 2004.

Men når mange ukraineres patriotiske retorik i dag ligner højrenationalismens, betyder det dog ikke, at de alle er nynazister.

Arbejderklassen og venstrefløjen

I mangel af information spørges der tit efter Ukraines venstrefløj og arbejderklassen. Årtier med oligarkernes overmagt og vild privatisering har opsplittet Ukraines arbejderklasse. Fagbevægelsen er i dag et vedhæng til det politiske styre. Små, men slagkraftige fagforeninger har trange kår, men yder juridisk bistand til arbejdere. Det sociale grundlag for den politiske venstrefløj er smuldret.

Før krigen var det mest folk over 50, der var medlemmer af Kommunisterne fra UKP, Arbejdernes Front og Kommunistisk Forbund samt socialisterne og partiet Progressive Socialister. Yngre kræfter var samlet omkring sociale medier, mindre læseklubber og partiforberedende grupper. Blandt dem var både ungkommunister, socialister, trotskister og anarkister.

Efter Majdan blev UKP, der i 1990’erne var blandt de største partier, forfulgt. Mange medlemmer blev fængslet. De fleste har ikke ønsket at deltage i krigen og flygtede til Rusland eller til Vesten. Så vidt vides, er det under krigen kun nogle trotskister (som Enhedslisten støtter), der har meldt sig til den ukrainske hær. Hverken kommunister eller Venstrekræfternes Forbund støtter styrets krigspolitik.

Allerede før krigen blev 11 partier forbudt. Kommunister, socialister og socialdemokrater blev for deres systemkritik erklæret som ”pro-russiske” og ”statsfjendtlige”. Tidligere var Krim og Donbas venstrefløjens vælgermæssige højborge. Nu da disse områder er en del af Rusland, er der p.t. intet massegrundlag for ukrainske venstrekræfter.

Er Ukraine et demokrati

Ukraine kan ikke betegnes som en demokratisk stat. Bevares, der blev før krigen afholdt valg. Men allerede dengang var landet forgældet og afhængigt af vestlige donationer; paramilitære enheder udfordrede statens voldsmonopol; der blev begået stribevis af politiske bestillingsmord. Vedvarende korruption har nedbrudt samfundet fra top til bund. Alt dette blev en udfordring for det formelle demokrati, som under krigen er suspenderet.

Efter bruddet med Sovjetunionen fik Ukraine ikke etableret en retsstat eller opbygget et system, der favnede borgerne i en fælles identitet. Det er ikke Rusland, der har splittet Ukraine, men landets egne eliter. Disse fulgte snævre interesser – og det i et land, der historisk og etnisk er et kludetæppe. Allerede inden krigen var landet en fejlslagen stat med en autoritær præsident, der nu ofte styrer uden om parlamentet.

En ”uprovokeret krig”?

Fra krigens første dag fortalte medier og politikere, at Ruslands invasion i 2022 var ”uprovokeret”. Glemt er borgerkrigen siden 2014. Glemt er også den sikkerhedspolitiske baggrund.

For medierne er konflikten mellem Vesten og Rusland en kamp mellem det gode og det onde. De mente, at Sovjets opløsning havde åbnet for ”en fredelig og demokratisk” verden domineret af USA. Nemlig USA’s unipolære strategi med NATOs østudvidelse, som blev godkendt af præsident Clinton.

I løbet af 1990’erne optrådte USA’s flåde i Sortehavet, hvilket Rusland så som en reel udfordring. Krim-halvøens kommunister stod i de år bag protester imod ukrainsk militærsamarbejde med USA (oprettelse af NATO-kontor i Kiev, omskoling af Ukraines topofficerer i USA og modernisering af Ukraines hær).

Medier og politikere har bagatelliseret NATO’s østudvidelse, Vestens bombardement af Ruslands broderfolk i Serbien (1999) og opstillingen af missilsystemer i Polen og i Rumænien. USA’s følgende ensidige opsigelse af vigtige nedrustningsaftaler gjorde Rusland oprørt. Ifølge Kreml krænkede det efterkrigstidsordenen i Europa, som var aftalt ved den tyske genforening. Det øgede russisk frygt for et NATO-overraskelsesangreb.

Siden München-konferencen (2007) har Vesten hånet Ruslands opfordringer til en global fælles sikkerhedsordning. Glemt var, at Rusland samarbejdede med og søgte optagelse i NATO, samt at Rusland var blandt de første, der efter 9/11 tilbød USA samarbejde mod international terrorisme.

Efter statskuppet i Kiev (2014) var Minsk-aftalerne – som blev støttet af FN’s sikkerhedsråd – en chance for fred. Vesten og Kiev skrev under, men gjorde intet for at gennemføre aftalen.

Senere indrømmede Frankrig og Tyskland, der var ansvarlige for aftalen, at de havde skrevet under for at få tid til at opruste Ukraine.

I 2022 så Rusland dog næppe invasionen som et erobringsprojekt, men som et forsøg på at stoppe Ukraines integration i NATO. I april 2022 afviste Zelenskij, at støtte det kompromis, som hans fredsforhandlere og Rusland var nået frem til i Istanbul. Resultatet blev en tragisk krig mellem broderfolk.