Nedslag om Ukraine (1. del)

Medierne nedtoner og fortier meget angående krigen i Ukraine. Mangel på faktuel viden kan føre til, at man moraliserer og følger den politisk korrekte mainstream. I korte nedslag forsøger jeg at imødegå nogle af mediernes udbredte påstande om baggrunden for krigen. Her bringes de første to.

Af Aksel V. Carlsen

[KOMMUNIST 3-2025]

1.Ukraine og ukrainere

Vi hører om ”solidaritet med Ukraine og ukrainerne”, eller at ”når Ukraine anmoder…” Men: hvad er Ukraine og ukrainere?

Når der tales om Ukraine som stat, peges ofte på, at dens grundlag er Kiev Rus (800-1100-tallet), kosakrepublikken Zaporizja Sitj (1500–1700-tallet) eller Ukraines Folkerepublik (1918-1920). Men mellem disse forsøg på statsdannelser er der hverken politisk eller territorial sammenhæng, heller ikke i forhold til nutidens Ukraine.

Oprettelsen af en selvstændig ukrainsk rådsrepublik blev proklameret i 1918 i industribyen Kharkiv. Denne republik var efter borgerkrigen i 1922 medstifter af Sovjetunionen. Ukraines internationalt anerkendte udvidede territorium omfattede ved Sovjetunionens opløsning i 1991 både Donbass (tilsluttet i 1918-1919), Vestukraine (tilsluttet i 1939-40) og Krim (i 1954). I dag er staten Ukraine dog splittet og genopstår næppe som før. Selv præsident Zelenskij kræver nu i sine daglige tv-taler ikke længere Ukraine tilbage til 1991-grænserne.

At Ukraine er en stat, er der ikke tvivl om. Men kan det betegnes som nationalstat? Altså en stat tilhørende en nation med fælles sprog, historie og identitet? Næppe, fordi landets forskellige dele ikke udgør en enhed i sprog, historie, religion og kultur.

Ukraine er et multietnisk land med et russisk, ungarsk, jødisk, græsk og andre mindretal. Derfor er det vigtigt at sondre mellem ukrainere som etnisk gruppe og som statsborgere. Ukrainske statsborgere er f.eks. også de politiske fanger og de, der er flygtet til Krim/Rusland.

Men omfattes de af vores solidaritet? Hvad med ukrainske statsborgere i Donbass, der allerede fra 2014 til 2022 blev bekriget af det nye Kiev-styre? De lokale, der i Ukraine betegnes som russere, er russisk­talende ukrainske statsborgere, hvoraf mange er russisksindede men ikke derfor tilhængere af Putin. Så det er misvisende at tale om, at ”ukrainerne kæmper mod russerne”.

Hidtil har det været det russiske sprog, der bandt det multietniske land sammen. Det har for de fleste ukrainere været deres fælles sprog. At en ukrainsk statsborger i dag taler russisk, betyder ikke, at han/hun ønsker at blive ”befriet” af Rusland. Mange, selv de, der i den pågående krig er helhjertede ukrainske patrioter, taler i det daglige russisk – trods de love, som diskriminerer dem. Bemærk, at i tv-interviews fra fronten, taler ukrainske soldater ofte russisk.

Når man siger, at ­”krigen må afgøres af ukrainerne”, glemmer man da ikke de mange politisk aktive, der er gået under jorden eller har valgt at tie eller de 8 millioner, der er flygtet (FN-tal fra 2023)?

Når man siger, at ”ukrainerne har god grund til at reagere mod russerne, fordi de jo blev undertrykt af sovjetmagten”, må man huske, både at de fleste medlemmer af den sovjetiske politiske ledelse faktisk var ukrainere, samt at mange tusinder ukrainske statsborgere voksede op og fik deres uddannelse i Sovjet eller kæmpede sammen med russere mod Nazityskland.

De husker måske hungersnøden (1932–33, også kaldet Holodomor), og de ved i hvert fald, at Ukraine netop under sovjetmagten udviklede sig fra agrarland til moderne industriland og gennemgik en kulturrevolution med udryddelse af analfabetisme. I perioder foregik endda – for første gang i landets historie – en ”ukrainisering” med ekstraordinær politisk satsning på udbredelse af ukrainsk sprog og kultur. Endelig var det som sovjetisk unionsrepublik, at Ukraine i 1945 fik selvstændig præsentation i FN. Men meget af dette bliver nu fortrængt.

2.Krigens start

Det er forkert at sige, at ”krigen begyndte, da Igor Strelkov (Girkin) den 12. april 2014 overtog magten i byen Slavjansk i Donbass”. Ingen tvivl om, at hans væbnede gruppe af russiske højre-nationalister spillede en rolle i Donbass i foråret 2014. Men intet peger på, at de var styret fra Moskva, eller at de startede krigen.

Begrebet ”krig” er sam­mensat. Den omfatter både Ruslands invasion i 2022, men også konfrontationen mellem Rusland og USA/­Vesten samt den ukrainske borgerkrig, der brød ud i 2014. Husk på, at der jo fra starten af 2014 – altså før Strelkov-gruppens ankomst – var lokale oprør i Donbass, Krim, Kharkiv, Mariupol, Odessa og andre steder mod det nye ­Kiev-styre.

Disse lokale oprør fik forskelligt indhold og forløb. Kun i Donbass og på Krim lykkedes det de russisk­sindede oprørere at blive et politisk selvstændigt subjekt. I begge tilfælde afspejlede det et bredt lokalt ønske, først om regionalt selvstyre og – da dette blev overhørt af styret i Kiev – senere om tilnærmelse til moderlandet Rusland. Men selve borgerkrigen begyndte allerede, da der blev tilført våben til (og af) Majdans velorganiserede højreekstremister, der havde stjålet våbnene fra hærens våbenarsenaler i Vestukraine.

Fortsættelse følger i næste nummer af KOMMUNIST.

Sidste nyt:

Russian Today 11. januar: Bulgarsk partileder gør krav på ukrainsk territorium.

Ukraine falder fra hinanden, og Sofia har en historisk ret til den sydlige del af landet, siger Kostadin Kostadinov. Bulgarien har al ret til at gøre krav på en del af det sydlige Ukraine, som landet har flere hundrede år gamle bånd til, har Kostadin Kostadinov, lederen for det højreekstreme euroskeptiske folkeparti (Renæssance), sagt: “Dette er grunden til, at det er helt logisk for det sydlige Bessarabien at returnere til Bulgarien. Ukraine går i opløsning, og på den fremtidige fredskongres, hvor den såkaldte ukrainske statsdannelses skæbne skal afgøres, skal Bulgarien hævde sit krav”.

Både Polen, Rumænien og Ungarn har lignende historiske krav. Donbass og Krim hørte til Rusland frem til 1950’erne.