Nedslidte betaler
[KOMMUNIST 4-2025] Siden vi på forsiden af sidste udgave af KOMMUNIST påpegede, at den kommende beskæftigelsesreform nemt kan blive som at købe katten i sækken, er der desværre ikke sket noget for at ændre det billede. Der er ikke landet et forslag til en færdig reform endnu, men detaljer og drøftelser er sivet op til overfladen.
Det har bekræftet vores bekymringer, som de blev ytret i sidste nummer af avisen, mens der er kommet lidt overraskelser til. Desværre ikke overraskelser af den positive slags.
På bekostning af arbejdsmiljø
Et lækket regeringsnotat om beskæftigelsesreformen, som mediet A4 har fået fat i, viser, at regeringen overvejer at sløjfe den årlige forebyggelsespulje på 120 millioner kroner for at finansiere milliardbesparelser i reformen. Puljen har hidtil været brugt til at forebygge nedslidning på arbejdsmarkedet og støtte arbejdsmiljøindsatser.
Derudover planlægger regeringen at omdirigere 83 millioner kroner fra sygedagpengeaftalen og 10 millioner kroner fra beskæftigelsesaftalerne fra tidligere år. Samlet vil 210 millioner kroner fra eksisterende reserver blive brugt som finansiering.
Besparelserne er en del af regeringens strategi for at opnå en samlet spareramme på tre milliarder kroner i 2030. Forslaget kræver dog opbakning fra flere forligspartier for at blive gennemført.
Borgmestre i oprør
Regeringens plan om at spare tre milliarder kroner på beskæftigelsessystemet møder hård kritik fra nogle af landets borgmestre, herunder socialdemokratiske profiler.
Kommunernes Landsforening (KL) advarer om, at besparelserne især vil ramme de mest sårbare borgere, såsom unge med social angst, da der skæres 800 millioner kroner årligt på mentorstøtte, vejledning og opkvalificering. Besparelserne var ikke en del af ekspertgruppens oprindelige anbefalinger, hvilket forstærker kritikken.
SF og Liberal Alliance udtrykker også modstand, mens Socialdemokratiet forsvarer reformen med argumentet om et mindre bureaukratisk system.
Forhandlingerne fortsætter og håbet for en god reform er lille. Men modstanden fra kommunerne, der netop kender den kommunale virkelighed, eller i hvert fald burde gøre det, er et vigtigt signal at sende.
Men om regeringen, med Socialdemokratiet i spidsen, vil lytte står endnu hen i det uvisse. Men man kan have sine tvivl, baseret på den politik, der er blevet ført på området i mange år.
MMJ