skip to Main Content

Nekrolog: Anne-Grete Jelstrup

[KOMMUNIST nr. 2-2023] Anne-Grete var medlem af Landsledelsen i Kommunistisk Parti i Danmark og døde pludseligt i juledagene. Bisættelsen har fundet sted.

Politisk stillingtagen forudsætter en interesse udover sig selv.

Og Anne-Grete tog stilling, både som aktiv i fagbevægelsen og senere i politik. Hun blev som ganske ung ansat på Den Kongelige Porcelænsfabrik i den afdeling, der malede Blå blomst, og her blev hun valgt som tillidskvinde for sine kolleger, et hverv Anne-­Grete tog alvorligt, både at forhandle gode akkorder til kollegerne, men også at være opmærksom på de arbejdsmiljømæssige og ikke altid lige sunde forhold, der var på arbejdspladsen.

Anne-Gretes aktive indsats medførte, at hun blev valgt til næstformand i Keramisk Forbund. I 1973 var der politisk røre og ønske om forandring i landet, både fra de reaktionære, men også på den politiske venstrefløj, hvor Danmarks Kommunistiske Parti stod stærkt i den aktive del af fagbevægelsen.

Hun var dygtig, blev valgt ind den øverste ledelse DKP’s Centralkomite, partiets faglige udvalg, blev medlem af distriktsledelsen på Frederiksberg og senere valgt som repræsentant for DKP i kommunalbestyrelsen på Frederiksberg. Et væld af aktiviteter – og alle disse politiske hverv var ganske ulønnede, men de blev udført med ordentlighed og med tanke på dem, som havde valgt hende.

Man kunne stole på Anne-Grete. Under den store strejke på porcelænsfabrikken var hendes indsats en af årsagerne til den sejr for de dårligt lønnede malere, der blev resultatet af konflikten. Hvem husker ikke alle de paptallerkner, der blev malet på gader og pladser!

Keramisk Forbund mistede arbejdspladser i Danmark, Royal Copenhagen flyttede mere og mere af produktionen til andre himmelstrøg, og det medførte, at forbundet blev sammenlagt med det daværende SID, nu kaldet 3F. Her blev Anne-Grete, i kraft af sin viden om arbejdspladsmiljø, ansat som miljøkonsulent.

Men, hun var jo kommunist, og de ansatte socialdemokrater i SID fører hellere kamp mod kommunister end de arbejder for at forsvare deres medlemmer ude på arbejdspladserne.

En magtfuld gruppeformand, Willy Strube, sørgede for, at Anne-Grete blev fyret, Ikke med den daværende Forbundsformand Hardy Hansen’s gode vilje, men de fire gruppeformænd i SID havde så stor magt, at formanden ikke kunne gå op mod et sådant krav. Willy Strube blev senere afsløret i at have bedraget SID for 680.000 kroner.

Denne uret, som Anne-Grete blev udsat for, satte et sår i sindet, som aldrig helt blev overvundet. Trods dette virkede hun i mange år som underviser i arbejdsforhold m.m.

Et umådeligt aktivt liv er slut. Aktivt, ikke for egen vindings skyld, men i solidaritet med de svageste og med den tanke, at ”Maden smager bedst, når man kan dele den med andre”.

Æret være Anne-Gretes minde.

Back To Top

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk