Skip to content

Jordskred-Randers

Nordic Waste udstiller kapitalismens absurditet

[KOMMUNIST nr. 2-2024] Det er efterhånden kommet de fleste danskere for øre, at der er et eller andet galt ved den lille by Ølst uden for Randers. Medierne flyder over med indslag om den verserende miljøkrise, forårsaget af virksomheden Nordic Waste. At der er tale om en miljøkrise er i sig selv slemt nok, men der er flere spor i denne sag.

Sagen udstiller nemlig vores systems fallit, når det kommer til at passe på vores natur og miljø, og når det kommer til ansvar, økonomisk og moralsk, samt hvordan samfundets instanser fejler i samarbejde og påvirkes groft af snævre økonomiske interesser.

Moralsk skred

Tilbage i december sidste år begyndte sagen at rulle. Eller rettere sagt, så begyndte den grund, hvorpå flere hundredetusinde tons forurenet jord var blevet deponeret, at rulle. Nordic Waste tjente penge på at opbevare og rense jord, og meget tyder på, at man havde taget imod meget mere jord, end kapaciteten var til. Hverken firmaet eller kommunen som tilsynsmyndighed rea­gerede på de bekymringer, der blev rejst af politikere og eksperter, men pengene var jo også gode.

Problemet var bare det, at selve grunden, hvorpå jorden er deponeret, er én stor lergrav, der ikke kan bære de enorme mængder jord i særdeleshed ikke med den regnvåde tid, vi har haft det sidste halve år. Selve jorden er begyndt at skride voldsomt og truer kritisk den nærliggende Alling Å, der er i fare for at blive forurenet og på den måde sprede forurening via vandet.

Stikker af fra regningen

Firmaet indstillede hurtigt sin halvhjertede indsats med at rydde op og afværge forureningen. Randers Kommune måtte derfor tage over og igangsætte et endnu mere omfattende oprydnings­arbejde. Det er dyrt, og regningen lyder allerede på over 100 millioner kroner. ”Det er forureneren, der skal betale”. Denne sætning er gået igen hos Randers Kommunes borgmester, hos kommunaldirektøren i Randers Kommune, en række ministre fra regeringen, og nu også statsminister Mette Frederiksen. Det kan der dog umiddelbart godt skydes en hvid pind efter. Nordic Waste har nemlig erklæret sig konkurs. De mange penge, der er tjent i firmaet, er ført andre steder hen, så regningen ser ud til at lande hos skatteyderne.

Ejeren af nu konkursramte Nordic Waste, Torben Østergaard-Nielsen, er ellers god for ca. 42 milliarder kroner. Det har altså ikke været nogen dårlig forretning at forurene, eller i sin tid sælge fly- og raketbrændstof under den Syriske borgerkrig. Men betale regninger, det kan han åbenbart ikke.

Lovgivning sejler

Hele sagen viser i sandhed, hvor absurd et system kapitalismen er. Først gør man forurenet jord til en handelsvare, så en af Danmarks rigeste mænd kan blive endnu rigere, for bagefter, trods advarsler fra organisationer og eksperter, at få politisk og forvaltningsmæssig tilladelse til at deponere højtforurenet jord i en gigantisk jordhøj.

Efterfølgende, når der er deponeret så meget jord, at jordhøjen begynder at skride med katastrofale konsekvenser for miljøet til følge, konstaterer man, at virksomhedsejeren erklærer virksomheden konkurs og sender en milliardregning videre til skatteborgerne.

Ingen konsekvenser

Alt sammen sker i fuld overensstemmelse med den lov­givning, som politikerne har vedtaget. Så hvem er de virkelige skurke? Virksomhedsejeren, der udnytter lovgivningen og markedskræfternes frie spil? Eller er det de politikere, der har vedtaget den lovgivning, som virksomhedsejeren udnytter?

Under alle omstændigheder burde det være åbenlyst for enhver, at den blinde og uansvarlige jagt på profit, blot er et produkt af en dysfunktionalitet i vores samfundssystem, hvor politikerne først muliggør, at virksomhedsejere kan opføre sig kynisk og hensynsløst, for bagefter at klynke over, at de gør det.

Martin Minka Jensen

Back To Top

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk