Nordisk Union?
Af Kim Holm
I de fleste meningsundersøgelser, hvor befolkningen er blevet spurgt om Danmarks medlemskab af EU, har der været et flertal for et dansk medlemskab. I folketinget tolkes det som, at den danske befolkning er glad for det danske medlemskab. Nu er det afhængigt af, hvordan og hvilke spørgsmål der stilles i den enkelte meningsundersøgelse.
De EU-ivrige politikere bør have i erindring, at når der er folkeafstemninger, om den danske befolkning ønsker mere EU, om at afskaffe de danske undtagelser, svarer den danske befolkning med et klart NEJ.
Meget til fælles
Når der i de forskellige meningsundersøgelser om det danske medlemskab alligevel svares, at befolkningen stadig ønsker at Danmark skal være medlem i EU, kan det være, at spørgsmålene ikke oplyser om alternativer.
Ved en undersøgelse for nyligt, hvor der blev spurgt om et forsat medlemskab af EU eller en nordisk union, var svaret, at der er et stort flertal for en Nordisk Union. Hvis der ses på de nordiske lande, er der klart muligheder for et tættere samarbejde mellem landene. Den kulturelle baggrund, den sproglige forståelse (med undtagelse af finsk). Lige fra vikingetiden er der et mønster af samhørighed mellem de nordiske lande.
Norden 12. største økonomi
I 1950’erne blev det nordiske råd oprettet. Der skulle ikke længere vises pas ved grænserne mellem de nordiske befolkninger. Der var ret til at leve, studere og bo i de forskellige lande.
Alle betalte en skat af det vi tjente, (indkomstskat) og samfundet tog sig solidarisk af dem, der ikke havde muligheden for at klare sig selv, de syge, de arbejdsløse, alle dem, der ikke kunne være en ”bruttoindkomst” for samfundet.
Ses der på de enkelte nordiske lande økonomisk, tegner der sig, groft set, mange muligheder: Danmark kan stadig betragtes som et landbrugsland, masser af svin og andet kød og korn, vi ikke formår at æde selv, et Sverige, der må ses som et land med mange naturrigdomme, skove og rigdomme i undergrunden, Norge med deres olie og fiskeri. De øvrige nordiske lande, Island, Grønland, Færøerne og Finland har alle på samme måde masser af muligheder for at bidrage til en fælles nordisk union. Set ud fra et kapitalistisk synspunkt vil de nordiske landes BNP være den 12. største økonomi i verden. I princippet vil de kunne være uafhængige af andre lande.
Selvstændighed
Nu vil Norden ikke bare kunne være en ”ø”. Vores økonomi og vores fælles velfærd vil være en del af verdens ”bytten”, for vores fælles behov.
En union i Norden skal ikke bygge på en nordisk stat, men ud fra de fælles kulturelle ligheder, en fælles forståelse, et samfund, der favner alle samfundets mennesker, også de mennesker, der ikke kan klare sig selv.
Et alternativ til det danske medlemskab af EU vil kunne være en fælles Nordisk union. Den danske eksport til de øvrige nordiske lande, svarer til en 1/5. Langt større end den danske eksport til Tyskland. Samtidig må EU’s handelspolitik, set på flere områder, være i strid med danske økonomiske interesser.
Velfærdsmodel kontra neoliberalisme
Den fælles nordiske ”velfærdsmodel”, hvor alle betaler til en fælles pulje, som derefter omfordeles, kan ikke lade sig gøre i et liberalistisk EU. Modsat den nordiske ”velfærdsmodel” vil EU gøres til Europas forenede stater, hvor det skal være den enkelte borgers ansvar at forsikre sig mod sygdom, arbejdsløshed og andre dårligdomme og betale for uddannelse.
En fælles nordisk ”Union” skal ikke være en ny statsdannelse med fælles regering, men en samhørighed, med en fælles forståelse af forskelle og samtidig brug af disse.
Et Danxit, et Svexit og et Finxit, med en samling i et nordisk fællesskab med de øvrige nordiske lande, vil ikke føre til socialisme, men kunne være en del af kampen for at forhindre, at kapitalen gennem EU fjerner de få rettigheder, arbejderne har tilkæmpet sig, som f.eks. den nordiske ”velfærdsmodel” kontra ”enhver er sin egen lykkes smed”. ”Et skridt i den rigtige retning er bedre end 100 programmer”.