DAXIT-alternativer:
Det nordiske alternativ til EU-medlemskab
Af Folkebevægelsen mod EU
Folkebevægelsen mod EU ønsker, at Danmark uden for EU skal indgå handels- og samarbejdsaftaler med EU-landene f.eks. ved en genindtræden i EFTA. Vi arbejder for et tættere nordisk samarbejde, og vi vil, at Danmark skal blive et ansvarligt og aktivt land i Europarådet, OSCE og FN.
Det nordiske samarbejde
Den nordiske velfærdsmodel er stærkt truet af EU.
Vi har et af de mest omfattende og ældste regionale, politiske samarbejder i verden og vil være verdens mest integrerede region. Sammen er vi den 11. største økonomi i verden og har haft succes med at tilpasse vores velfærdsmodel, så den fungerer i en stadig mere usikker global økonomi.
Vi har et åbent og frit arbejdsmarked, som i over 60 år har gjort det muligt for nordiske statsborgere at bevæge sig frit i et grænseløst Norden med respekt for overenskomstmæssige løn- og arbejdsforhold.
Norge har to gange stemt nej til EU medlemskab.
Uddannelse
I Norden satser vi meget på børns og unges muligheder og støtter eksempelvis unge i at læse på videregående uddannelser i hele Norden.
Vor samfundsmodel har betydet, at vi er blandt de højst uddannede befolkninger i verden og satser meget på at samarbejde om forskning både internt i Norden og med internationale partnere, f.eks. når vi bekæmper konsekvenser af klimaforandringerne.
De nordiske statsministre har taget initiativ til seks nye flagskibsprojekter, som alle bygger på stærke nordiske styrkepositioner. Flagskibsprojekterne er: Nordic Climate Solutions, Nordic Energy Solutions, Nordic Sustainable Cities, Nordic Welfare Solutions, Nordic Food Policy Lab og The Nordic Gender Effect at Work.
Miljøet
Vi tager internationalt ansvar og er et udadvendt Norden, som har et omfattende samarbejde med en række internationale organisationer og vores nabolande, når vi f.eks. bekæmper menneskehandel og arbejder for beskyttelse af miljøet i Østersøen og det Arktiske område.
Vi har i Norden en fantastisk og varieret natur og enorme naturressourcer, som vi er gode til at beskytte og udnytte til bæredygtig energi.
Vi er et innovativt Norden, som samarbejder om at finde nye, smarte og bioøkonomiske løsninger og deler viden og erfaringer for at klare udfordringer, som vi bedre kan løse sammen end hver for sig.
Nordisk kultur
Der er stor interesse for nordisk arkitektur, film, mad, mode og musik i resten af verden. Vi vil være et synligt Norden og støtter nordisk kultur både i og uden for Norden eksempelvis gennem uddelingen af Nordisk Råds priser.
– Og så ligger vi i toppen af mange af de internationale målinger for åbenhed, tillid, miljø, ligestilling og sågar lykke.
Valget står mellem EU og demokrati
Er et område først overført til EU, så kan vi ikke længere ændre det – uanset hvem vi vælger til Folketinget. I dag påvirkes mindst halvdelen af lovene herhjemme skønsmæssigt fra EU, så den demokratiske indflydelse er efterhånden reduceret kraftigt.
Det er det, vi mener, når vi siger, at vi har et -demokrati at vinde ved at melde os ud af EU. Uden for EU har vi nemlig retten til selv at indrette vort samfund. Retten til at værne om velfærden. Retten til at forbyde de sprøjtegifte, som vi ønsker at forbyde og retten til at sikre ordentlig løn og arbejdsforhold uden social dumping.