Ny overenskomst for piloterne i SAS
[KOMMUNIST 8-9 2022] Efter lange og hårde forhandlinger og 15 dages konflikt hen over sommeren har ledelsen og piloterne i et kriseramt SAS aftalt en ny overenskomst.
I aftalen er de nordiske pilotforeninger og ledelsen i SAS blevet enige om, at der kun gælder en overenskomst i SAS, og det er den, der netop er blevet indgået. Uanset om man flyver som pilot i moderselskabet SAS, Connect eller Link. Piloterne har med den nye overenskomst fået en garanti for, at de er en del af fremtiden i SAS, og at SAS ikke vil oprette nye datterselskaber på andre vilkår end dem, som er aftalt med Dansk pilotforening.
Corona-fyrede piloter genansættes
Derudover har piloterne som et vigtigt krav fået forhandlet sig frem til at få genansat de piloter i SAS Scandinavia, der under coronapandemien blev opsagt. Fra pilotside har man også måttet give sig. Aftalen betyder, at piloterne går voldsomt ned i løn. De skal flyve mere om sommeren, hvor trafikken er høj og mindre om vinteren. De skal samtidig være mere fleksible. Samlet set betyder lønnedgangen, øget fleksibilitet og muligheden for længere arbejdsuger, at piloterne bliver op mod 25 procent billigere for SAS. Den nye overenskomst mellem SAS og piloterne gælder de næste fem og et halvt år (det er aldrig set før i Danmark).
Ved urafstemningen, som blev offentliggjort 6. august, havde 89 procent af piloterne i Danmark deltaget i urafstemningen, og 93 procent havde stemt ja. Dermed er de nye aftalevilkår en realitet.
Nu må der stilles krav om at nationalisere SAS
Den danske stat har brugt milliarder i flere omgange på at redde SAS. På trods af det, har ledelsen set stort på den danske model. Kun med hjælp fra piloterne lykkedes det at fastholde den i et vist omfang efter 15 dages konflikt. Man må spørge sig selv, om ikke tiden er inde til, at vi kan forlange, at den danske stat overtager/ nationaliserer SAS, så vi kan garantere den danske model og ordentlige løn og arbejdstider.
Peter Just