Ny vinkel på Bertel Thorvaldsen
Af John Poulsen
[KOMMUNIST nr. 2-2024] Den 17. september 2023 var det 175 år siden, at Bertel Thorvaldsens Museum stod færdigt og kunne åbne dørene for befolkningen, så den kunne se hans værker og private kunstsamling, sådan som han havde ønsket det.
Det markerer museet med en særudstilling, der fortæller om museets tilblivelse med fokus på Thorvaldsens politiske holdninger, der var tæt forbundet med museets tilblivelse.
Det er sikkert ikke kun nyt for mig, at vores nationale stjernekunstner var lidt af en revolutionær og som sådan modstander af konger og kirke. Det blev symboliseret ved, at den franske trikolore blev hejst på taget ved rejsegildet af museet, og man kan forestille sig, at han ville have roteret i sin grav i museets gård, hvis han havde kunnet høre folkets jubel på nabopladsen i anledning af udråbelsen af den nye konge her for nylig.
Bertel Thorvaldsen (1770–1844) kom fra et fattigt hjem. Faderen var billedskærer og lavede ornamenter til skibe, og allerede som barn hjalp Bertel ham med det arbejde. Det viste sig, at han havde mere kunstnerisk talent end sin far, og det blev bemærket, så i en alder af 11 år blev han elev på Kunstakademiet. Her modtog han flere priser, og da han havde fået afgang, fik han akademiets rejselegat til Rom for at videreuddanne sig der.
Meningen var så, at han efterfølgende skulle vende hjem og berige den nationale kunstverden, men da det kom så vidt i 1803, havde han slet ikke lyst til at forlade Rom, hvor han var sin egen herre og ikke underlagt en enevældig konge. Han klarede sig godt, og det blev til 41 år i Rom, hvor han fik så mange opgaver, at han måtte ansætte folk til at tage sig af det grove.
Men så kom der et tidspunkt, hvor Thorvaldsen begyndte at tænke på sit eftermæle. Han fik tilbud fra forskellige europæiske fyrster om at få sit eget museum, men da der i Danmark blev dannet en komite, der ville sikre et museum for ham i København, besluttede han at testamentere sine værker til byen. I 1837 blev der iværksat en landsindsamling til museet, og i 1838 rejste han sammen med en del af sine værker hjem til Danmark med fregatten Rota.
Denne hjemkomst kan man aflæse, når man går rundt om museet og betragter Jørgen Sonnes (1801–1890) billedfrise. Det havde været en regnvåd dag, men da Rota sejlede ind i havnen, viste der sig en strålende regnbue på himlen, og man ser søfolk og barbenede arbejdere, der bringer værkerne i land, borgerskabet og almuen, der er strømmet til for at modtage ham, og nogle liberale politikere og andre kendisser. De kronede hoveder glimrer ved deres fravær. Studenter spændte hestene fra og trak hans vogn ind til Charlottenborg, og der var ingen ende på hyldesten. At nogen kom til at råbe: Leve Tordenskjold! var der ingen der fik ondt af.
Thorvaldsen blev udnævnt til direktør for Kunstakademiet og til konferensråd, og han blev som den første og indtil nu eneste æresborger i København. Han blev hyldet som kunstens konge af paven og fyrster, men forblev folkets søn.
Museet blev åbnet 10 år efter hans hjemkomst, 9 måneder efter enevældens ophør og 4 år efter hans død. Hans kiste havde indtil da stået i Vor Frue Kirke, men blev efter hans ønske flyttet til den murede grav i museets gård.
Museet har udgivet en publikation, som det kan anbefales at købe for at få det fulde udbytte af udstillingen.
Kunstens Konge – Folkets Søn. Thorvaldsens Museum. Indtil 25.02.2024