Skip to content

Nyt fra fagbevægelsen hjemme og ude

[KOMMUNIST nr. 1-2024] Arbejderbevægelsens Erhvervsråd konkluderede den 16. november i en ny analyse, at den gennemsnitlige arbejdstid herhjemme er stort set uændret siden 2009. Den i medierne og af mange politikere ofte fremhævede myte om en tendens til faldende arbejdstid, har således ikke haft bund i virkeligheden igennem de sidste mange år.

Kilde: www.ae.dk

I Uddannelsesforbundet, som er en sammenslutning fra 2007 af fagforeningerne Danske Produktionshøjskolers Lærerforening (DPL), Dansk Teknisk Lærerforbund (DTL) og Landsforbundet af ­Voksen- og Ungdomsundervisere (LVU) og som i 2018 blev fusioneret med Handelsskolernes Lærerforening (HL), holdt man den 25.–26. november kongres og vedtog ikke mindst denne aktuelle udtalelse om situationen i Palæstina:

“Våbenhvile nu!

Uddannelsesforbundets fundament omhandler demokrati og stærke fællesskaber.

I det lys bakker Uddannelsesforbundets kongres op om den internationale fagbevægelse (ITUC) i kravet om permanent våbenhvile og opfordring til, at der arbejdes intenst på en afslutning af krigen. ITUC støtter en to-statsløsning og mener, at Israel skal leve op til FN’s resolutioner om de besatte områder, og at Israels nabolande må anerkende Israels ret til at eksistere som en selvstændig stat.

Krigshandlingerne forårsager og fortsætter med at forårsage tab af menneskeliv, hvoraf mange er børn. Men det er også tab af uddannelsesmuligheder, levebrød, job, indkomst, forretninger, civil infrastruktur og dermed arbejdsmarkedsforholdene i Gaza og Vestbredden.

Vi må derfor kræve af vores politikere, at de arbejder for våbenhvile med henblik på fred i en tostats-løsning, samt at der bliver åbnet op for nødvendig og tilstrækkelig nødhjælp til Gaza nu. Den danske fagbevægelse er/bør være en del af det verdenssamfund, som siger åbent fra”.

World Federation of Trade Unions, fællesorganisation for faglige organisationer i 133 lande, markerede den 29. november den internationale solidaritetsdag med det palæstinensiske folk.

Det blev gjort med en udtalelse vendt mod de forfærdelige forbrydelser, begået af de israelske besættelsesstyrker i Gaza og resten af det besatte Palæstina. Og også vendt mod de israelske overtrædelser af internationale konventioner, herunder de 4 Geneve-konventioner. Blokaden af Gaza-­striben og den større eller mindre ødelæggelse af 26 palæstinensiske hospitaler blev ligeledes fordømt. Slutteligt lød opfordringen:

Vi i World Federation of Trade Unions opfordrer alle på denne dag til at organisere sit-ins rundt om i verden til støtte for folket i Palæstina og til at fordømme den israelske besættelse og opfordre til dens afslutning.

I Italien er strejkeretten under angreb. Fagforeningen USB Transport oplyste den 27. november at den højreorienterede regering under Giorgia Meloni’s ledelse nu tre gange de sidste to måneder har forbudt og forkortet strejker i den italienske transportsektor. De involverede organisationer fik bøder.

USB Transport udtalte i den anledning bl.a:

“Hovedformålene med strejkerne var kravet om betydelige lønstigninger, afvisning af privatisering for at garantere en offentlig service af høj kvalitet og beskyttelse af arbejdernes sundhed og sikkerhed. Begrundelserne for dette alvorlige indgreb er latterlige og mangler enhver objektivitet (og er) baseret på den betragtning, at strejker kan have en høj grad af støtte blandt arbejderne og derfor kan skade borgernes mobilitet.

Kort sagt, ifølge Meloni-regeringen og minister Salvini, så for at kunne tillades, skal strejker have lav deltagelse og ikke være til nogen ulempe.

USB Transport har besluttet ikke at acceptere ­reduktionen af strejker fra 24 timer til 4 timer, som regeringen har pålagt, og har udskudt og omlagt 24 timers-strejker fra den ene uge til den næste, hvilket udfordrer regeringens fortsættelse med denne fascistiske praksis – og mobiliserer alle grupper til at forsvare strejkeretten”.

/HeJa

Back To Top