Skip to content

Nyt fra Syrien og Irak

Af Elin Søborg

Efter snart 10 års væbnet konflikt, mangeårig kamp mod amerikanske sanktioner og nu også Corona-virus er Syriens økonomi i dyb krise. Over 80 % af befolkningen lever under fattigdomsgrænsen, som er på 1½ dollars pr. dag, og arbejdsløsheden er meget høj.

Selvom regeringen har genvundet kontrollen over størsteparten af landet, har krisen delt befolkningen i tre grupper. 

For det første er der dem, der mener, at regeringen, militæret og efterretningsvæsenet kun overlever ved at undertrykke befolkningen, og at det er en dårlig undskyldning, at konflikten er påført og orkestreret udefra. 

For det andet er der de kæmpende fanatiske religiøse grupper, der ikke vil opgive kampen, før landet er opdelt i små emirater (kalifater). Disse grupper modtager stadig våbenhjælp og træning fra USA, Europa, især Frankrig, og flere af de reaktionære arabiske regimer som Qatar, De Forenede Emirater og Saudi Arabien.

For det tredje er der så langt den største del af befolkningen, der generelt ikke er særligt politisk aktiv, men hvor venstrefløjen også hører til. Strategien er, at man ikke vil bruge vold, men ønsker fredelige ændringer hen imod mere demokrati og ønsker en ny grundlov, der sikrer den sekulære stat med lige rettigheder for alle. Sloganet er at befri landet for de fascistiske kræfter med deres planer for en opdeling af Syrien. Der arbejdes på at skabe en aktiv folkelig front.

Kurderne i Syrien

Landet er endnu ikke totalt befriet. I det nordvestlige hjørne er der stadigvæk en mængde forskellige små religiøse militser, der holder til i Idlib-området. 

I det nordøstlige hjørne kæmpede kurdiske styrker sammen med amerikanske mod Islamisk Stat. Her har det kurdiske YPG med sin militære gren SDF og med amerikanske styrker beholdt magten over det område, der huser størsteparten af Syriens olie- og gasproduktion og samtidig er kornkammeret, der tidligere forsynede befolkningen med vigtige fødevarer. 

Nu forsøger kurderne med støtte fra USA at annektere området og har tegnet kontrakter med det amerikanske oliefirma Delta Crescent Energy om udvinding og distribution af olien. Samtidig har de fået løfte fra USA om støtte til at få ”selvstyre” i det besatte område.

Den syriske regering -planlægger at forhandle med den kurdiske ledelse og evt. love den en vis form for autonomi, men Tyrkiet vil næppe ret længe acceptere at have et autonomt kurdisk område op til sin grænse, og oven i købet et ressourcestærkt område.

Syrien kan ikke i længden undvære den mængde olie, gas og fødevarer, som stammer fra området. I 2011 havde det en produktion på 380.000 tønder olie om dagen, nu er bare 24.000 tønder pr. dag under syrisk kontrol, og de stadigt mere intensive amerikanske sanktioner gør det svært at afsætte olien. 

Da IS havde kontrollen, eksporterede de olie gennem Tyrkiet til Europa. Det er dette tyveri, USA og YPG/SDF nu fortsætter, selvom det efter international lov er en helt klar krigsforbrydelse.

Det er efterhånden gået op for verden, at den syriske regering ikke kan væltes med militærmagt, men befolkningen betaler en høj pris for USA’s og Europas ønsker om fuld imperialistisk dominans over hele det mellemøstlige område.

Irak

Amerikanerne, både tropper, administration og private firmaer, har nu været i Irak i 17 år og har totalt ødelagt chancerne for demokrati og genopbygning gennem indførelsen af et sekterisk system, hvor religiøse grupper har fået lov til at styre og udnytte samfundet. 

Der vælges et parlament, men den reelle magt ligger hos de største religiøse grupper. Den lille tilbageværende hær udkonkurreres let af de mange religiøse militser, hvoraf der er 79 bare i Bagdad-området.

Omkring 1500 mia. dollars er stjålet og forsvundet ud af landet, der nu sidder med en gæld til udlandet på 200 mia. dollars. Der er ingen social sikkerhed, undervisningssektoren hænger i laser, og mere end halvdelen af befolkningen lever under fattigdomsgrænsen.

Befolkningen protesterer

Derfor har der de sidste år i alle de større byer været nærmest ugentlige kæmpe-demonstrationer, hvor især de unge er gået på gaderne med krav om et ægte demokrati – ud med de korrupte politikere, arbejde, sociale og uddannelsesmæssige forbedringer, boliger og mad. 

Det har været blodige demonstrationer, hvor militser og militær har skudt med både gummikugler og hård ammunition. Mere end 750 unge er blevet dræbt, heraf 70 unge kammerater fra kommunistpartiet.

Og der er intet, der tyder på, at de unge vil opgive denne kamp for deres fremtid, selvom de vel ikke engang kan huske, at Irak før krigen mod Iran i 1979 var et af verdens rigeste lande. 

Men fejlen var, at man ikke var indstillet på at rette sig efter den verdensorden, USA og Israel havde brug for. Det koster dyrt!

Back To Top

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk