Økonomi
Af Bo Møller
Ejendomsbeskatning
Beskatning af boliger bliver et vigtigt punkt under efterårets drøftelser i Folketinget:
- Hvor stor skal ejendomsskatten være, og hvordan skal den beregnes?
- Hvorledes kan skattevæsnet foretage en præcis vurdering af værdien af en grund, et hus, eller en lejlighed?
Beskatningen i dag
Ejendomsværdiskatten tilfalder staten. Den udgør 1 pct. af boligens/fritidsboligens værdi efter vurderingen i 2002 – dog 3 pct. af beløb over godt 3 millioner kr. Ejendomsværdiskatten har siden Anders Foghs dage været ramt af et absolut skattestop. Selv om værdien af boligen stiger, og inflationen udhuler skatten, er den ikke steget siden 2002. Skatten indbringer 13 milliarder kr. om året.
Grundskylden tilfalder kommunen. Den betales af værdien af grunden uanset de bygninger, der måtte være. Skattesatsen skal ligge mellem 16 og 34 promille af grundværdien. Grundskylden er fra 2015 til 2016 underlagt et totalt skattestop. Grundskyld betales af ejere af helårs- og fritidsboliger, men også af lejere, hvor grundskylden opkræves som en del af huslejen. Grundskylden indbringer 25 milliarder kr. om året.
Grundlaget for ejendomsbeskatningen
Der har i årevis været mange fejl i de offentlige vurderinger af ejendommene. Det største problem har været grundene, da der sjældent er tomme grunde til salg. Der findes derfor ingen markedspris, så det er umuligt at fastlægge værdien på en rimelig måde. For bebyggede grunde er problemet langt mindre, da der hele tiden sælges enfamiliehuse og ejerlejligheder, og det er netop værdien af hus plus grund, som ejendomsværdiskatten beregnes af.
Kommunisternes holdning
Ejendomsskat er en god skattekilde til at supplere indkomstskat. Ejendomsskatterne har den fordel, at det er næsten umuligt at snyde, da man ikke kan gemme en ejendom af vejen. Det gælder dog ikke for ejendomme i udlandet, som skattevæsnet ikke ved noget om. De største ejendomsskatter betales af de mest velstående med de største og dyreste boliger, så det er fint. Samtidig har ejendomsskatterne den egenskab, at jo mere man beskatter en ejendom, jo mindre stiger den i pris. For ejendomme bestemmes prisen nemlig af, hvad en eventuel køber skal betale om året inkl. skatterne. Så ejendomsskatterne virker helt anderledes end fx afgiften på øl, hvor en stigning i afgiften giver stigende priser. Det er derfor ikke kun kommunister, der går ind for ejendomsbeskatningen – det gør f.eks. de Økonomiske Vismænd, som ikke kan beskyldes for at være progressive.
Der er forslag om at erstatte ejendomsbeskatningen med en beskatning af gevinsten, når en ejendom sælges. Vi ser gerne, at en gevinst ved salg bliver beskattet, men det kan ikke erstatte den løbende beskatning. Endnu bedre end beskatning ved salg er det gamle kommunistiske forslag om, at værdistigninger i fast ejendom bliver omdannet til en offentlig prioritet. Det betyder, at hvis et hus stiger med 100.000 kr., så får staten pant i huset for netop 100.000 kr. Den gæld, som husejeren hermed får til staten, skal først betales, når huset sælges. Det vil give penge i statskassen, men vil først og fremmest bremse de samfundsskabte værdistigninger på fast ejendom, som har præget markedet i mange år bortset fra kollapset i 2008. Det vil gøre det nemmere for f.eks. unge at komme ind på boligmarkedet.
Mht. problemet med kvaliteten af ejendomsvurderingerne kan man genindføre vurderingsmændene, der før 1992 faktisk var ude at se på ejendommene. Da problemet med vurderingerne især drejer sig om grundværdierne, kunne de kommunale ejendomsskatter omlægges til at bygge på ejendomsværdien – altså inkl. bygningerne – i stedet for kun grunden. Det vil naturligvis flytte en del rundt på beskatningen, men det problem kan løses ved at justere skatteprocenter osv.